Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Kan skrumpelever behandles med fæces-transplantation?

Forskere fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital udskifter syge tarmbakterier med tarmbakterier fra raske donorer i et behandlingsforsøg, der skal hjælpe patienter med skrumpelever. Novo Nordisk Fonden støtter projektet med godt 13 millioner kroner.

08.04.2021 | Sabina Bjerre Hansen

Hendrik Vilstrup (bagerst til venstre) står sammen med Karen Louise Thomsen (forrest til højre), Christian Lodberg Hvas og Sidsel Støy bag udviklingen af den nye behandling til patienter med skrumpelever. Foto: Simon Mark Dahl Baumwall.

I Danmark er cirka 15.000 personer diagnosticeret med levercirrose, også kendt som skrumpelever. Sygdommen har forskellige årsager og er alvorlig på grund af hyppige forværringer, komplikationer og høj dødelighed.

En del af komplikationerne skyldes sandsynligvis et uhensigtsmæssigt samspil mellem tarmbakterierne og leverens sygdom og funktion. Derfor gennemfører forskerne nu et behandlingsforsøg med fæces-mikrobiom-transplantation, hvor patienternes syge tarmbakterier udskiftes med tarmbakterier fra raske donorer. Målet er et bedre sygdomsforløb og lavere dødelighed for patienter med skrumpelever.

Forskningsprojektet er forankret i Aarhus, hvor det ledes af klinisk lærestolsprofessor og overlæge Hendrik Vilstrup, lektor og afdelingslæge Karen Louise Thomsen, lektor og overlæge Christian Lodberg Hvas og postdoc og læge Sidsel Støy. Derudover deltager forskere og læger fra andre danske og udenlandske universitetshospitaler. Novo Nordisk Fonden medfinansierer projektet med en bevilling på 13,2 millioner kroner.

Kontakt

Lektor, afdelingslæge og projektleder Karen Louise Thomsen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Lever-, Mave-, og Tarmsygdomme
Mail: karethom@rm.dk  

Bevillinger og priser, Forskning, Offentligheden/Pressen, Institut for Klinisk Medicin, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Health, Sundhed og sygdom, Videnskabelig medarbejder