Jeg så Indurain som en Alexander den Store – en totalt kontrollerende kommandør.

02.07.2013 | Kristian Frost

Af Kristian Frost
Kustode og formidler, Steno Museet

Det hele startede med en farve. Jeg har senere i livet lært, at denne specielle nuance af grøn går under betegnelsen Celeste, og at det er det italienske cykelfirma Bianchis signaturfarve.

Men denne kombination af farve og racercykel samt en herre med efternavnet Bugno fangede min opmærksomhed i slut-firserne, hvor jeg var omkring 10 år gammel. Jeg havde en fætter, som havde fået en racercykel (eller ryttercykel som det hed i vores nabolag), og den var noget af det smukkeste, jeg havde set.

TV2 var på det tidspunkt gået i offensiven med Tour de France-transmissionerne og jeg faldt pladask for sporten. Jeg lærte hurtigt navne som Fignon, Chiappucci, Rominger og min kommende helt, Indurain. Hele universet med de 2 gange Jørgen som kommentatorer opslugte mig komplet.

Nærmest frankofil i sommeren 1992

Al hr. Leths snak om de store togter, de legendariske tinder og de gamle helte fra en svunden tid fik mig til at smile bredt. Selv al snakken om lokale oste, elegante vine og for længst ødelagte borge vakte begejstring i mit unge sind. Jeg kunne jo forstå, at det alt sammen bidrog til disse tre fantastiske uger, hvor løbet blev kørt.

Jeg blev vel nærmest frankofil i sommeren 1992, hvor Indurain tog den tredje titel. Jeg kan huske, at jeg næsten (og kun næsten skal det understreges) håbede, at Frankrig ville slå Danmark i gruppespillet til det EM, som de rød/hvide senere vandt. Så dybt havde Frankrig og ikke mindst Tour de France ramt mig.

At se Indurain køre en enkeltstart i Tour de France var markant større end en tur i Tivoli. Jeg fandt hurtigt ud af at jeg ikke var den eneste, der sad klistret til skærmen i disse tre uger i juli. Mange af mine venner og deres fædre var også grebet af eurofurien.

Fascinerende kontrol med feltet

Jeg var dog ret alene med min beundring af Indurain. Utallige gange har jeg skullet forsvare hans defensive og kontrollerende måde at vinde løbet på. Der var mange, der ikke kunne se det fortryllende i at vinde Touren hovedsageligt via enkeltstarterne. Jeg så ham dog som en slags Alexander den Store. En totalt kontrollerende kommandør, der ved hjælp af sin hær af hjælperytterne slog ethvert modangreb tilbage.

Denne kontrol med feltet fascinerede mig ligeså meget som den kedede andre. Han var også en af de bedste gennem tiderne til nedkørslerne. Her lærte jeg også hurtigt fra kammeraterne, at det var mere populært at kunne køre hurtigt opad. Men jeg var nu ikke trist, da min helt formåede at vinde fem gange i træk. Som den første og eneste nogensinde, efter at Armstrong blev frataget sine syv sejre,.

Nogle etaper står særligt stærkt i hukommelsen. Som den dag en stor italiensk rytter ved navn Eros Poli sad over 200 km alene i front og mod al forventning vandt etapen. Der er utallige af den slags etaper printet ind i min hukommelse.

Forstår ikke heksejagten på rytterne

At det så er kommet frem, at de herrer Poli, Armstrong, Riis og andre havde brugt diverse hjælpemidler, kunne og kan jeg ikke være mere ligeglad med. Nogle af Tourens helt store koryfæer fra 60'erne og 70'erne har åbenlyst indrømmet brug af alverdens snavs, så jeg forstår ikke denne heksejagt på rytterne fra de seneste årtier. Deres præsentationer er ikke mindre i min bog.

Jeg er på ingen måder fortaler for doping, og det ville da være fantastisk, om sporten kunne blive ren. Så lad os i stedet koncentrere os om nutiden og fremtiden. Der er vel snart ikke flere ryttere tilbage fra 90erne og 00’erne, der ikke har bekendt deres synder. Altså bortset fra Indurain som naturligvis var helt ren!

Det keder efterhånden os cykelfans, at vi gang på gang skal høre om disse dopinghistorier, især fra folk som ikke har den mindste interesse i cykling. Gid de dog ville gå til angreb på stangspring i de kommende år. Vi trænger til fred og ro foran flimmeren.

Venter på Indurain junior

I de senere år har det nærmest været kutyme at holde med rytterne fra Bjarnes hold, og det har vist sig, at ham, man ikke kunne lide et år, pludselig er ham, man skal holde med det næste. Så blev der heppet på Schleck brødrerne, og Contador var den store skurk. Året efter var det lige omvendt. Men sådan er det jo.

Jeg har forresten lige erfaret, at Indurain har en søn. Og sørme om han ikke lige har vundet et mindre cykelløb. Så nu venter jeg bare på, at han bliver gammel nok til forhåbentlig at blive professionel, så jeg igen kan sidde foran skærmen og heppe på en Indurain.

I øvrigt stopper jeg stadig op og smiler, når jeg ser en Celeste-grøn Bianchi suse forbi på ...

Mit bedste Tour de France

var 1996, hvor en dansker endelig formåede at hjembringe den gule trøje. Ørnen fra Herning fik hele Danmark bragt til skærmen, og aldrig før eller siden er der blevet snakket så meget om cykling. Der skete noget magisk i de uger, som ellers kun landsholdet i fodbold har formået at gøre. Cykling fik den sommer det blå stempel af Hr. og Fru Danmark.

Mit værste Tour de France

var også 1996. Min store helt Miguel Indurain måtte abdicere. Efter 5 år på tronen gik den ikke længere. Det skar helt ind i hjertet, da Riis kørte fra ham på den legendariske Hautacam etape. Heldigvis overlevede min passion det uundgåelige, og det hjalp jo unægtelig, at en dansker førte kniven.