Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

International topkardiolog er ny æresdoktor på Health

Professor Katja Zeppenfeld er blandt de mest toneangivende forskere i verden inden for elektrofysiologien, og nu er hun også æresdoktor på Health. Katja Zeppenfeld er blandt de fem æresdoktorer, som netop er udpeget i forbindelse med AU’s årsfest.

25.08.2021 | Ida Hammerich Nielson & Simon Byrial Fischel

Professor Katja Zeppenfeld skriver sig ind i rækken af internationalt anerkendte forskere, som er blevet hædret med AU’s æresdoktortitel siden den første udpegelse i 1946. Foto: Privat

Katja Zeppenfeld er professor i kardiologi og elektrofysiologi ved Leiden University Medical Center i Holland. Hun er en af få kvindelige topforskere inden for kardiologien, og hun anses for at være i top tre i verden inden for det elektrofysiologiske område. Hun publicerer i de førende kardiologiske tidsskrifter og er international opinionsdanner inden for kardiologien.

Den nyudnævnte æresdoktor på Health har bidraget til udviklingen af nye metoder til ablationsbehandling af hjertearytmier, dvs. brænding eller frysning af de celler i hjertet, der er ophav til rytmeforstyrrelser. Derudover har hun udviklet nye metoder til at kombinere hjerte-magnetisk resonans med ablationsbehandling, og det har forbedret behandling til patienter med hjertearytmier.

Katja Zeppenfeld er tilknyttet Afdeling for Hjertesygdomme på Aarhus Universitetshospital, og hun er allerede en nøgleperson på afdelingen, hvor hun bl.a. bidrager med stor ekspertise inden for ablationsbehandling af ventrikulær takykardi – en livstruende hjerterytmeforstyrrelse udgående fra venstre hjertekammer. Det er et felt, som afdelingen prioriterer højt, fordi antallet af patienter er stigende.

Se de øvrige æresdoktorer på AU på universitetets hjemmeside

Kontakt

Æresdoktor og professor Katja Zeppenfeld
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Afdeling for Hjertesygdomme
Telefon: (+31) 71 526 9111
Mail: k.zeppenfeld@lumc.nl

Navnenyt, Administration (Faglighed), Videnskabelig medarbejder, Health, Health, Offentligheden/Pressen, Institut for Klinisk Medicin, Teknisk/administrativ medarbejder, Kardiovaskulært netværk