Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

INTERNATIONALISERING - Topforskere får frie hænder

De kommer ikke blot fra hele verden, men også fra alle videnskabens verdenshjørner. Aarhus Institute of Advanced Studies er Aarhus Universitets nye frirum, hvor fremragende forskere fra Danmark og udlandet kan hellige sig deres forskning i attraktive rammer.

12.09.2013

AIAS åbnede 13. juni 2013 i en nyistandsat bygning i hjertet af Universitetsparken. Her vil op til 35 såkaldte fellows få frihed til at fordybe sig i deres forskning i en flerårig periode.

AIAS er det første institut af sin art i Danmark, og Aarhus Universitet har hentet inspiration til nyskabelsen hos udenlandske forbilleder som for eksempel Princeton University i USA.
»AIAS er et center for excellence. Et sted for forskere på allerhøjeste niveau. Forskerne udvælges alene efter deres kvalifikationer. Vi rekrutterer de bedste, og så kan de forfølge deres forskningsideer, som de ønsker det,« siger Morten Kyndrup, direktør for AIAS.

Langsigtet investering

For Aarhus Universitet er AIAS en langsigtet investering, der ad åre skal kaste stærke internationale relationer og netværk af sig.
»AIAS skal være med til at placere Aarhus Universitet på forskningens mentale verdenskort – som et sted, der lægger vægt på fri grundforskning, og hvor forskere af højeste internationale klasse får mulighed for at arbejde under så gunstige forhold, at det kan give deres forskning et afgørende ryk. Senere vil de selvfølgelig huske, at det skete på Aarhus Universitet. Men først og sidst handler det om, at Aarhus Universitet med AIAS ønsker at understøtte frembringelsen af stærke forskningsresultater – også i et internationalt perspektiv,« siger Morten Kyndrup.

Den store verden

Morten Kyndrup vurderer, at AIAS bliver en central brik i Aarhus Universitets fokus på internationalisering.
»Vores fellows bringer den store verden ind i Aarhus Universitet – og når de tager herfra igen, bringer de Aarhus Universitet med sig ud i den store verden,« siger han.
Han forklarer, hvordan de tilknyttede forskere under deres ophold ved AIAS opfordres til at arrangere forelæsninger, workshopper og symposier, hvor de inviterer deres internationale kolleger til Aarhus. Desuden bliver AIAS-forskerne opfordret til at arrangere forelæsninger med AU-forskere.
»På den måde knytter vi helt konkret forbindelser mellem AU og vores fellows, og som forskerne forhåbentlig kan bygge videre på,« siger Morten Kyndrup.

Hvorfor Aarhus?

Ud over forskningsfrihed tilbyder AIAS sine fellows faciliteter langt over gennemsnittet. 
»Aarhus er jo ikke Paris, og selvom Aarhus Universitet klarer sig rigtig godt internationalt og efterhånden er et ret stort universitet, kan vi endnu ikke sammenligne os med Cambridge eller Harvard. Til gengæld kan vi slå på vores mod til at lave en stor, generøs gestus. Det, vi har præsteret med AIAS, er attraktivt, også sammenlignet med lignende institutter i udlandet,« siger Morten Kyndrup.

Et lille stykke klassisk universitet

Frihed til at forske uden andre forpligtelser er ikke hverdagskost for forskere – hverken på universiteter i Danmark eller i udlandet. Det moderne universitet er blevet et masseuniversitet, og forskningen er i vidt omfang baseret på eksterne bevillinger, hvor man søger om midler til noget, som andre vurderer som nyttigt eller relevant. Universitetet er blevet instrumentaliseret, mener Morten Kyndrup.
»AIAS er ikke et forsøg på at gøre op med denne »main road«på universiteterne, men på at vise, at der også er plads til noget andet. Med AIAS laver vi et lille stykke klassisk universitet inde midt i det instrumentelle masseuniversitet. Ikke som et alternativ, men for at vise, at Aarhus Universitet kan og vil begge dele.«


OM AIAS

AIAS åbnede 13. juni 2013 i en nyistandsat bygning i Universitetsparken. Her vil op til 35 såkaldte fellows få frihed til at fordybe sig i deres forskning i en flerårig periode. AIAS stiller ingen krav til forskningens indhold, formål eller metode. Til gengæld skal forskerne være blandt de bedste i verden.

Stipendierne til såvel danske som udenlandske fellows ved AIAS finansieres af Aarhus Universitet og Aarhus Universitets Forskningsfond.

AIAS skelner mellem interne og eksterne fellows. De interne fellows er forskere, der allerede har en forbindelse til Aarhus Universitet. Deres stipendier kaldes Jens Christian Skou-fellowships, opkaldt efter Aarhus Universitets første nobelpristager, der i 1997 fik Nobelprisen i kemi.

De eksterne fellows er forskere, der endnu ikke har forbindelse til Aarhus Universitet, og som typisk kommer fra udlandet. Deres stipendier kaldes Dale T. Mortensen-fellowships, opkaldt efter den amerikanske økonomiprofessor, der i 2010 fik Nobelprisen i økonomi i forbindelse med et forskningsophold ved Aarhus Universitet.

Offentligheden/Pressen, Alle AU-enheder