Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Institutlederens dagbog: Corona-kabalen om den kliniske undervisning

Hos leder af Institut for Odontologi og Oral Sundhed, Siri Beier Jensen, stiger bekymringen for, om de mange studerende når at få deres kliniske undervisning i hus inden eksamen og sommerferien. Her er anden uge af corona-nedlukningen.

01.04.2020 | Siri Beier Jensen

Skype-high-five fra hele IOOS' arbejdsmiljøudvalg (LAMU). Ét af de mange møder Siri Beier Jensen også afviklede i løbet af ugen. Foto: Siri Beier Jensen

Mandag d. 23. marts: Optælling af værnemidler og voksende bekymring for den kliniske undervisning

Jeg får en mail fra Lars Bo Nielsen fra morgenstunden, som spørger, om vi kan skaffe et overblik over, hvor mange mundbind, engangskitler, engangshandsker og håndsprit vi har på lager. Aarhus Universitet er ved at opgøre, hvor mange værnemidler universitetet kan bidrage med, hvis der opstår en mangelsituation på regionshospitalerne.

Vi holder det første, konstituerende møde i vores nye lokale samarbejdsudvalg, LSU, over Skype. Min netforbindelse er for første gang ringe, men det er der ikke noget at gøre ved, for det er et vigtigt møde. Vi har besluttet at forsøge at opretholde vores demokratiske fora på instituttet. De spiller en vigtig og helt nødvendig rolle især i de næste måneder, hvor vi sikkert kommer til at træffe ekstraordinære beslutninger. Vi slutter præcis kl. 14.59, så alle har mulighed for at se statsministerens pressemøde. Endnu 21 dages nedlukning i sigte. Vi er bekymrede for, om vi kan nå at indhente den kliniske undervisning for vores mange studerende og elever.

Jeg nåede ud i den friske luft efter mørkets frembrud – med skraldeposen.

Tirsdag d. 24. marts: Udlandet ringer

Dagen har været hektisk og fuld af spørgsmål, som alle hastede og krævede lynløsninger. I disse dage når vi ikke at tænke langsigtet, og så er det svært at få alle ender til at mødes. Jeg skypede med min gamle mentor og gode ven, der er professor i oral medicin fra School of Dental Medicine på University of Connecticut. Vi talte bl.a. om, hvordan vi hver især håndterer corona-tilstandene. Deres situation minder meget om vores, og de kører efter fuldstændig samme principper som os mht. nødbehandling. I det hele taget begynder jeg at få mange spørgsmål fra udenlandske kolleger om, hvordan vi håndterer undervisning, forskning og patientbehandling på de tandfaglige uddannelser på Aarhus Universitet.

Jeg nåede heller ikke rigtig ud i dag, men jeg nåede dog at drikke et glas rødvin sammen med min tidligere overbo – over Skype.

Onsdag d. 25. marts: Koordinering af den kliniske undervisning med KU

Jeg har talt med Københavns Universitet igen i dag. Vi holder tæt kontakt på tværs af de tandfaglige uddannelser. Alle vores sundhedsfaglige uddannelser med autorisationer; tandlæge-, tandplejer- og klinisk tandteknikeruddannelserne og tandklinikassistentuddannelsen kommer i klemme under corona-krisen, når vores behandlingsklinikker er lukkede. Vi aflyser ca. 1000 patientbehandlinger om ugen i øjeblikket, hvor vores 650 studerende normalt ville have udført behandlingerne under kyndig vejledning af vores kliniske undervisere.

Nu skal vi kortlægge, hvordan vi kan få så mange studerende som muligt færdige til sommer, hvis det viser sig, at vi ikke kan åbne klinikkerne på denne side af sommerferien, og de derfor kommer til at mangle dele af deres kliniske undervisning. Vi håber, der snart kommer en udmelding om tidshorisonten, så vi ved, hvad der skal planlægges efter.

Jeg nåede at handle i dag. Liiige inden lukketid.

Torsdag d. 26. marts: Forfra igen – anden uddannelse, nyt ministerium, ny dialog med KU

Problemerne med den manglende kliniske undervisning får en ekstra dimension med vores specialtandlægeuddannelse i ortodonti (tandregulering). Jo længere tid, vi er ude af klinikkerne, des sværere bliver det også at færdiggøre specialtandlægerne. Det er Sundhedsstyrelsen under Sundheds- og Ældreministeriet –  og ikke Uddannelses- og Forskningsministeriet eller Undervisningsministeriet som ved vores andre uddannelser – der udsteder autorisationen til specialtandlægerne, og vi skal derfor i dialog med et helt nyt ministerium og en ny styrelse, hvis det viser sig, at vi fortsat skal være lukket ned efter påske. Det kræver fælles fodslag at finde en løsning for færdiggørelsen af uddannelsen, så jeg skal have talt med KU igen.

Jeg gik en lang tur på to timer i solskinnet og klarede hovedet. Det var tiltrængt. Endelig forår.

Fredag d. 27. marts: Forskningen er i fare

Det begynder at brænde på med forskningsprojekterne. De står stille, kan muligvis ikke blive færdige til tiden eller går måske helt i vasken. Danmarks Frie Forskningsfond meddelte i dag, at de ville forlænge deres bevillinger med et år, hvis der er behov for det. Vi krydser fingre for, at mange af de andre fonde følger trop. Trods alt godt nyt at starte weekenden med.

Weekenden d. 28.-29. marts: Pause i mailstrøm og Skype-møder

Der er weekend-pause i mailstrøm og Skype-møder. Det giver tid til at få et overblik over de mange andre arbejdsopgaver, jeg har været nødt til at skyde til hjørne de sidste uger. Sjældent har jeg slappet så meget af med at pudse vinduer i forårssolen, løbe en tur og læse i en skønlitterær bog – papirversionen!

Siri Beier Jensen sender dagbogsstafetten videre til den tekniske chef på Health, Conor Leerhøy. Læs også Uddannelseschefen på Health Anna Bak Maigaards dagbog fra første corona-uge.

Administrativt, Administration (Faglighed), Teknisk/administrativ medarbejder, Health, Health, Videnskabelig medarbejder, IOOS