Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Institutionsakkreditering: AU indsender genansøgning

Aarhus Universitet har nu indsendt den såkaldte supplerende selvevalueringsrapport til Danmarks Akkrediteringsinstitution. Dermed er et vigtigt skridt taget i genansøgningen om at opnå institutionsakkreditering.

01.03.2018 | Camilla Schrøder

Foto: Lars Kruse

Den 1. marts er en vigtig skæringsdato for Aarhus Universitets arbejde med institutionsakkreditering. Her har universitetet indsendt en supplerende selvevalueringsrapport til Danmarks Akkrediteringsinstitution med fokus på de få kritikpunkter, der lå til grund for den betingede positive akkreditering af AU i juni 2017.

Det drejer sig primært om monitorering af forskningsbasering samt proceduren for at udpege eksterne eksperter til de femårlige uddannelsesevalueringer.

Prorektor Berit Eika understreger, at det fortsat er Aarhus Universitets kvalitetssystem, der er til eksamen – ikke kvaliteten i uddannelserne. Kvalitetssystemet justeres løbende, og de rejste kritikpunkter var derfor allerede adresseret inden afgørelsen i juni.

”Vi har en stærk og levende kvalitetskultur her på universitetet – noget, som akkrediteringspanelet tidligere har bemærket. De faglige og administrative miljøer leverer hver dag en topengageret indsats for universitetets kvalitetsarbejde. Men vi skal ikke tage noget for givet, og det er vigtigt, at vi i den kommende tid bringer den positive og konstruktive energi med ind i processen for genansøgning”, siger prorektor.

Næste skridt er, at Akkrediteringsrådet udpeger audit trails, som AU skal indsende relevant materiale om forud for et panelbesøg på universitetet den 31. maj – 1. juni.

Hvis Aarhus Universitet opnår en positiv akkreditering, kan Aarhus Universitet ved studiestarten i 2019 udbyde de nye uddannelser, der er prækvalificeret af ministeriet. Alternativ bliver Aarhus Universitet afvist, og så skal akkrediteringsprocessen starte forfra.

Afgørelsen forventes at falde den 28. november 2018.

 

FAKTA om akkreditering

  • Institutionsakkreditering placerer ansvaret for kvalitetssikring og -udvikling af uddannelserne hos institutionen og institutionsledelsen selv.
  • Institutionsakkreditering afløser akkreditering af de enkelte uddannelser (jf. den danske akkrediteringslov, der trådte i kraft 1. juli 2013).
  • For at opnå institutionsakkreditering skal Aarhus Universitet vise, at universitetet har et effektivt kvalitetssikringssystem og en stærk kvalitetskultur.
  • I forbindelse med institutionsakkreditering er det den samlede institutions kvalitetssystem, der vurderes af Danmarks Akkrediteringsinstitution.
  • Frem mod institutionsakkrediteringen er processen på AU forankret i Udvalget for Uddannelse med prorektor som øverst ansvarlig.
  • Læs mere på AU’s kvalitetsportal 
Administrativt, Administration (Faglighed), Alle grupper, Alle AU-enheder, Universitetsledelsens Stab