Tre grundforskningscentre på Aarhus Universitet forlænget med bevillinger til 2019.
27.09.2013 |
“De internationale ekspertpaneler er ikke alene imponerede over de forskningsresultater, der er udsprunget fra centrene, men det er også et gennemgående træk i panelernes rapporter, at de er begejstrede over de dynamiske, entusiastiske og kreative miljøer, de har besøgt.”
Sådan skriver Danmarks Grundforskning om den evaluering, som ligger til grund for forlængelsen af de tre grundforskningscentre på Aarhus Universitet samt seks øvrige på andre danske universiteter.
Inkluderet i denne flotte omtale er følgende tre grundforskningcentre fra Aarhus Universitet:
Centre on Autobiographical Memory Research – CON AMORE ved professor Dorthe Berntsen, forlænget med 42 mio. kroner
Center for kvantegeometri af Modulirum – QGM ved professor Jørgen Ellegaard Andersen, forlænget med 35 mio. kroner
Centre for Materials Crystallography – CMC ved professor Bo Brummerstedt Iversen, forlænget med 55 mio. kroner
Danmarks Grundforskningsfond er en uafhængig fond, som arbejder for at styrke dansk forskning inden for alle fagområder. Det sker først og fremmest gennem oprettelse af ’Centers of Excellence’ i op til 10 år.
Med den nyudmeldte videreførelse af centrene har grundforskningsfonden fordoblet sin oprindelige investering i de ni centre fra 400 til 800 millioner kroner.
Aarhus Universitet har i alt 13 grundforskningscentre, støttet af Danmarks Grundforskningsfond. Dertil kommer tre dansk-kinesiske forskningscentre, hvor det datalogiske forskningscenter CTIC netop er blevet forlænget.