Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

"Jeg vil hele tiden have blik for, hvordan vi kan omsætte papir til handling"

Fordi jeg kommer direkte fra forskningsverdenen, kan jeg skabe en stærk bro mellem praksis og de ambitioner, universitetet har, siger Anne-Mette Hvas. Som ny dekan på Health vil hun i dialog med institutterne om internationalisering, om ligestilling og om styrker og trusler for forskningen. Men vi vil også møde en dekan, der er aktiv på Twitter, og som fortsat vil brygge kaffe i vinterbadeklubben hver torsdag kl. 06.00.

06.10.2021 | Ulla Krag Jespersen

"Forskningsfrihed er ekstremt vigtigt. Den er vores fundament. Men hvis vi skal have nogle store indsatsområder – og det tror jeg, vi skal – er det nødvendigt, at vi har høje, internationale fyrtårne,” siger Anne-Mette Hvas, som den 1. december sætter sig i dekanstolen på Health. Foto: Bo Amstrup, Ritzau Scanpix.

"Forskningsfrihed er ekstremt vigtigt. Den er vores fundament. Men hvis vi skal have nogle store indsatsområder – og det tror jeg, vi skal – er det nødvendigt, at vi har høje, internationale fyrtårne,” siger Anne-Mette Hvas, som den 1. december sætter sig i dekanstolen på Health. Foto: Bo Amstrup, Ritzau Scanpix.

"Hvis der er noget, der er min force, så er det evnen til at se, hvordan overordnede hensigter kan blive omsat til praksis."

Sådan siger Anne-Mette Hvas, der pr. 1. december indtager dekankontoret på Health, og som indtil da skal bruge tiden på at afvikle sine poster som viceinstitutleder på Institut for Klinisk Medicin og som forskningsleder og overlæge på Blodprøver og Biokemi på Aarhus Universitetshospital.

Strategier og handleplaner er nødvendige, men det er i mødet med den praktiske virkelighed i forskningsmiljøerne, at strategien skal oversættes, så den bliver meningsfuld og anvendelig, mener den nye dekan.

"Jeg kan bidrage med et blik for, hvad der virker, og hvad der ikke virker i forskningsmiljøerne. Hvornår sætter vi bare flueben ved, at vi har sendt en information ud, og hvornår kan vi faktisk ændre noget," siger Anne-Mette Hvas.

Som et konkret og helt aktuelt eksempel på, hvordan strategi kan omsættes til praksis, nævner hun arbejdet med forskningsintegritet, som er et vigtigt indsatsområde for Aarhus Universitet:

"I stedet for at udsende en stor stak tekstmateriale om ansvarlig forskningspraksis, har vi fået lavet et dilemmaspil, som alle forskningsgrupper på Institut for Klinisk Medicin skal spille her hen over efteråret. Det skaber nogle meget praksisnære diskussioner i forskningsmiljøerne, og det er netop de diskussioner, der kan være med til at ændre kulturen. Jeg siger ikke, at tekst ikke er nødvendig, men det er gennem de konkrete diskussioner i forskningsgrupperne, at vi får ændret holdninger og adfærd," siger Anne-Mette Hvas.

Vi skal bidrage til at løse de store samfundsudfordringer

Som ny dekan er hun ikke klar til de store programerklæringer endnu, men Anne-Mette Hvas vil gerne sætte sit aftryk i hvert fald tre steder på fakultetet:

"Jeg vil gerne diskutere muligheden for internationalisering af uddannelserne med institutterne. Jeg vil også orientere mig i ligestillingsarbejdet. De seneste år er der fra universitetsledelsen vist vilje til initiativ, hvor jeg kan byde ind med bidrag til at omsætte de gode hensigter til handling. Og så vil jeg gerne i dialog med institutterne om, hvor de ser deres største potentiale og deres største udfordring, når det gælder forskning."

"Får vi med dig en dekan, der sætter en retning for, hvad vi især skal forske i?"

"Jeg ser ikke mig selv som en, der skal afgøre, hvad vi skal forske eller ikke forske i. Forskningsfrihed er ekstremt vigtigt. Den er vores fundament. Men hvis vi skal have nogle store indsatsområder – og det tror jeg, vi skal – er det nødvendigt, at vi har høje, internationale fyrtårne. Vi har nogle områder, der kan bidrage til at løse de store samfundsudfordringer, og det må man gerne italesætte. Omvendt er der inden for sundhedsvidenskab store folkesygdomme, der måske ikke er meget prestige eller mange penge i, men som er meget vigtige at forske i."

Transparens er en forudsætning for lige vilkår

Som forskningsleder har Anne-Mette Hvas haft succes med at opbygge en solid og internationalt anerkendt forskningsgruppe inden for sit felt og skabt grobund for, at flere unge forskere har fået mulighed for at forske i blødninger og blodpropper. Og som viceinstitutleder er det blandt andet arbejdet med konkretisering af kriterierne for at blive klinisk lektor, hun fremhæver:

"Det kan lyde som en meget lille ting, men jeg vil pege på det, fordi tydelighed og transparens om kriterierne for at blive klinisk lektor er én af de nødvendige forudsætninger for, at vi får lige vilkår for forskning. Det betyder rigtig meget for mig – lige vilkår på tværs af køn. Så selv om kriterierne ikke i sig selv er en kønspolitisk diskussion, er det blevet tydeligere, hvor døren ind er. For mig er transparens helt central for at opnå lige vilkår i en forskningskarriere."

