Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Kom til vidensfestival på Folkeuniversitetet

Folkeuniversiteterne i Aarhus og Herning inviterer til vidensfestival i weekenden den 23.-25. september 2016. Festivalen byder på en række forskellige arrangementer, der alle handler om det gode liv, trivsel og sundhed. I år er der særligt fokus på menneskekroppen.

19.09.2016 | Sabina Bjerre Hansen

Det gode liv, trivsel og sundhed. Det er nøgleordene, når Folkeuniversitetet inviterer til vidensfestival. Foto: Folkeuniversitetet

I den kommende weekend arrangerer Folkeuniversitetet vidensfestivalen Hearts & Minds. Festivalen byder på 50 forskellige arrangementer, der alle har det gode liv som omdrejningspunkt.

Du kan blandt andet være med til solopgangsløb med start ved Marselisborg Lystbådehavn, få et sjældent indblik i hospitalsverdenen bag facaden, når Hospitalsenheden Vest i Herning byder indenfor, opleve stand up-komiker Sebastian Dorset på slap line med forskerne, spise med sanserne på Restaurant ET, gå ’i kødet på kroppen – gru og mirakler’ og høre om kirurgiens fascinerende historie på Aarhus Universitetshospital, eller være med til at kåre den bedste formidler til ’Forskerfight’ på KaserneScenen.

Genfind og genoplev din krop

Hearts & Minds er en vidensfestival, der sætter fokus på sundhed og trivsel og giver dig inspiration til det gode liv. I år sætter festivalen, der er støttet af Nordea-fonden, fokus på kroppen.

Festivalen tager dig med helt ind i kroppens maskinrum, muskler og mentale velvære og byder op til dans, sanselige oplevelser og samvær. Du kan genfinde og genopleve din krop, og så kan du blive klogere på dig selv fra top til tå.

Du tilmelder dig via www.hearts-minds.dk (under fanen ’Program’). Her finder du også hele festivalprogrammet med beskrivelse af de mange arrangementer.

Flere af arrangementerne er gratis. Studerende får rabat på nogle af de arrangementer, der kræver deltagerbetaling.

Arrangement, Videnskabelig medarbejder, Health, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Ph.d.-studerende