Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Kom til u-days på Aarhus Universitet

Besøg alle Aarhus Universitets uddannelser, når vi slår dørene op til u-days. Du kan få information og vejledning om uddannelserne, blive vist rundt og snakke med studerende.

06.02.2015 | u-days

Dato tor 26 feb lør 28 feb
Tid 00:01    00:00
Sted Aarhus Universitet

Skal du til at vælge uddannelse? Og er du i tvivl om, hvad du skal vælge? Så tag med til u-days på Aarhus Universitet. Vi holder åbent hus i tre dage, og studerende, vejledere og undervisere er klar til at vise dig rundt og fortælle dig om uddannelserne.

U-days er et særligt åbent hus-arrangement, hvor alle videregående uddannelsesinstitutioner i Aarhus byder dig indenfor til vejledning og information om deres uddannelser. I 2015 finder U-days sted den 26., 27. og 28. februar.

Torsdag og fredag: Besøg på uddannelserne

På Aarhus Universitet kan du de to første dage besøge de specifikke uddannelser og få en snak med vejlederne om studierne og livet som studerende i det hele taget, eftersom vejlederne på Aarhus Universitet selv er studerende. Samtidig vil du opleve de nuværende studerende gå til undervisning, afholde læsegruppemøder og spise frokost i kantinerne.

Du kan læse mere om den enkelte uddannelses program på udays.dk

Lørdag: Besøg messen

På Aarhus Universitet kan du den sidste dag deltage i den store uddannelsesmesse, som er særligt tilrettelagt for dig, der kommer langvejs fra, arbejder i hverdagene eller ønsker et mere tværfagligt perspektiv på de mange forskellige uddannelser.

Her vil alle vejledere være samlet i og omkring sø-auditorierne, som ligger placeret lige midt i den smukke universitetspark, hvorved du med få skridt kan gå fra vejleder til vejleder. Derudover kan du høre oplæg, der sætter fokus på ligheder og forskelle blandt beslægtede uddannelser, fx lægevidenskab og molekylærmedicin, deltage i workshops med temaer såsom ”valg af uddannelse”, ”karrieremuligheder” og ”optagelse” samt møde repræsentanter fra både AU Elitesport, Internationalt Center, Studievalg Østjylland og VUC Aarhus (gymnasial supplering).

Gratis mad og gratis bybus

Vi har sammensat u-days, så det er muligt at besøge flere forskellige uddannelsesinstitutioner den samme dag og samtidig opleve Aarhus som studieby. I tidsrummet 12-13 er der frokostpause, hvor du kan spise en gratis frokost og tage gratis med bussen til en anden uddannelse.

Se det fulde program på u-days.dk

Offentligheden/Pressen, Ekstern målgruppe, Aarhus Universitet