Rektor Brian Bech Nielsen glæder sig over enkelte af de nye uddannelsestiltag, men efterspørger generelt større visioner for universitetssektoren.

07.12.2018 | Brian Bech Nielsen

Aarhus Universitets rektor Brian Bech Nielsen peger på roser og torne ved fleksibilitetsaftalen for universitetsuddannelser. Foto: Lars Kruse

Det krævede ikke den store krystalkugle at forudse, at Finansloven for 2019 ikke ville bringe ret meget nyt for universiteterne. I forhold til, at viden er Danmarks vigtigste råstof, så var det dog alligevel overraskende, at forskning og uddannelse fylder så lidt i regeringens planer for det kommende år.

Både erhvervsliv, faglige organisationer og universiteter har i længere tid efterspurgt, at man eksempelvis løfter de offentlige forskningsinvesteringer til 1,5 procent af BNP. Resultaterne af den første Globaliseringspakke har efterhånden demonstreret, at det kan betale sig at hæve både ambitionerne og bevillingerne, hvilket også sker i mange af de lande og regioner, vi konkurrerer med internationalt. Foreløbig må vi dog stille os tilfredse med, at Barcelona-målsætningen på én procent af BNP tilsyneladende både er et gulv og et loft for de offentlige investeringer i forskning.

Væk med bonus for hurtig start

Selvom Finansloven i sit indhold ikke bragte meget nyt med sig, så banede den dog vejen for en aftale om mere fleksible uddannelser. Jeg er godt tilfreds med, at aftalen er indgået af alle Folketingets partier, da det er med til at sikre stabilitet og give indholdet en stor parlamentarisk og demokratisk tyngde.

Hvis vi ser konkret på indholdet, så vil jeg især kvittere for, at det endelig er lykkedes at afskaffe den såkaldte hurtigstartsbonus. Det er noget, vi længe har efterspurgt i sektoren, for vi vil langt hellere bedømme vores ansøgere på deres faglighed end på deres hastighed. 

Udvidelsen af retskravet er ligeledes et positivt tiltag, og selvom vi i universitetsledelsen havde foretrukket en toårig udvidelse i stedet for de tre år, så åbner det muligheder for, at de studerende kan prøve arbejdslivet af, når de har færdiggjort deres bachelorgrad. Udvidelsen vil dog skabe en række nye logistiske problemer på kandidatuddannelserne, som vi nu skal tage hånd om i samarbejde med de faglige miljøer og ministeriet, alt efter hvordan de studerende viser sig at gøre brug af ordningen. 

Overkommelige uddannelser?

En ulempe ved det udvidede retskrav er dog, at det på længere sigt kan betyde et lavere uddannelsesniveau i befolkningen, fordi mange kan komme vel langt væk fra studierne og aldrig gennemfører den kandidatuddannelse, som i aftalen stadig kaldes en hovedvej for akademiske bachelorer.

Netop den risiko har partierne forsøgt at adressere ved at indføre mulighed for op til 25 nye etårige overbygningsuddannelser, som kan være ’mere overkommelige’ for bachelorer, der f.eks. har været på arbejdsmarkedet i en årrække.

Nu har overkommelighed ikke meget at gøre med kvalitet. Og på Aarhus Universitet er det først og fremmest uddannelsernes kvalitet og det faglige indhold, vi kerer os om. En etårig overbygning giver ikke den samme dybde og forskningsintegration som en toårig kandidatuddannelse, og universitetet har ingen aktuelle planer om at udbyde den slags uddannelser, men vil naturligvis følge udviklingen.

Jeg noterer mig, at aftalen sikrer en økonomisk gulerod i form af både et opstartstilskud og et forhøjet taxameter til de nye etårige forløb. Det må dog siges at være en gulerod med en noget bitter eftersmag, eftersom de ordinære uddannelser igennem længere tid har kæmpet for at få enderne til at nå sammen – en situation, der kun er blevet skærpet efter indførelsen af omprioriteringsbidraget.

Samlet set kunne jeg godt have ønsket mig et højere ambitionsniveau på universitetsområdet, men det vil nok kræve, at partierne atter sætter sig sammen og formulerer en langsigtet vision, som det i sin tid skete med f.eks. Globaliseringsforliget.