Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Kræftrisiko kan spores tidligt i hiv-patienters blodprøver

I et nyt studie har forskere fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital fundet ud af, at lymfekræft kan spores i blodprøver fra hiv-patienter allerede inden, kræften udvikler sig. Opdagelsen betyder, at man, på et tidligt tidspunkt, kan finde de hiv-patienter, der er i risikogruppen og dermed forbedre deres chancer for at blive helbredt for kræft.

10.10.2016 | Helle Horskjær Hansen

Blodprøve

Den tidlige sporing giver bedre muligheder for at helbrede de kræftramte.

En blodprøve taget på det tidspunkt, hvor hiv-diagnosen bliver stillet, kan give svar på om patienten udvikler lymfekræft. 

”Vores resultater viser, at proteinmønsteret i blodet ved tidspunktet for hiv-diagnosen, er markant anderledes for de patienter, der senere udvikler kræft end hos de hiv-patienter, som ikke udvikler kræft,” fortæller Bent Honoré, der er professor på Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet og laboratorieleder, om resultaterne, som er blevet offentliggjort i tidsskriftet AIDS. 

Tidlig opsporing af kræft

Forskerne har analyseret blodprøver fra 21 patienter med hiv, som er taget op til flere år før, patienterne får kræft. Syv havde udviklet lymfekræft, syv havde godartede forstørrede lymfeknuder, og syv havde ikke udviklet noget.

”I princippet kunne man specifikt måle på disse proteiner i blodprøven hos hiv-patienter for at identificere de patienter, der har høj risiko for at udvikle kræft og følge dem nøjere, altså en mulighed for individualiseret behandling og dermed forbedre chancerne for at blive helbredt for sin kræftsygdom,” siger Bent Honoré.

Han understreger, at det er et studie på få patienter, så resultaterne skal bekræftes på et større materiale.

”Næste skridt er at få resultaterne underbygget ved analyse af et større antal hiv-patienter. Resultaterne er opnået med meget ressourcekrævende metoder, der kan analysere adskillige proteiner ad gangen. Derfor skal der udvikles analyser, der egner sig bedre til daglige analyser af blodprøver,” siger Bent Honoré.

Forskergruppen består udover Bent Honoré af Maja Ludvigsen, Francesco d’ Amore og Maja Ølholm Vase fra Institut for Klinisk Medicin og Aarhus Universitetshospital, Hæmatologisk afdeling R.


Om studiet


Yderligere oplysninger

Professor Bent Honoré
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Tlf.: 8716 7814
Mobil: 2338 2288
bh@biomed.au.dk

Forskning, Sundhed og sygdom, Videnskabelig medarbejder, Ekstern målgruppe, Health, Ph.d.-studerende, Institut for Biomedicin, Offentligheden/Pressen, Health