Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Kan du løse en professorterning?

Det er ikke til at forestille sig, som Andreas Roepstorff sidder der i et hjørnelokale med udsigt over Nobel-parken i Aarhus, men det er faktisk den samme person, der som dreng sad i et lille bur med sammenfoldede ben på gågaden i Fredericia. Han sad med en terning af plastik mellem sine hænder, som han vendte og drejede. Her adskillige år senere sidder han helt almindeligt, ret op og ned, på en hvid stol – tomhændet – og så alligevel ikke. Faktisk så langt fra.

18.06.2014 | Anja Kjærgaard

Foto af Lars Pallesen

Andreas Roepstorff er en internationalt anerkendt professor i hjerne- og kognitionsforskning. Han har som cand. scient. i biologi og cand.phil. i antropologi to kandidatgrader og bevæger sig hjemmevant rundt mellem forskellige hovedområder, som det hedder inden for den akademiske verden – imellem naturvidenskab og humaniora. Han er et blandingsprodukt, fortæller en ven, der har gået i parallelklasse med Andreas siden 2. klasse i Skærbæk Skole. Andreas´ far var proteinkemiker og hans mor sociolog. Og Andreas blev, fra han var helt lille præget af fortællingen om mennesket som både et biologisk og et skabende væsen. Han er den ældste i en søskenderække, der også tæller en bror, der er sociolog og en søster, der er kunstner. Han er centerleder på Interacting Minds Centre – et center på Aarhus Universitet, der skaber ny viden om menneskers samspil med hinanden. Hvis der skal føjes endnu flere sider til, så er han 47 år, bor på en lille gård med sin kone, der er direktør på kunstmuseet Trapholt. Sammen har de seks børn i alderen fra 4 til 18 år. Føjede det noget til forståelsen af ham?

Et ryk baglæns
Måske er der endnu mere, der falder på plads, hvis man rykker nogle år baglæns og opholder sig ved det her mellemværende, han tilsyneladende altid har haft med naturvidenskab og humaniora. For der var aldrig rigtig tvivl om, at Andreas Roepstorff skulle ende på et universitet. Han var som dreng meget videbegærlig, men det var som ung svært for ham at placere sig i et system, hvor man skulle vælge mellem det ene eller det andet. Der var med hans egne ord en manglende evne eller lyst hos ham til at vælge mellem humaniora og naturvidenskab. ”Derfor må der også ligge en meget tyk sagsmappe på den centrale studieadministration, for jeg har stort set været overalt på universitetet,” fortæller han med et smil og henviser til, at han startede med at skrive sig ind på kemi/bioteknologi, og at han en overgang teknisk var indskrevet på tre studier. Han var dog aldrig i tvivl om, at universitetet var det sted, han hørte hjemme, men han havde alligevel en udfordring med at få sig placeret i forhold til systemet. ”Jeg flyttede mange gange rundt mellem humaniora og naturvidenskab. Først var jeg det ene sted, så det andet, og på et tidspunkt var det enormt kompliceret, fordi jeg egentlig syntes, at jeg blev dobbelt-marginaliseret. På antropologi var jeg den hårde. På naturvidenskab den bløde. Og jeg kunne også fornemme, at jeg var nødt til at være ordentligt kvalificeret inden for hver af disciplinerne, hvis det skulle give mening for mig,” fortæller han. Derfor søgte han også om at få to kandidatgrader, men fik i første omgang afslag. Men han gav ikke så let op og ville ikke gå på kompromis med den faglige dybde, og så lykkedes det.

Noget faldt i hak
Han endte med at afslutte to specialer inden for fire uger og blev kandidat i to fag. På en måde havde han nu fundet den plads, hvor han hørte hjemme. Begge steder og i krydsfeltet. Både på antropologi og på biologi. Og i krydsfeltet mellem humaniora og naturvidenskab. Bagefter blev han trukket ind i et forskningsprojekt, hvor hans dobbeltfaglighed kunne komme i spil. Det ene forskningsprojekt fulgte det næste. Og det gør det sådan set stadig. Han har lavet forskningsprojekter i og uden for laboratorier. Han har været involveret i forskningsprojekter så forskellige steder som i Grønland, Litauen og England. Han har lavet basal hjerneforskning og undersøgt, hvordan viden bliver til viden. Eller som han selv udtrykker det: ”Der har været perioder i mit liv, hvor hjernescanninger var vigtige, perioder - hvor fisk på Grønland var vigtige, perioder - hvor nationalister i Litauen var vigtige, men der er alligevel en rød tråd,” bedyrer han.  Og der er alligevel noget, der kan gå igen i de mange projekter. Følelsen af, at noget falder i hak. ”Det kan være, når jeg arbejder mig igennem et stof, som for eksempel kan være tekster, grafer eller figurer og pludselig, ” siger han, og knipser med fingrene: ”så tegner der sig en sammenhæng. Det, der i starten virkede uklart og uoverskueligt, pludselig er det som om, at man kan se en systematik i det. Det er en enorm tilfredsstillelse. Den der fornemmelse af at: ”Hov, nu faldt tiøren.” Og hvis det er rigtigt, så må det være sådan og sådan og sådan.”  