Det er ikke nyt, at Anne-Mette Hvas arbejder for at fremme ligestilling for forskere. Hun har løbende blandet sig i debatten om manglende lige vilkår for kvinder i forskning, bl.a. som en del af aktivistgruppen Linje X, der også tæller andre prominente forskere på Institut for Klinisk Medicin. Derfor er det naturligt, at ligestilling fortsat vil være en af den nye dekans mærkesager: 

"Jeg vil bringe diversitet og lige vilkår for forskning ind i dekanstillingen. Jeg vil meget gerne sætte et aftryk her. Men det er klart, at det bliver på en anden måde end hidtil, eftersom jeg nu spiller ind i en meget større organisation fra et andet ståsted," siger Anne-Mette Hvas.

Undervisning er lige så vigtig som forskning

For Anne-Mette Hvas er undervisningsopgaven lige så vigtig som forskningen.

"I det daglige arbejde bliver undervisningsopgaven tillagt enormt stor betydning, men når vi sidder med cv'et og skal ansætte folk, får forskningsmeritterne relativt større betydning. Måske kan vi arbejde på at tillægge undervisning, udvikling af kurser og nye undervisningsformer mere merit, end tilfældet er i dag," siger hun.

"Det var for eksempel virkelig en aha-oplevelse for mig, da jeg sad i ansættelsesudvalget for et professorat på Institut for Odontologi og Oral Sundhed. Her har institutlederen indført, at man som ansøger skal holde et 10 minutters oplæg for at vise sine formidlingsevner. Det er en måde at ligestille tingene og signalere, at her hos os betyder det noget, hvordan du underviser, og hvordan du formidler".

Forskning skal omsættes til gavn for patienter og samfund

"Samarbejde med erhvervslivet er en del af AU's strategi – hvordan kan vi udvikle fakultetet, når det gælder samarbejde"?

"Her betyder spinouts meget for, hvordan du som forsker kan videreudvikle din forskning, så idéen kan blive kommercialiseret, eller du får skabt en virksomhed på baggrund af en opdagelse. Men det er meget svært i dag, fx kan det være yderst vanskeligt at få lavet de nødvendige aftaler. Jeg vil gerne samarbejde med institutterne om at nedbryde barriererne og gøre det mere smidigt, så vi kan understøtte den form for innovation, hvor forskning også på denne måde omsættes eller videreudvikles til noget, der kan komme patienter og samfund til gode", siger Anne-Mette Hvas.

Universiteternes betydning for samfundet kommer også til udtryk gennem den offentlige debat – og den vil Anne-Mette Hvas gerne blande sig i.

"Jeg håber bestemt, at jeg også kan sætte et aftryk her. Den offentlige debat er meget vigtig, når det handler om at synliggøre universitetets rolle i samfundet. Det betyder noget, at vi melder os på de store dagsordener."

Selv har Anne-Mette Hvas i længere tid været aktiv på Twitter.

"Af nuværende sociale medier er Twitter mit foretrukne medie. Det er meget dynamisk og virkelig velegnet til forskningsformidling. Jeg var fagligt meget engageret i hele COVID-19-vaccinationsdiskussionen. Her fik jeg for alvor øjnene op for, hvad Twitter kan bruges til, fordi vi som forskere løbende og hurtigt fik delt viden og orienteret hinanden på tværs af lande," siger hun.

Men det er ikke kun Twitter, Anne-Mette Hvas scroller på. Lige nu ligger Charlotte Weitzes 'Rosarium' i Kindlen på hendes natbord. Og ellers er hun et meget aktivt udemenneske: Hun cykler på arbejde hver dag, løber et par gange om ugen, og så har hun og hendes mand en fast tjans hver torsdag morgen kl. 6.00 med at åbne klubhuset og lave kaffe til de morgenfriske vinterbadere i Ballehage Vinterbadeklub. En opgave, hun ikke har tænkt sig at give slip på, selv om hun nu rykker op i dekanligaen.

"Det skal jeg da blive ved med. Det morgenlys, man møder, når man går ned ad trappen mod stranden, selv i den mørkeste tid, det er en lise for sjælen. Den badetur betyder noget for min mentale sundhed, så det vil jeg helt klart prioritere."


Fakta om Anne-Mette Hvas

  • 56 år
  • Stilling: Viceinstitutleder og professor ved Institut for Klinisk Medicin på AU samt overlæge ved Blodprøver og Biokemi ved Aarhus Universitetshospital
  • Uddannelse: Lægevidenskabelig kandidateksamen i 1994, ph.d. i 2001, speciallæge i klinisk biokemi i 2005
  • Bor i byhus på Frederiksbjerg med sin mand. Har tidligere boet i bofællesskabet Sol og Vind i Beder
  • Har to sønner på 26 og 27 år.

Læs også rektor Brian Bech Nielsens pressemeddelelse om Healths nye dekan: ”Professor Anne-Mette Hvas bliver ny sundhedsdekan på Aarhus Universitet”

Kontakt

Viceinstitutleder, professor og overlæge Anne-Mette Hvas
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Blodprøver og Biokemi
Mobil: 23 34 82 52
Mail: anne-mette.hvas@clin.au.dk


Navnenyt, Videnskabelig medarbejder, Institut for Retsmedicin, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Odontologi, Ph.d.-studerende, Institut for Klinisk Medicin, Institut for Folkesundhed, Institut for Biomedicin