Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Kendskab til symptomer på stroke øger chancen for hurtig behandling

Mange patienter kommer for sent på hospitalet og får alvorlige følger efter stroke. Et nyt studie fra Aarhus Universitet viser, at kendskab til kernesymptomer øger chancen for at komme afsted i tide.

18.09.2020 | Lone Niedziella

Ane Bull Iversens nye studie viser, at stroke-patienter oftere kommer hurtigt på sygehuset, hvis de selv eller en pårørende kender symptomerne.

Alt for mange stroke-patienter med blodprop kommer for sent til at kunne få behandling på hospitalet, og konsekvenserne kan blive vedvarende handicap eller i værste fald død.

Et nyt studie, som udgør en del af et sundhedsvidenskabeligt ph.d.-projekt ved Aarhus Universitet, viser at kendskab hos patienter eller pårørende til mindst to af de tre kernesymptomer "stræk-snak-smil" var forbundet med en dobbelt så stor chance for, at der blev ringet 1-1-2.

Studiet viser også, at det at have en pårørende hos sig var forbundet med en dobbelt så stor chance for, at der blev ringet 1-1-2, og at patienten kom i behandling i tide på hospitalet. Hvis den pårørende tolkede situationen som svært alvorlig, var det forbundet med en fire gange så stor sandsynlighed for, at patienten kom på hospitalet i tide og fik blodpropsopløsende behandling.

Konklusionerne understreger, at det er vigtigt, at danskerne lærer symptomerne på stroke at kende, at de forstår alvoren af symptomerne, og at de reagerer i tide, hvis flere skal komme sig godt efter stroke.

Bag om resultatet

  • Knap 400 stroke-patienter og 250 pårørende fra Region Midtjylland har deltaget i forskningsprojektet.
  • Deltagerne er blevet spurgt om deres viden om sygdommen, og om hvordan de reagerede, da symptomerne opstod.
  • Studiet er finansieret af Kvalitets- og Efteruddannelsesudvalget i Region Midtjylland (KEU), MPU-Fonden, Aarhus Universitet og Trygfonden.
  • Undersøgelsen er lavet i et samarbejde mellem Forskningsenheden for Almen Praksis ved Aarhus Universitet og Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet.
  • Den videnskabelige artikel kan læses i European Stroke Journal.

Kontakt

Ph.d.-studerende Ane Bull Iversen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin - Neurologi &
Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus
Mobil: 6064 7793
Mail: aneiversen@clin.au.dk

Forskning, Alle grupper, FEAP, FEAP