Dekanen ønsker alle medarbejdere på Health en Glædelig Jul og et Godt Nytår.
19.12.2014 |
Kære alle,
Julen står for døren, og jeg vil ønske jer alle en Glædelig Jul og et Godt Nytår.
Året 2014 har været travlt. Besparelsesprocessen i foråret og den interne problemanalyse i efteråret har fyldt meget, og det forgangne år har været meget præget heraf. Det har skabt udfordringer og frustrationer rundt omkring på institutterne og ikke mindst i administrationen. Det har dog også givet anledning til et eftersyn af hele organisationen og til at tænke i nye arbejdsgange og procedurer.
Året har budt på mange både store og små projekter i hele organisationen. Bl.a. er der vedtaget en Code of Conduct for hele universitetet, på Health er der etableret nye forskningscentre, og på undervisningssiden er der med stor succes blevet arbejdet med indførelse af nye undervisningsmetoder til gavn for både de studerende og underviserne.
Selvom den overordnede hastige vækst - vi de sidste år har oplevet i uddannelses- og forskningssektoren - synes at bremse op, er der alligevel grund til optimisme på Health. De seneste års udvikling skal nu forankres og stabiliseres, og vi skal have fokus på vore kerneydelser. Det betyder ikke, at vi skal gå i stå; der skal naturligvis fortsat være plads til udvikling og fornyelse. Gode fysiske eksempler på dette er, at vi i år tog det første spadestik til den kommende Biomedicinske bygning, og at det nye Universitetshospitalsbyggeri i år rigtig tog fart.
For at fastholde udviklingen i en tid, hvor økonomien er presset, er det vigtigt, vi fastholder fokus på at indhente eksterne bevillinger, da det er noget nær den eneste vej til betydelig vækst på Health. Der bliver arbejdet hårdt på dette, og der er i årets løb indhentet mange eksterne midler. Det er rigtig dejligt at se, og vi skal holde fast i denne positive udvikling fremover.
Til sidst vil jeg benytte lejligheden til at takke jer hver især for indsatsen i 2014. I har alle på hver jeres måde bidraget til, at 2014 er blevet endnu et godt år for Health. Jeg ser med frem mod et fortsat godt samarbejde i 2015.
Med ønsket om en Glædelig Jul og et Godt Nytår sender jeg og dekanatet ved Health de bedste hilsner til dig og din familie.
Med venlig hilsen,
Allan Flyvbjerg