Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Kan man også blive psykisk syg af coronavirus?

Meget tyder på, at de ekstreme forandringer af samfundet forårsaget af coronavirus forværrer eksisterende psykiske sygdomme og øger antallet af nye tilfælde. Professor Søren Dinesen Østergaard vil nu have syn for sagen og modtager en million kroner af Novo Nordisk Fonden til formålet.

25.03.2020 | Nanna Jespersgård

Vi kommer til at opleve konsekvenserne i to tempi, forudser Søren Dinesen Østergaard: Først en akut forværring hos folk, der i forvejen lever med psykisk sygdom og dernæst en form for 'post-coronareaktion', hvor vi ser en kæde af afledte effekter. Foto: Melissa B. Kirkeby Yildirim.

Hjemmearbejde, isolation og apokalyptiske billeder af gudsforladte gader med lukkede butikker er surrealistisk for os alle. Men for mennesker, der i forvejen lider af psykiske sygdomme som angst, OCD, depression og skizofreni, kan en hverdag med coronavirus være ekstra foruroligende. For sårbare mennesker, der endnu ikke har udviklet psykisk sygdom, kan den ekstreme situation formentlig være en direkte sygdoms-trigger.

Så meget – men heller ikke mere – står i udgangspunktet klart for professor Søren Dinesen Østergaard, der netop har modtaget en hastebevilling på 1.050.000 kroner fra Novo Nordisk Fonden til forskningsprojektet Mental Health Consequences of the COVID-19 Pandemic.

Pengene skal bruges til at kortlægge omfanget af psykisk sygdom relateret til COVID-19-pandemien, og det skal gå stærkt, forklarer Søren Dinesen Østergaard, der er ansat på både Institut for Klinisk Medicin og ved Aarhus Universitetshospital, Psykiatrien.Han regner med at have de første forskningsresultater parat allerede i løbet af nogle uger og peger på, at den opsamlede viden vil falde på et tørt sted.

”Det er forventeligt, at pandemien påvirker personer, som lever med eller er i risiko for at udvikle psykisk sygdom og det er også den fornemmelse mine kolleger i psykiatrien sidder med på baggrund af sporadiske kliniske observationer. Men der mangler konkret viden om omfanget baseret på et stort datamateriale – og det har vi ambitioner om at levere,” siger Søren Dinesen Østergaard.

Konsekvenser i to tempi

Aktuelt er der et stort fokus på at behandle og reducere smitte med infektionssygdommen COVID-19, der forårsages af coronavirus, men Søren Østergaard Dinesen frygter, at de indirekte psykiske konsekvenser kan blive mindst lige så alvorlige som de rent fysiske. Måske endda værre.

”Jeg tror, vi kommer til at opleve konsekvenserne i to tempi. Først en akut forværring hos folk, der i forvejen lever med psykisk sygdom og dernæst en form for 'post-coronareaktion', hvor vi ser en kæde af afledte effekter, som rammer befolkningen bredere. Vi kommer til at se reaktioner på mistede jobs, dårlig økonomi, afbrudt skolegang, familier under pres, vold i hjemmet, selvmedicinering med alkohol og stoffer, nedsat motion og ja… fortsæt selv listen,” siger Søren Dinesen Østergaard.

Akut og post-corona

Baseret på ovenstående teori vil Søren Dinesen Østergaard og hans forskningsgruppe gennemføre to studier. Først vil de fokusere på den akutte fase og undersøge, om mennesker med kontakt til psykiatrien oplever forværring af deres symptomer pga. de mange ændringer i samfundet og frygten for coronavirus. Den del af undersøgelsen baserer sig på analyse af patientjournaler fra de psykiatriske hospitaler i Region Midtjylland. 

Efterfølgende - når pandemien er overstået - vil forskerne på baggrund af data fra de danske sundhedsregistre undersøge antallet af nye tilfælde af psykisk sygdom før, under og efter epidemien. Her er hypotesen, at man vil kunne se en post-coronareaktion, når selve infektionssygdommen er klinget af.


Kontakt

Professor Søren Dinesen Østergaard
Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet
Afdeling for Depression og Angst, AUH - Psykiatrien
Mail: SOEOES@rm.dk
Mobil: 61 28 27 53

Forskning, Sundhed og sygdom, Offentligheden/Pressen, Ekstern målgruppe, Health, Bevillinger og priser, Videnskabelig medarbejder, Institut for Klinisk Medicin, Teknisk/administrativ medarbejder, Health