Prodekan Kurt Nielsen og DCE-direktør Hanne Bach kommenterer på den aktuelle debat om de kontrakter, som universiteternes myndighedsrådgivning foregår under.

07.04.2016 | Kurt Nielsen og Hanne Bach

Aarhus Universitet ønsker størst mulighed åbenhed om myndighedsrådgivningen. Foto: Lars Kruse

Af prodekan Kurt Nielsen, Science and Technology, og direktør Hanne Bach, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi

Flere danske medier har i denne uge sat fokus på de begrænsninger, som universitetsforskere kan blive underlagt, når de løser bestemte rådgivningsopgaver for ministerierne.

Helt konkret er der tale om en kontrakt mellem Aarhus Universitet og Naturstyrelsen, der lagde op til, at den rapport, som forskerne lavede i efteråret forud for den politiske debat om landbrugspakken, først kunne offentliggøres den 1. februar.

Den slags aftaler er langt fra noget nyt fænomen i de rådgivningskontrakter, som både vi og flere andre danske universiteter indgår med myndighederne.

Det er vigtigt at understrege, at kontrakterne ikke dikterer de metoder, som forskerne anvender; eller de resultater, de når frem til. Men det ministerium, der betaler for at få løst en konkret rådgivningsopgave, har også mulighed for at påvirke, hvornår resultaterne offentliggøres.

Vi har forståelse for, at en myndighed kan have behov for en læseperiode, men som universitet ser vi gerne, at tidsrummet mellem færdiggørelse og offentliggørelse er så kort som muligt. Det har vi også jævnligt berørt i vores samarbejde med myndighederne gennem årene.

I det konkrete tilfælde er det værd at huske på, at den pågældende rapport – baseline-rapporten, som den ofte kaldes – faktisk blev offentliggjort den 8. januar efter aftale med Miljø- og Fødevareministeriet; og dermed inden den frist på 1. februar, som ellers var angivet i kontrakten. Ligeledes blev der i tråd med reglerne i offentlighedsloven givet aktindsigt i både kontrakten og i den omfattende korrespondance, der havde været mellem forskerne, såvel som mellem forskerne og Naturstyrelsen. Aftalen er med andre ord ikke hemmelig, sådan som den ellers er blevet beskrevet i debatten.

Størst mulig åbenhed

Denne konkrete kontrakt indeholder heller ikke ekstraordinære begrænsninger på, hvad universitetets forskere kan fortælle om deres arbejde. Ganske vist kan forskerne ikke fremlægge resultater, inden arbejdet er færdiggjort, og inden den dato, der er aftalt med myndighederne. Et princip, der i øvrigt er det samme, som når forskere offentliggør videnskabelige artikler i store internationale tidsskrifter. Den begrænsning rækker dog ikke længere end den almindelige tavshedspligt, som universitetsforskere og alle andre offentligt ansatte er underlagt ifølge forvaltningsloven. Og ingen kan vist påstå, at Aarhus Universitets forskere har været tavse i denne sag.

Det er dog vigtigt at have for øje, at vi ikke kan diktere, hvordan vores rådgivningsrapporter bliver anvendt i det politiske system. Vi hverken kan eller skal blande os i, hvordan myndighederne tilrettelægger de politiske processer, der baserer sig på arbejde, som vores forskere har lavet.

Det siger sig selv, at vi som universitet ønsker størst mulig åbenhed om myndighedsrådgivningen. Den holdning har vi som nævnt også gjort klar for de ministerier, vi har samarbejdet med under skiftende regeringer igennem tiden. Erfaringen viser, at lange tidshorisonter for offentliggørelse kan skabe grobund for unødvendig spekulation og fjerne fokus fra det konkrete indhold.

De fleste af vores samarbejdspartnere i både landbruget, miljøorganisationer og de øvrige dele af den private sektor deler i øvrigt dette ønske om åbenhed i den forskningsbaserede myndighedsrådgivning.

Som universitet er vi frem for alt sat i verden for at skabe uvildig viden til gavn for samfundet. Når vi accepterer at indgå kompromiser om offentliggørelsesdatoer, så er det blandt andet fordi vi mener, at samfundet er bedre tjent med, at vi løser opgaven med den nyeste viden og med sikker armslængde til beslutningstagerne, samtidig med at alt offentliggøres. Dette er ikke nødvendigvis tilfældet, hvis f.eks. et privat rådgivningsfirma løser opgaven.

En uholdbar udvikling 

Ikke desto mindre har vi igennem de seneste år set en stigende tendens til, at centrale rådgivningsopgaver placeres hos private firmaer, mens bevillingerne til universiteternes forskningsbaserede rådgivning beskæres år for år.

Den udvikling mener vi ikke er holdbar. Dels fordi det er i samfundets interesse, at myndighedsrådgivning baseres på forskning, og at der er fuld offentlighed om grundlaget for politiske beslutninger. Og dels fordi nedskæringerne gør det sværere for universiteterne at tænke langsigtet og opretholde det brede viden-beredskab, der sætter os i stand til at understøtte både myndigheder og det private erhvervsliv i deres bestræbelser på at skabe udvikling og vækst i det danske samfund.

Det er vigtigt at understrege, at der ikke er ikke grundlag for at stille spørgsmålstegn ved uafhængigheden eller ved den faglige kvalitet af den rådgivning, der er leveret til politikerne.

Men vi tager meget gerne en debat om, hvorvidt man skal justere de kontrakter, som myndigheder indgår med både universiteter og private virksomheder om rådgivning. Det har vi allerede gjort i vores samarbejde med ministerierne, og det vil vi fortsat gøre.