Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

”Jeg har altid gerne villet have min egen praksis”

At realisere drømmen om at blive selvstændig praktiserende læge kan kræve mange års tilløb. Anders Prior tog springet, så snart han var færdiguddannet som speciallæge i almen medicin. I dette interview fortæller han om tankerne bag den beslutning – og hvordan coronakrisen påvirkede den første tid.

21.08.2020 | Lone Niedziella

Anders Prior valgte at slå sig ned som praktiserende læge i egen praksis, så snart han var uddannet som speciallæge i almen medicin. Foto: privat

Hvornår startede du egen lægepraksis?

Jeg blev speciallæge i almen medicin i marts, og sammen med tre andre ejere og en fast lægevikar åbnede jeg ”Lægerne Kirstinelund” i Lystrup den 1. maj. Vi har arbejdet på det gennem et år - købt ydernumre, bygget nye lokaler, ansat personale og meget andet.

Hvorfor valgte du at starte selv?

Jeg har altid gerne villet have min egen praksis. Det ligger lidt i DNA’et som praktiserende læge. Det giver mulighed for selv at bestemme over sit arbejdsliv og selv vælge, hvordan man vil være læge over for sine patienter. Og så fik vi en unik mulighed for at købe en praksis i et område, hvor jeg tidligere har arbejdet. Det er en blandet patientgruppe i alle aldre, så man kan få lov til at være familielæge – og så ligger det heldigvis i cykelafstand fra, hvor jeg bor.

Hvorfor blev det et kompagniskab?

Man er selvstændig, men indgår samtidig i et team med de andre læger og personalet. Der er holdånd – og heldigvis ikke ret langt fra beslutning til handling.

Du er både praktiserende læge og forsker. Hvordan hænger det sammen?

Jeg har forsket under hele min speciallægeuddannelse og ser en styrke i at være begge steder samtidig, hvis vi skal udvikle faget. Jeg håber at kunne trække forskningen ud i praksis og erfaringerne fra praksis ind i forskningen.

Hvordan balancerer du tiden mellem praksis og forskning?

Det har jeg tænkt meget over. Det kræver helt sikkert noget forventningsafstemning. Helt fra starten har jeg aftalt med praksiskollegerne, at jeg har faste dage med forskning. Så har vi en fast vikar, når jeg er væk. Forskningen giver hele tiden nye muligheder, så jeg skal virkelig huske på, at jeg ikke har mere tid, end jeg har. Jeg håber, det kan lykkes på en god måde, for begge verdener giver mig rigtig meget.

… og mellem arbejdsliv og familieliv?

Både praksis og forskning har perioder med spidsbelastning, der kræver en ekstra indsats. Da klinikken åbnede, faldt det sammen med publiceringen af en forskningsartikel i det ansete videnskabelige tidsskrift NEJM, så jeg havde både patienter, håndværkere og journalister i telefonen. Men hvor lægearbejdet er meget kalenderstyret, så er forskningen som regel mere fleksibel. Og det giver noget luft – også i forhold til familien. Det betyder meget, når man har små børn. Jeg værdsætter at kunne være far i børnenes vågne timer, og så må jeg arbejde lidt om aftenen.

Hvad har overrasket dig ved at starte selv?

Der går meget tid med alt det, som egentlig ikke har med patienter og ”rigtigt” lægearbejde at gøre. Man er heller ikke fuldt klædt på til at være arbejdsgiver og leder. Det vidste jeg sådan set godt, men det har fyldt rigtig meget i de sidste par måneder op til åbningen.

Hvordan påvirkede coronaen overgangen til livet som selvstændig?

Det har været svært at arbejde hjemme med to små børn om benene. Til gengæld har vi været rigtig meget sammen som familie – og vi har nydt det. Lægearbejdet var også meget anderledes, fordi vi startede op med få patienter i klinikken og en masse telefonsnak – og naturligvis bekymringer om økonomien. Vi er flyttet ind i et helt nybygget sundhedshus. På grund af corona nåede det først at blive færdigt lige op til vores åbning – så der var en del kriller i maven. Men vi åbnede til tiden, selvom der stadig mangler en hel masse…

Hvad er dit råd til andre, der gerne vil starte selv?

Gør det! Det er skønt at have noget, der er dit eget. Men husk at spørge kolleger og trække på dit netværk, når du har brug for gode råd. Du behøver ikke opfinde alting selv!


 

Blå bog

 

  • Født: 1981
  • Uddannelse: Speciallæge i almen medicin (2020), ph.d. fra Aarhus Universitet (2017)
  • Nuværende ansættelser: Praktiserende læge, Lægerne Kirstinelund, Lystrup. Postdoc ved Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus. Ekstern lektor, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.
  • Tidligere ansættelser: Uddannelseslæge i almen praksis i Lystrup og Grenå samt flere sygehusafdelinger
  • Priser: Magda og Svend Aage Friederich mindelegat (2018). North American Primary Care Research Group (NAPCRG) & British Society for Academic Primary Care (SAPC) Junior Award - Travel Grant (2016)
  • Bopæl: Egå ved Aarhus
  • Civilstatus: Gift med Christina, to børn
  • Interesser: Er der tid til det?

 

Artiklen er bragt med en fotoreportage i Practicus nr. 251 (side 38-39), som blev udgivet i juli 2020.


Navnenyt, Alle grupper, FEAP, FEAP