En ph.d.-studerende fra Institut for Biomedicin holder sig inden døre for at skærme sig mod de ’corona-tilråb’, som flere af hendes kinesiske venner har oplevet. Institutleder Thomas G. Jensen opfordrer nu alle medarbejdere til at tage hånd om instituttets internationale studerende og kolleger.
26.03.2020 |
Forleden tikkede der en e-mail ind til bioanalytiker Jette Bang Lauridsen fra Institut for Biomedicin, som gjorde hende bekymret og vred. E-mailen var fra en af instituttets kinesiske ph.d.-studerende, der som alle andre er sendt på hjemmearbejde som følge af corona-virussen. Den ph.d.-studerende vil gerne fortælle om sin oplevelse, men ønsker at være anonym i denne artikel. I e-mailen til Jette Bang Lauridsen skrev hun, at hun havde isoleret sig mere end de fleste.
Sammen med sin roommate går den ph.d.-studerende kun ud for at handle på tidspunkter, hvor der er færrest mulige personer. Ikke for at undgå smitte, men for ikke at blive råbt ad. Det oplevede en kinesisk ven nemlig under en indkøbstur i Føtex, da der blev råbt ’virus’ efter hende. Det vil hun ikke udsættes for, og derfor holder hun sig inden døre, lød det i mailen til Jette Lauridsen.
Den ph.d.-studerende uddyber:
“I al fald tre venner har haft ubehagelige oplevelser, hvor de er blevet råbt efter. Derfor vover jeg mig ikke ud. Et er risikoen for coronasmitte, noget andet er at blive chikaneret. Det vil jeg undgå”, fortæller den unge kinesiske ph.d.-studerende. Hele situationen påvirker hende.
”Jeg er ked af det, og jeg føler mig magtesløs. Det er en svær tid at være langt hjemmefra i, og hvor nogle mennesker tydeligvis ikke kan lide os”.
Hun deler bolig med en anden ph.d.-studerende, og de arbejder hver især med deres projekt, så godt det nu lader sig gøre, mens universitetet er lukket. Dagene bliver brugt på at skrive på en videnskabelig artikel og lave den data-analyse, som hun kan fra pc’en hjemmefra.
”Jeg blev virkelig harm på vores ph.d.-studerendes vegne, da jeg læste hendes mail. Min første tanke var at skrive på Facebook, at tilråb er chikane og rammer meget hårdt”, fortæller Jette Lauridsen. Hun droppede dog Facebook og kontaktede i stedet deres fælles forskningsleder Poul Henning Jensen, som straks tog fat i institutleder Thomas G. Jensen. Denne gang med et retorisk spørgsmål: ’hvad siger organisationen’ til, at en ph.d.-studerende føler sig tvunget til at lade sig isolere sådan?
”Den siger fra”, lyder det kontant fra Thomas G. Jensen.
Han er berørt over situationen.
”Det er ulykkeligt og uacceptabelt, at hun føler, at hun er nødt til at gå i skjul”, siger Thomas G. Jensen.
Han er ikke bekendt med andre eksempler på chikane, men den ph.d.-studerendes situation har gjort ham bekymret for, om flere af instituttets mange internationale medarbejdere har oplevet noget tilsvarende. Det er særligt de ph.d.-studerende og medarbejdere fra asiatiske lande, han tænker på.
”Andre steder i verden er coronavirussen kendt for at føre frygt og stigmatisering med sig, og jeg har siden fået fortalt eksempler på personer med asiatisk baggrund, som mødes med mistænkeliggørelse og afstandstagen, også her i Aarhus. Det er alvorligt, både for dem, det rammer, og for universitetet som arbejdsplads, og jeg er ærgerlig over, at det sker for en medarbejder her på instituttet”, siger Thomas G. Jensen.
Fredag i uge 12 sendte han en nyhedsmail til ansatte på instituttet, hvor han opfordrer til at være opmærksomme på hinanden i disse corona-tider.
”Hold kontakten. Der er måske kolleger, som sidder i lejligheder og føler sig ekstra alene, fordi de er langt hjemmefra. Der skal holdes jævnlige videomøder, så vi ved, hvordan vi hver især har det. Medarbejdere, som oplever chikane eller stigmatisering, skal tage kontakt til deres gruppeleder og omvendt, for det her er også et ledelsesansvar. Ingen må opleve, at de er ladt i stikken”, siger Thomas G. Jensen.