Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Danmarks første sundhedsopfindere på vej

Ingeniører, læger, fysiker, jordemoder. Det er nogle af profilerne på en nystartet Stanford-inspireret efteruddannelse på Aarhus Universitet. Det utraditionelle hold skal i løbet af et år udvikle idéer og produkter til sundhedssektoren.

26.09.2013 | Lotte Fisker Jørgensen

Fysiker Rajkumar Ragupathy og læge Maria Fournais Langschwager er blandt deltagere på Danmarks første innovationsuddannelse målrettet sundhedssektoren.

Fysiker Rajkumar Ragupathy og læge Maria Fournais Langschwager er blandt deltagerne på Danmarks første innovationsuddannelse målrettet sundhedssektoren.

“Lær at drive udviklingsprocessen fra klinisk behov til et produkt med klart markedspotentiale”. Det var i foråret budskabet til potentielle kandidater tilBioMedical Design-programmet, der er et nyt et-årigt efter- og videruddannelsesprogram.

Otte fellows er nu startet på den utraditionelle efteruddannelse. En af dem er læge Maria Fournais Langschwager. Hun er glad for at være startet på holdet:

”Programmet lever helt sikkert op til mine forventninger. Jeg håber, at jeg kan bruge uddannelsen til at blive mere innovativ og blive bedre til at bidrage med nye løsninger, der kan gøre vores arbejde bedre og mere effektivt,” siger hun.

Som læge oplever hun ofte, at hun og hendes kolleger bruger meget tid på registreringer og andre opgaver, de ikke er uddannet til. Håbet om at skabe smartere arbejdsgange i hverdagen har derfor motiveret hende til at søge om optagelse.

Forskellige perspektiver giver bedre løsninger

Efteruddannelseshold består typisk af personer med næsten ens baggrunde, men på BioMedical Design er det anderledes. Her er tværfaglighed et krav:

”Jeg kan allerede nu se, at det er berigende, at vi kommer fra forskellige fagtraditioner. Som læge tænker jeg for eksempel meget i arbejdsgange, mens nogle af de andre er mere fokuserede på produkter eller brugervenlighed. Jeg er overbevist om, at det netop er i samspillet mellem forskellige faggrupper, at vi finder de gode løsninger til sundhedssektoren,” siger Maria Fournais Langschwager. 

Unikt samarbejde med hospitalet

Et integreret samarbejde med en række private og offentlige organisationer er et andet element, der adskiller BioMedical Design fra en traditionel efteruddannelse. De otte fellows skal i løbet af efteråret tilbringe syv uger sammen med personalet på to hospitalsafdelinger for at kunne identificere forskellige produktbehov hos sundhedspersonalet.

”Det er helt unikt, at vi får lov til at komme så tæt på det kliniske miljø. Det var en af grundene til, at jeg søgte om optagelse, og jeg har på ingen måde fortrudt. Jeg håber, at jeg kan bruge den indsigt, jeg får her, til i fremtiden at arbejde med produktudvikling til sundhedssektoren, siger Rajkumar Ragupathy, der er en af de andre deltagere på det første BioMedical Design-hold.

Han er oprindeligt uddannet fysiker, men har en karriere inden for tele- og medicobranchen. Også han lægger vægt på tværfagligheden:

”Jeg er generelt meget begejstret for både strukturen i forløbet og sammensætningen af kandidaterne. Det er helt sikkert meget frugtbart, at vi kommer fra forskellige baggrund og har forskellige perspektiver på det faglige,” siger Rajkumar Ragupathy. 

Når det kliniske ophold til jul er færdigt, skal de otte fellows tilbage på skolebænken for at arbejde videre med en af idéerne. Dette arbejde skal – med sparring fra erhvervspartnere – føre til udviklingen af en prototype på et kommercialiserbart produkt til sektoren.

Matcher fremtidens behov

Hos Inno-X Healthcare glæder man sig over, at programmet er kommet godt fra start:

”Vi har lavet et program, som vi mener matcher fremtidens behov for innovation i sundhedssektoren, men forløbet er også meget anderledes end de efter- og videreuddannelsesforløb, man ellers ser både i og udenfor Danmark. Derfor er vi selvfølgelig glade for, at de umiddelbare reaktioner fra de første otte fellows er så gode, som de er,” siger Sys Zoffmann Glud, der er projektleder hos Inno-X Healthcare

BioMedical Design er en efteruddannelse på AU, som er udviklet og driftet af INNO-X Healthcare. INNO-X er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Region Midtjylland, Aarhus Universitetshospital, MedTech Innovation Center og og private virksomheder/aktører.


 

Fakta om BioMedical Design

  • BioMedical Design er en deltidsuddannelse, der varer 11 måneder.
  • Uddannelsen henvender sig især til kandidater med en sundhedsvidenskabelig, teknisk eller merkantil baggrund.
  • For at blive optaget, skal man have en kandidatuddannelse og relevant erhvervserfaring.
  • Hvert år vil der blive optaget otte fellows.

 

Læs mere



Kontakt

Projektleder Sys Zoffmann Glud
Inno-X Healthcare
Telefon: +45 2459 2667
sys@innox.dk

 

Sundhed og sygdom, Alle grupper, Institut for Klinisk Medicin, Health, Uddannelse