Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Kom gratis til konference om konstruktiv journalistik

Medarbejdere og studerende kan gratis deltage i en stor konference om konstruktiv journalistik den 26. og 27. oktober i Aulaen på Aarhus Universitet.

22.09.2017 | Camilla Schrøder

Det nyåbnede CI inviterer til konference om konstruktiv journalistik den 26. og 27. oktober i Aulaen på Aarhus Universitet. Foto: Fra constructiveinstitute.org

Er du interesseret i journalistik og nye mediers rolle i et moderne demokratiske samfund, hvor faktabaseret vidensformidling har trange kår? Så er konferencen om konstruktiv journalistik måske noget for dig.

Her samles journalister, redaktører og ledere fra mediebranchen fra hele verden med studerende og forskere fra Aarhus Universitet for at diskutere mediernes indflydelse på det moderne samfund, få den nyeste viden og blive fortrolig med begrebet konstruktiv journalistik.

Rektor byder velkommen og giver ordet videre til FNs generaldirektør Michael Møller som er hovedtaler på konferencen. De øvrige oplægsholdere tæller bl.a. Steven Pinker, professor i psykologi ved Harvard University, vinder af Pulitzer-prisen og dekan på the School of Media and Communication ved Temple University David Boardman, professor emeritus ved Aarhus Universitet Georg Sørensen og tidligere CEO ved Huffington Post Jimmy Maymann. Der vil også være oplæg fra BBC, TV2 Danmark, Svensk Radio, Minneapolis Star Tribune og andre med praktisk erfaring inden for konstruktiv journalistik.

Det nye center for konstruktiv journalistik CI, som offcielt åbnede 1. september, står bag konferencen i samarbejde med bl.a. Google, European Broadcasting Union, Aarhus Kommune og Aarhus Universitet, som lægger lokaler til. Som en del af AU’s samarbejdsaftale med CI, inviteres medarbejdere og studerende til gratis at deltage i konferencen. Der er begrænset antal pladser, som fordeles efter først til mølle-princippet.   


Fakta om CI

CI åbnede 1. september 2017 og tilbyder fuldt finansierede fellowships til branchens største talenter inden for journalistik. Aarhus Universitet lægger lokaler og faciliteter til CI og samarbejder om at udveksle viden, men er ikke ansvarlig for CI’s uddannelse, undervisning eller finansiering af fellows.

 

 

Samarbejde, Administration (Faglighed), Alle grupper, Alle AU-enheder, Universitetsledelsens Stab