Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

ISEQ

iSEQ er et interdisciplinært forskningscenter ved Aarhus Universitet, der integrerer nye teknologier for sekventering til at afdække molekylære systemer, der styrer biologiske funktioner og påvirker udvikling af sygdomme hos mennesker.

08.09.2014 | AU Kommunikation

"Vi ved meget lidt om, hvorfor udbredte sygdomme som cancer og psykiatriske sygdomme opstår, men via interdisciplinær forskning, hvor vi anvender avanceret sekventeringsteknologi og kombinerer kæmpestore datasæt, kan vi finde mønstre og sammenhænge, som vi ellers ikke ville få øje på," Anders Børglum, professor og centerleder

Analyse og integration af enorme datasæt af forskellige typer og fra forskellige datakilder kræver meget stor computerkraft. Den centrale arbejdshest for iSEQ’s interdisciplinære projekter er supercomputeren GenomeDK, som centret har udbygget for flere millioner kroner.

Centret, som har særlig fokus på cancer og psykiatriske sygdomme, kombinerer data fra unikke danske registersystemer og biobanker med celle- og dyremodeller, som samlet analyseres i en supercomputer. Forskningen øger forståelsen for den bagvedliggende biologi, så man på sigt kan forbedre behandlingen af sygdommene. Forskningen foregår i tæt samarbejde med en række internationale partnere, heriblandt Beijing Genomics Institute (BGI), som er verdens største center for nye sekventeringsteknologier.

Aarhus Universitets interdisciplinære centre
Interdisciplinary Nanoscience Center (iNANO)
MINDLab
Centre for Integrative Sequencing (iSEQ)
Centre for Integrated Register-based Research (CIRRAU)
Arctic Research Centre (ARC)
Interacting Minds Centre (IMC)
Participatory Information Technology Centre (PIT)
Danish Research Institute of Translational Neuroscience (DANDRITE)


Interdisciplinære forskningscentre
Aarhus Universitet har etableret otte interdisciplinære forskningscentre. Grundtanken er at skabe frirum til at etablere nye forskningssamarbejder, hvor stærke forskere på Aarhus Universitet i samarbejde med kolleger fra andre fagdiscipliner frit kan forfølge et uudforsket potentiale i et nyt fælles spor.

Med interdisciplinær forskning forstås forskning, hvor stærke forskergrupper fra forskellige hovedområder går sammen og integrerer information, data, metoder, begreber og teorier med henblik på at udføre grundforskning eller løse problemer, der kræver kombineret viden fra flere forskningsdiscipliner.

Alle grupper, Ekstern målgruppe, AU Kommunikation, Forskning