Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Universiteterne skal vise nye veje til samarbejde om sundhed

Dette tema var en række samarbejdspartnere mødt op for at diskutere ved afslutningskonferencen for Center for Sundhedssamarbejde. Arrangementet bød på forskellige forslag til, hvordan universiteterne kan styrke samarbejdet med samfundet fremadrettet.

21.03.2018 | Signe Herbers Poulsen

Et bredt udsnit af aktører fra forskning, kommuner, fonde, virksomheder og interesseorganisationer var torsdag den 15. marts 2018 samlet i AIAS auditoriet på Aarhus Universitet til konferencen ”fremtidens universitet bygger bro”. Formålet med dagen var at sætte fokus på behovet for at danske universiteter i fremtiden tænker nyt i forhold til at samarbejde og kommunikere med det omgivende samfund.

Konferencen markerede samtidigt afslutningen på Center for Sundhedssamarbejde ved Aarhus Universitet. Centret blev etableret som et 3-årigt pilotprojekt med henblik på at fremme samarbejde mellem forskere og det omgivende samfund inden for sundheds og velfærdsområdet i 2015-2018.

Ordstyrer på dagen var Jacob Fuglsang, Politiken og fellow ved Constructive Institute. En række forskellige oplægsholdere gav hver deres bud på muligheder og udfordringer i samarbejdet mellem forskning og praksis. Herunder følger de vigtigste pointer fra dagen:

Fremtidens universiteter skal påtage sig en proaktiv rolle

Carsten Obel, direktør i Center for Sundhedssamarbejde og professor i almen medicin bød velkommen til konferencen. Han skitserede baggrunden for centrets etablering med udgangspunkt i de store samfundsmæssige udfordringer på sundheds- og velfærdsområdet. I denne sammenhæng er der i høj grad behov for, at universiteterne spiller en mere proaktiv rolle, i forhold til at påtage sig ansvaret for at række hånden ud til det omgivende samfund og styrke samarbejdet. Han præsenterede samtidigt rapporten: ”Fremtidens universiteter viser nye veje til samarbejde”, der bygger på erfaringerne fra Center for Sundhedssamarbejde. Rapporten indeholder seks anbefalinger til, hvordan fremtidens universiteter kan bidrage til at understøtte et effektivt vidensøkosystem mellem forskning og praksis.

Forskning med udgangspunkt i kommunale problemstillinger

Sundhedschef Birgitte Holm Andersen fra Favrskov Kommune understregede i sit oplæg, at forskning i kommunale sundhedsopgaver er en nødvendighed, men samtidig også en udfordring. ”Der er et gap mellem forskning og kommuner, når det kommer til samarbejde”, sagde hun.

På baggrund af konkrete erfaringer med et forskningssamarbejde om sundhedsplejerskernes brug af video-metoden Marte Meo, skitserede Birgitte Holm Andersen en række udfordringer og muligheder i samarbejde mellem forskning og praksis. Hendes hovedpointe var, at det tager rigtig lang tid, meget skal lykkes og begge parter må flytte sig. Med en vision om ”et sundt væsen med viden” efterlyste hun en ny model og nye formidlingsmetoder til at gøre samarbejdet nemmere. En model der kan understøtte at forskere og fagfolk kan sætte sig sammen om at udvikle, gennemføre, formidle og implementere projekter inden for relevante og fælles identificerede områder.

Den efterfølgende diskussion gik på, at der bør arbejdes mere på, hvordan forskningen bliver forankret i kommunerne, og hvordan man får de praktiske problemstillinger og vidensbehov i kommunerne frem til forskningsverdenen. Forslag som en fælles styregruppe eller en forskningsenhed på klynge eller regionsniveau var blandt ideerne. Det blev samtidigt pointeret, at det også er centralt at inddrage virksomheder og aktører fra civilsamfundet i kommende samarbejdsarenaer.  

Tænk i systemer og organisatorisk støtte

Forskningschef fra TrygFonden Anders Hede belyste samarbejdet mellem forskning og praksis fra et fondsperspektiv. Han tog i sit oplæg udgangspunkt i en sammenligning mellem to forskellige områder – henholdsvis børn og unge med lettere psykiske problemer, og hjertestop udenfor hospitalet. Og herigennem identificerede han en række problemstillinger, bl.a. i forhold til for dårlige ansøgninger inden for området børn og unge med psykiske problemer, og at forskerne primært har fokus på at teste indsatser på universiteterne. Samtidigt blev en mangel på sammenhængende tilbud til børn og unge i kommunerne fremhævet. Anders Hede konstaterede, at for at forbedre samarbejdet mellem forskning og praksis er der behov for at tænke i systemer:

”It takes a system to save a life. Som forsker skal man i dag være super-kunstner, fordi man skal have mange forskellige roller i et samarbejdsprojekt. Det er vigtigt, at vi får skabt en stærkere arbejdsdeling, organisatorisk støtte og samarbejdsstrukturer”. Han sluttede sit oplæg af med en vision om en langvarig satsning baseret på offentlige midler med egen bestyrelse og sekretariat.

