Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Jacob Giehm Mikkelsen er årets vejleder på Health

De ph.d.-studerende ved Health har kåret lektor, ph.d. Jacob Giehm Mikkelsen fra Institut for Biomedicin til årets bedste vejleder.

26.01.2015 | Malene Løvig Nielsen

JCD-prisen er siden 2012 uddelt af Ph.d.-foreningen i tæt samarbejde med Forsker­uddannelsen på Health. I år modtager Jacob Giehm Mikkelsen prisen.

JCD-prisen er siden 2012 uddelt af Ph.d.-foreningen i tæt samarbejde med Forsker­uddannelsen på Health. I år modtager Jacob Giehm Mikkelsen prisen.

Jacobs dybe passion for videnskaben har en udtalt positiv indflydelse på hans studerende og inspirerer dem til at grave dybere ned i kompleksiteten i forskningen. Gennem sin individuelle vejledning til hver studerende identificerer og arbejder han med hver elevs begrænsninger og potentialer. Han er usædvanligt god til at motivere sine studerende til at finde succes i deres arbejde og vejlede dem i den rigtige retning, ikke blot for at forbedre deres arbejde, men også udvikle deres talenter.

Sådan lyder begrundelsen for, hvorfor lektor, ph.d. Jacob Giehm Mikkelsen modtager JCD-prisen som årets vejleder på Health. En pris, som overrækkes i anledningen af den årlige PhD Day på Health. Prisen er opkaldt efter den karismatiske forsker, tidligere leder af Institut for Klinisk Medicin, professor, dr.med. Jens Christian Djurhuus og er indstiftet for at anerkende fremragende ph.d.-vejledere på fakultetet.

”Det betyder meget for mig, at mine studerende værdsætter processen, atmosfæren og vores fælles projekt, nemlig forskningen. Det er fantastisk at bidrage til den enkeltes udvikling fra ung studerende til forsker med international klasse. Og så er jeg da stolt over at blive trukket op af hatten blandt en masse dygtige vejledere på Health,” siger Jacob Giehm Mikkelsen.

Han har været hovedvejleder for ph.d.-studerende siden 2006 og har indtil videre sendt ni ph.d.’ere ud i verden.

Forskning og vejledning smelter sammen

Jacob Giehm Mikkelsen mener, at det er ekstremt udfordrende at være ph.d.-studerende. Kravene er høje og tekniske færdigheder, specialiseret viden og undervisning skal gå op i en højere enhed og resultere i videnskabelige artikler, der skal bane vejen videre i karrieren. Det kræver hjælp, støtte og indlevende vejledning.

”Der er mange måder at være en god vejleder på. Selv opstiller jeg sammen med de studerende tydelige mål som suppleres med kontinuerlig feedback og diskussion. Jeg giver ansvar og plads og tager gerne den sjove snak om nye resultater eller den svære snak om de ting, der driller. Og så vil jeg gerne lære de studerende godt at kende, så vejledningen nemmere kan tilpasses den enkeltes evner og mentalitet,” siger forskeren, som tilføjer, at det at arbejde sammen med dygtige og energiske forskertalenter for ham er en af de største fornøjelser ved jobbet som lektor og forsker.

”For mig smelter forskning og vejledning sammen. Uden god vejledning og sparring, ingen god forskning. De ph.d.-studerende er i høj grad grundstenen i dansk forskning, og forskning af høj international standard stiller krav til en god uddannelse af de ph.d.-studerende. Det er jeg glad for at bidrage til,” siger Jacob Giehm Mikkelsen.

JCD-prisen er uddelt siden 2012. Prisen uddeles af Ph.d.-foreningen i tæt samarbejde med Forsker­uddannelsen på Health. Med hæderen følger 25.000 kr.

Yderligere oplysninger

Lektor, ph.d. Jacob Giehm Mikkelsen
Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet
Direkte telefon: 8716 7767
Mobiltelefon: 2361 7253
giehm@biomed.au.dk

Navnenyt, Sundhed og sygdom, Ph.d.-studerende, Graduate School of Health, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Videnskabelig medarbejder, Forskningsårsstuderende