Professor Niels Chr. Nielsen, centerleder for iNANO, skal i de næste seks år stå i spidsen for Science and Technology. Et rigtigt og visionært valg, siger hans forgænger på posten.
25.06.2013 |
Det er en erfaren forsker og leder, der den 6. august skal afløse Brian Bech Nielsen på posten som dekan for Science and Technology. Brian Bech Nielsen, der tiltræder som rektor for Aarhus Universitet, er da heller ikke i tvivl om, at Niels Chr. Nielsen er det rette valg til posten.
“Det har været vigtigt for os at finde en kandidat, der kan fortsætte udviklingen af Science and Technology langs det spor, vi har fastlagt gennem de seneste par år, og som kan sikre en fortsat fremgang inden for både forskning, uddannelse og rådgivning samt erhvervssamarbejde. Niels Chr. er kendt som en fremragende forsker og en meget dygtig og visionær leder. Som leder af iNANO og som grundforskningscenterleder i en årrække har han vist, at han kan omsætte vision og strategi til handlinger,” siger Brian Bech Nielsen.
Et enigt indstillingsudvalg står bag valget af Niels Chr. Nielsen til jobbet som dekan og dermed nyt medlem af universitetsledelsen. Dekanstillingen har været slået op både nationalt og internationalt, og otte søgte stillingen.
Niels Chr. Nielsen (f. 1962) har en lang karriere bag sig som forsker og har produceret mere end 200 publikationer, hjemtaget adskillige store forskningsbevillinger og modtaget prestigefulde priser.
Han er uddannet kemiker fra Aarhus Universitet og har en ph.d.-grad delvist udført ved Massachusetts Institute of Technology (MIT). Som 37-årig fik han sit første professorat i molekylær og strukturel biologi og fem år senere et professorat i kemi.
Han har flere års ledererfaring. Blandt andet som direktør for Grundforskningscentret for Uopløselige Proteinstrukturer (inSPIN) og siden 2012 for det Interdisciplinære Center for Nanovidenskab (iNANO), som han har ført sikkert igennem universitetets forandringsproces. Desuden har han betydelig forskningspolitisk erfaring, blandt andet via medlemskaber af Det Frie Forskningsråd for Natur og Univers, Forskningspolitisk Råd, Akademiet for Tekniske Videnskaber og Det Kongelige Videnskabernes Selskab.
Som dekan får Niels Chr. Nielsen det overordnede ansvar for i alt 3700 medarbejdere og 6300 studerende på hovedområdet, og han ser frem til udfordringerne i sit nye job:
”Jeg kommer til at overtage ledelsen af hovedområdet på et tidspunkt, hvor vi er inde i en meget spændende og positiv udvikling. Min opgave bliver at skabe plads til både forankring og fortsat vækst. Som universitet bliver vi hele tiden mødt med nye krav og forventninger, og vi kan altid blive bedre. Vi skal sørge for at være på forkant med udviklingen, så vi også i fremtiden kan levere viden og løsninger til de globale udfordringer, samfundet står over for,” siger Niels Chr. Nielsen.
Ny konstitueret leder på iNANO bliver Professor Troels Skrydstrup.