Forskning til gavn for samfundet

Direktør i Innovationsfonden, Peter Høngaard fokuserede i sit oplæg også på behovet for, at forskningen tager udgangspunkt i praksis: ”Universiteterne er en investering fra samfundets side, og derfor er der en forventning om, at forskningen er til gavn for samfundet”. Peter Høngaard forklarede, at værdiskabelse er et centralt fokus for Innovationsfonden, og understregede at de uanset, der er interesse for projekter som bidrager til forskellige dele af værdikæden, bør adressere samfundets parathed til at modtage og implementere resultaterne. Et godt projekt i Innovationsfondens øjne indeholder et stærkt vidensfundament baseret på uafhængig forskning på universiteterne, tager udgangspunkt i et problem der skal løses, indeholder en plan for hvordan forskning omsættes til praksis og skal bidrage med værdi for det danske samfund.

Fremtidens sundhed kræver et stærkt økosystem

Sidste del af konferencen fokuserede på samarbejdsmuligheder særligt i forhold til at sikre fremtidens sundhed. 

Innovationschef Jakob Uffelmann fra Sundhed.dk understregede behovet for at mange forskellige fagligheder og sundhedsaktører samarbejder om fremtidens sundhedsløsninger. Særligt i forhold til at udnytte det unikke danske potentiale inden for sundhedsdata er universiteterne centrale, og kan bidrage med vigtig forskningsbaseret viden i forhold til nye tværfaglige løsninger, troværdige metoder og sikre systemer, der sætter borgerens sundhed i centrum. ”Hvis vi ikke formår at samarbejde om dette, står de store kommercielle aktører klar til at overtage vores sundhed”, konstaterede han.

Svend Thorhauge, leder af Akademiet for Talentfulde Unge i Region Midt og landsformand for Radikale Venstre satte fokus på behovet for at forskere på tværs af områder bidrager til at udvikle de bedste modeller for samspil mellem trivsel og læring, og at man i højere grad inddrager de unge - og gerne unge fra talentmiljøer - som refleksive dialogpartnere i forhold til mål med og midler til sundhedsstrategier på skole- og uddannelsesområdet. Med sin politiske kasket understregede han behov for at inddrage såvel forskningsbaseret viden som borgernære erfaringer i opfølgning på lovgivning. 

Bogi Eliasen, partner i Instituttet fra Fremtidsforskning, konstaterede i dagens sidste oplæg, at 20 % af befolkningen genererer 80 % af omkostningerne i det danske sundhedssystem. Derfor er der behov for at ændre fokus fra behandling til forebyggelse fremadrettet. De store udfordringer for fremtidens sundhedssystem og megatrends i sundhedssektoren var netop omdrejningspunktet i en scenarieproces, som Instituttet for Fremtidsforskning faciliterede i 2017. Her deltog Center for Sundhedssamarbejde sammen med en række centrale aktører fra sundhedsområdet. En central pointe var bl.a. behovet for at styrke samarbejdet mellem offentlige og private aktører både på nationalt og internationalt plan, og understøtte et stærkt økosystem om sundhedsdata i Norden.

Carsten Obel rundede dagen af med at samle op på oplægsholdernes hovedpointer. I den afsluttende debat blev det bl.a. pointeret, at det er vigtigt at arbejde med en ny sundhedsforståelse og at fremtidens samarbejdsprojekter inddrager tværfaglige perspektiver og har fokus på at tage udgangspunkt i borgerne.


Download rapporten Fremtidens universiteter viser nye veje til samarbejde – erfaringer fra Center for Sundhedssamarbejde ved Aarhus Universitet 2015-2018

Hent slides fra dagen

 


Kontakt

Carsten Obel
Professor i almen medicin, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet
E-mail: co@au.dk
Tlf.: 29428405

Arrangement, Offentligheden/Pressen, Susa, Susa, Videnskabelig medarbejder, Teknisk/administrativ medarbejder