Aarhus Universitet skal genansøge om institutionsakkreditering, og nu er tidsplanen for processen blevet fastlagt.
22.09.2017 |
1. marts 2018 bliver den første store deadline i Aarhus Universitets genakkrediteringsproces. Her skal universitetet indsende en ny selvevalueringsrapport til Akkrediteringsinstitutionen (AI) – dog kun på de få kritikpunkter, som panelet har rejst - primært vedrørende monitorering af forskningsbaseret uddannelse.
Det viser den tidsplan, som Akkrediteringsinstitutionen netop har godkendt, og som skal styre processen frem mod 28. november 2018. Her skal Akkrediteringsrådet mødes for at tage stilling til Aarhus Universitets genansøgning om institutionsakkreditering.
”Arbejdet med den nye rapport er for længst gået i gang, og de faglige og administrative miljøers daglige indsats for at sikre og udvikle uddannelseskvaliteten er jo fortsat ufortrødent hele vejen igennem. Men det er glædeligt, at vi nu har fået en tidsplan på plads, så vi ved, hvor milepælene står i det kommende års tid”, siger prorektor Berit Eika, der står i spidsen for arbejdet med institutionsakkreditering.
Hun peger på, at Aarhus Universitets kvalitetssystem allerede blev justeret i forbindelse med den første akkrediteringsproces, og at ændringerne nu skal slå igennem i praksis. Samtidig fremhæver hun, at den vedtagne tidsplan efterkommer Aarhus Universitets ønske om den hurtigst mulige proces for genakkreditering.
Tidsplanen for den kommende proces viser ligeledes, at Akkrediteringspanelet besøger Aarhus Universitet fra 30. maj til 1. juni 2018, hvorefter universitetet får en rapport i høring primo september.
Tidspunkt | Procestrin |
---|---|
Juni 2017 | Rådets afgørelse |
September 2017 | Panel i høring |
1.marts 2018 | AU indsender selvevalueringsrapport til AI |
5.april 2018 | AI sender brev med audit trails til AU |
26.april 2018 | AU indsender audit trail-materials til AI |
30.maj-1.juni 2018 | Akkrediteringsbesøg på AU. Antallet af dage fastlægges endeligt i forbindelse med fastlæggelse af audit trails |
4.september-25.september 2018 | Rapportudkast i høring på AU (15 arbejdsdage) |
28.november 2018 | Rådsmøde |