Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Konference: Hvad gør digitalisering ved vores samfund?

Politolog Francis Fukuyama, Microsoft-topchef Marianne Dahl og finansminister Nicolai Wammen er blandt debattørerne, når Aarhus Universitet sætter digitalisering og demokrati til debat på årets MatchPoints-konference d. 27.-29. maj. Tilmeldingen er åben nu.

01.03.2021 | Ida Hammerich Nielson

Mød blandt andre politolog Francis Fukuyama, Microsoft-topchef Marianne Dahl, tidligere minister Tommy Ahlers og prisvindende journalist Anne Applebaum på årets MatchPoints konference om digitalisering og demokrati.

Er sociale medier ved at ødelægge demokratiet? Kan digitale teknologier bremse klimaforandringerne? Vil kunstig intelligens gøre mennesket overflødigt? Det er nogle af de spørgsmål, der bliver behandlet på MatchPoints konferencen på Aarhus Universitet d. 27.-29. maj under overskriften “Democracy and Culture in the Digital Age”. Konferencen sætter fokus på, hvad digitaliseringen gør ved vores samfund, kultur og hverdag – på godt og ondt.

MatchPoints henvender sig til forskere, it-udviklere, journalister, politikere, embedsmænd, læger, lærere, studerende – samt til alle, der gerne vil forstå, hvordan internettet har omformet vores samfund.

”Da vi begyndte at planlægge konferencen i slutningen af 2019, havde vi hverken kunne forudse et amerikansk valg, der udviklede sig så dramatisk, for slet ikke at tale om, hvordan Covid-19 har præget digitaliseringen”, siger Mads Rosendahl Thomsen, der er faglig leder af MatchPoints 2021:

”Udover keynotes og oplægsholdere fra øverste hylde byder konferencen på en lang række møder mellem forskere og fagprofessionelle. Vi har lavet en konference, der har pakker til mange forskellige grupper. Man kan blandt andet få ny inspiration i forhold til uddannelse og ungdomsliv, sundheds-IT, brugen af kunstig intelligens og forretningsudvikling”, siger han.

Blandt talerne på konferencen er den verdensberømte politolog Francis Fukuyama, prisvindende journalist Anne Applebaum, Microsoft-topchef Marianne Dahl, Finansminister Nicolai Wammen og Alexandra Evans, Head of Child Safety Public Policy på TikTok.

Mere end tyve tematiske paneldebatter vil belyse betydningen af sociale medier, klimakrisen, kunstig intelligens, virtual reality, uddannelse og meget mere.

Hybrid konference

Hvis Covid-19 situationen tillader det, afholdes MatchPoints som en hybrid konference. Det betyder, at deltagerne har mulighed for enten at deltage fysisk i et af fire forskellige faglige spor i Søauditorierne på Aarhus Universitet – eller tilmelde sig den virtuelle del og deltage online i sporet Democracy in the Digital Age - on politics, media and the new economy, der vil blive streamet digitalt fra Søauditoriet. Konferencen vil blive tilpasset til en 100% digital udgave, hvis det er nødvendigt.

Medarbejdere på Aarhus Universitet får rabat på billetprisen og betaler 450 kr. for en dagsbillet (normalpris 600 kr.)

Læs mere og tilmeld dig konferencen


Om MatchPoints

Siden 2007 har Aarhus Universitet hvert år afholdt MatchPoints, en akademisk konference med en udadvendt profil, hvor forskere, politikere, journalister og erhvervsfolk mødes. MatchPoints skal skabe dialog mellem universitetet og det omgivende samfund om tidens vigtige emner.

Arrangement, Alle grupper, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet, Forskning, Ekstern målgruppe