At falde ind i en bevægelse
Andreas Roepstorff har også brugt tid på ting, han ikke er blevet god til. Han har for eksempel brugt tid på at spille guitar - eller rettere - han har brugt lang tid på ikke at blive en god guitarist. Han har også løbet halvmaraton, men uden at nå nogen magisk grænse. Han synes, det er sjovt at lave mad, men bliver ifølge ham selv aldrig en god kok. Det kan selvfølgelig være ren og skær beskedenhed. For dem, der er tæt på ham, understreger, at han er beskeden af natur. Han er også ærlig, når han kigger tilbage og svarer, at hans liv som dreng kunne have budt på meget andet end bøger, og derfor ville han, hvis han mødte sig selv som helt ung, råde sig til at bringe sig i situationer, hvor han i højere grad blev udfordret af mennesker, der var forskellige fra ham selv. Det kan man så argumentere for, at han til dels gør nu. I hvert fald forener han videnskaber og mennesker, der har forskellige faglige baggrunde. Og det er i høj grad, ifølge kollegaer, noget, han kan, og så har han, ifølge dem, også fået en nådegave: Han kan gøre ufatteligt kompliceret stof alment tilgængeligt. Derfor gør han sig også umage, når han skal forklare noget for andre. Han afbryder flere gange en tankerække med ordene: ”Nej, lad mig starte et andet sted”. Og en anden gang lyder det: ”Hvordan skal jeg forklare det?” efterfulgt af et tænksomt øjeblik, og så kommer der for eksempel sådanne sætninger her ud af hans mund: ”Jeg kan ikke vide, hvad der foregår i din hjerne. Grundlæggende kan vi jo ikke vide, om det er det samme, vi sidder og oplever. Men det ser ud til, at det, mennesker er gode til, er at lave en eller anden form for koordinering med hinanden, og det finder sted på mange planer: kropsligt, tankemæssigt, sprogligt.  Man falder ind i en rytme, i en bevægelse, når man taler eller interagerer med hinanden. Og nu bliver det lidt kryptisk, men det, at man laver en form for koordinering, er en måde at blive klar over, at man ikke er alene i verden på.” Citat Andreas Roepstorff. Det får lige lov at stå.

Søgen efter en logik
Og så rykker vi mange år tilbage. For der sad han i shorts og t-shirt i en sommerferie i et bur foran en butik på gågaden i Fredericia, mens forbipasserende kiggede på en dreng med en blanding af beundring og forundring og forhåbentlig – det var i hvert fald meningen - fik lyst til at købe den her dingenot. Den lille firkant, han havde mellem sine hænder, var tilsyneladende hurtig og let at manøvrere med. Rubiks terning eller professorterningen var populær dengang i 80´erne – også i Trekantområdet. Et forsigtigt skøn lyder, at der på verdensplan er solgt over 300 millioner eksemplarer af Rubiks terning eller efterligninger af den. For de fleste behøver terningen ikke nærmere forklaring. Den var og er stadig en af verdens mest kendte pusleopgaver, som går ud på at dreje terningens dele på plads, indtil hver side har blot én farve. Det lyder forholdsvist nemt, men der findes efter sigende 43 252 003 274 489 856 000 kombinationsmuligheder, så der skal mere end almindeligt held til at samle den. Dén pusleopgave havde, noget tid inden han sad dér i buret, holdt ham vågen en hel nat. Han lå og forsøgte at forstå to A4 ark, som en ven af familien, en matematiker, havde tegnet på.  Han havde aldrig snakket med matematikeren, men forsøgte at finde ud af, hvad hans logik mon var. Han fik ikke andre instruktioner, og dengang kunne man ikke få hits på Google ved at skrive: ”løsninger på Rubiks terning” i søgefeltet. ”Jeg forstod til sidst de tegninger, og fik lært mig de rutiner, og så var det jo pærelet,” fortæller han. Det kostede så også en lærer i folkeskolen flødeboller til hele klassen, for nu kunne Andreas jo samle terningen på under tre minutter. En historie, der kan fortælle i hvert fald to ting: 1. at den krøllede valnød, der sidder mellem hans ører, fungerer upåklageligt 2. at vi som mennesker kan give hinanden værktøjer til at flytte hinanden. Derfor sidder han måske også her, sådan rent fysisk, som centerleder på Interacting Minds Centre. Et interdisciplinært center, hvor man forsøger at løse ting, man ikke kan løse alene og giver hinanden værktøjer til at flytte hinanden. På tværs af skel.

Løsningen
Godt så. Jeg havde en relativ klar idé om, hvad det var for et portræt, jeg ville skrive inden mit interview. Men der skete også noget under det interview, der tilsyneladende sker, når mennesker mødes. Jeg stillede nogle spørgsmål undervejs, som han forstod på en lidt anden måde, og når svarene kom tilbage til mig, var det nogle gange noget andet og også uventet, der kom tilbage. Så det, der skulle have været et bestemt portræt, blev et lidt andet, men dog et portræt. Løsningen virker måske indlysende nu. Faktum er, at der også findes et utal af måder at samle et menneske på. 

 


Fakta
Om Interacting Minds Centre

  • Et center på Aarhus Universitet, der skaber ny viden om, hvad der sker med mennesker, når de interagerer med hinanden. Hvad sker der i vores hjerner og i vores følelsesregistre?
  • Centeret har ca. 40 forskere fra en bred vifte af fagligheder tilknyttet
  • Selv om forskerne, der er tilknyttet centeret, har vidt forskellige faglige baggrunde, har de det til fælles, at de er nysgerrige og åbne for at nedbryde traditionelle faggrænser og ønsker at samarbejde på tværs af forskningsdiscipliner for at blive klogere på samspillet mellem mennesker
  • Et af de grundlæggende spørgsmål, der optager Andreas Roepstorff, og som han undersøger sammen med andre forskere på centeret lige nu, er – hvad sker der, når mennesker koordinerer, og hvad sker der, når den koordinering bryder sammen?

 Læs mere på interactingminds.au.dk


Yderligere oplysninger

Professor Andreas Roepstorff
Telefon: 8716 2124
Mobil: 2636 2772
Mail: etnoroep@hum.au.dk

Forskning, Alle grupper, Alle AU-enheder, Arts