I et nyt forskningsprojekt på Aarhus Universitet udvikler ph.d. Michael Væggemose billeddiagnostik, så patienter med fx slagtilfælde, hjertetilfælde og nyresvigt kan diagnosticeres mere præcist. Innovationsfonden støtter projektet, som gennemføres i samarbejde med GE Healthcare og Alexandra Instituttet.
07.06.2021 |
Michael Væggemose forsker i, hvordan hyperpolariseret MR-scanning kan bruges som et klinisk værktøj til hurtigere og bedre at stille diagnoser. Hans målsætning er at udvikle den næste generation af såkaldt metabolisk billeddannelse – et alternativ til den konventionelle PET-undersøgelse med radioaktive sporstoffer, som er den nuværende guldstandard inden for molekylær billeddannelse.
I et nyt forskningsprojekt kombinerer Michael Væggemose og hans forskerkolleger verdens første MR-scanner til hel-krops metabolisk billedannelse med kunstig intelligens. Kombinationen gør det muligt at fremstille billeder med signifikant bedre opløsning, og forskerne kan bl.a. visualisere, hvad der sker i kroppen, når den omsætter sukker til energi i cellerne. Den nye type billeddannelse har potentiale til at forbedre diagnostikken for en række alvorlige sygdomme.
Michael Væggemose er er uddannet elektroingeniør, har en kandidatgrad i biomedicinsk teknologi og en ph.d. i udvikling af avancerede MR-metoder. Han får en bevilling på 1.242.000 kr. fra Innovationsfonden til sit erhvervspostdoc-projekt, som er et samarbejde mellem MR Centeret, Aarhus Universitet, og GE Healthcare, Danmark.
Erhvervspostdoc og ph.d. Michael Væggemose
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin – MR Forskningscentret
Mobil: 20 68 50 41
Mail: mivaeg@clin.au.dk