Studerende fra hele verden udforsker i dag Aarhus Universitets uddannelser og studieliv til Open Day i Stakladen. Samtidig er der generel fremgang i AU’s internationale trafik.
10.02.2017 |
Hvordan er det at være international studerende på Aarhus Universitet?
Det spørgsmål har flere end 300 unge valgt at søge svar på til dagens Open Day-arrangement i Stakladen.
Arrangementet giver mulighed for at blive klogere på en række af Aarhus Universitets uddannelser, men dagen byder også på mere generelle oplæg om livet som studerende i Aarhus og medborger i Danmark.
Det er fortrinsvis universitetets cirka 60 engelsksprogede kandidatuddannelser, der er i fokus, og derfor rummer Open Day også et karriereaspekt, hvor en tidligere studerende fortæller om overgangen fra at være international studerende til at blive international medarbejder.
Flere ansøgninger i postkassen
Med 300 tilmeldinger er interessen for Open Day omtrent dobbelt så stor som i 2016. Den voksende interesse for AU’s engelsksprogede kandidatuddannelser afspejles også i antallet af ansøgninger fra ikke-EU-borgere, som er vokset med cirka 20 procent siden sidste år.
I alt 610 ansøgninger var tikket ind ved fristens udløb – heraf 418 med Aarhus Universitet som førsteprioritet. Ansøgningerne kommer fortrinsvis fra Kina, USA og Indien.
EU-borgere kan søge ind frem til 15. marts, hvorfor disse tal ikke er opgjort endnu.
Fremgang i den internationale trafik
Aarhus Universitet har i alt godt 3.000 internationale studerende på hele uddannelser.
Dertil kommer de cirka 1.000 udvekslingsstuderende, der som regel kun er her ét semester. Antallet af indrejsende udvekslingsstuderende har været let faldende i de seneste år, men et skærpet fokus på at styrke udvekslingsaftaler med udvalgte samarbejdsuniversiteter har bidraget til at vende kurven. Således var der i 2016 1.002 studerende på udveksling mod 960 året før.
Trafikken den modsatte vej har ligeledes været i fremgang, idet antallet af udrejsende udvekslingsstuderende er steget fra 1.304 til 1.545.