Hvert år går flaget på halv Langfredag i byer og i offentlige institutioner. Rigtig mange danskere aner imidlertid ikke hvorfor. Men er det tegn på, at påsken og kristendommen er under pres?

01.04.2015 | Camilla Schrøder

”Det er interessant, at vi på den ene side har en stat, der opretholder nogle samfundsmæssige strukturer, som bunder i den kristne tro, og at vi på den anden side har en befolkning, hvor størstedelen ikke kender til grundlæggende dele af kristendom og kirke, og for hvem påsken hovedsageligt er en ferie og en anledning til at dyrke familien”, siger Marie Vejrup Nielsen, lektor ved Aarhus Universitet. (Tegning: Astrid Reitzel)

Når man kører på familiebesøg Langfredag for at indtage en dejlig påskefrokost med sine nærmeste, er det svært at køre ret langt uden at se et flag på halv – i byens gader, på plejehjemmet, foran kirken og mange andre offentlige steder. Og mon ikke, der er flere, der hvert år spørger ”hvem er død?”. Marie Vejrup Nielsen, i spidsen for Center for Samtidsreligion og lektor i religionsvidenskab ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet, møder ofte mange spørgsmål om, hvilken rolle kristendom og kirke spiller i dag.

Og flaget på halv stang Langfredag er faktisk et rigtigt godt sted at starte. For dagen, hvor Jesus døde på korset, er i dag en af landets officielle flagdage, hvor man som stat har valgt, at hele Danmark skal flage på halv.

”Det er interessant, at vi på den ene side har en stat, der opretholder nogle samfundsmæssige strukturer, som bunder i den kristne tro, og at vi på den anden side har en befolkning, hvor størstedelen ikke kender til grundlæggende dele af kristendom og kirke, og for hvem påsken hovedsageligt er en ferie og en anledning til at dyrke familien”, siger Marie Vejrup Nielsen og fortsætter:

”Når man flager på halv fra de officielle bygninger, er det jo alvor og normalt noget, der rører os – som eksempelvis efter terrorangrebet i København. Det er med andre ord et alvorligt signal, man sender. Vi ved, at det har at gøre med landesorg og noget, der berører hele samfundet. Men sådan har de fleste danskere det jo nok ikke med Jesu død i dag.”

I et religionsvidenskabeligt perspektiv er flagningen et godt eksempel på den rolle, påsken og de kristne budskaber generelt spiller i det moderne samfund – nemlig som grundlaget for mange af vores samfundsmæssige strukturer, og som noget, der nyder en bred folkereligiøs opbakning og er stærkt forankret i det danske familiemønster. Men som samtidig ikke nødvendigvis knytter sig til en stærk personlig tro eller er udtryk for, at man kender meget til kristendom.

De kristne grundværdier overlever

Selvom der inden for de senere årtier er kommet mange flere religioner og former for religion i Danmark, så er det stadigvæk de traditioner, som forbindes med folkekirken, der er det normale.

Vi baserer fortsat vores officielle feriekalender på kristendommens helligdage, og her mener Marie Vejrup Nielsen, at den danske model for religion er stabil.

”Den model har foreløbig overlevet to verdenskrige, socialismens opståen og fald og også moderne samfundsreguleringers indtog i den måde, vi planlægger arbejdslivet på. Det er klart, at debatter særligt om islam aktiverer debatten om kristendommens rolle, men den er primært koncentreret omkring folkeskolens og sundhedsvæsenets tilpasning. Danske politikere ser ud til at være meget langt fra at røre ved de grundlæggende samfundsstrukturer og eksempelvis forsøge at skabe religionslighed omkring helligdage. Påsken forbliver en national ferie, en kulturkristen begivenhed som så mange andre”, siger hun.

Derfor ser Marie Vejrup Nielsen heller ikke tegn på, at kristendommen på denne måde taber terræn i et samfund, der udvikler sig til at blive mere og mere mangfoldigt på det religiøse område.

”I bund og grund er Danmark meget langt fra at være et multikulturelt samfund. Forskellige religioner figurerer ikke ligeligt i forhold til offentlige institutioner eller for den sags skyld kommercielt. Den dag Bilka skriver Ramadan i sit tilbudskatalog, kan man måske tale om, at Danmark er blevet mere multikulturelt”, siger Marie Vejrup Nielsen.

Ikke om søndagen

Men er det et problem for kirken, at vi ikke ved, hvorfor vi holder fri? Det, man ifølge Marie Vejrup Nielsen kan sige, er, at det i hvert fald sætter kirken under pres for at finde sin rolle.  Det kan man se af de mange debatter, som der føres om Folkekirken.

Der findes ikke forskning, der viser præcise tal for kirkegangen i Danmark, men tal fra udvalgte stifter peger på, at kirkegangen i påskedagene stort set er på niveau med andre søndagsgudstjenester. Der kommer lidt flere i kirke, men det kan ikke måle sig med fx juleaften. Når man tænker på, at folk valfarter i kirke juleaften, og at nye former for gudstjenester som fastelavns- og spaghettigudstjenester vinder indpas, kan det undre, at påsken, som er kristendommens vigtigste begivenhed, ikke kan trække et større publikum. Men ifølge Marie Vejrup Nielsen er det ikke så mærkeligt.

”Søndagsgudstjenesten er ikke der, hvor de fleste medlemmer lægger deres aktiviteter i Folkekirken. Og søndagskirkegangen har aldrig været den bedste måde at forstå danskernes forhold til kirken på.

Til gengæld er kristendommen forankret i vores kultur og traditioner”, siger hun og peger desuden på, at gudstjenesterne i påskedagene i modsætning til julegudstjenesten og de nye former for familiegudstjenester, netop har de samme træk som søndagsgudstjenesterne.

Marie Vejrup Nielsen har bl.a. stået i spidsen for en undersøgelse, der måler på danskernes kontakt til kirken – ikke bare til søndagsgudstjenesterne, men i det hele taget. Hendes forskning viser bl.a., at Folkekirken laver masser af aktiviteter ud fra et ønske om at være relevant for mange forskellige grupper af medlemmer i dag, og at Folkekirken har stor succes med at trække børnefamilier i kirke til spaghettigudstjenester og babysalmesang i ugens løb.

”Det er da ikke utænkeligt, at vi også vil se, at Folkekirken snart gør noget med påskens gudtjenester. Vi ser allerede eksempler på, at påskens fortælling opføres mere som teater, hvor palmegrene og æsler finder deres vej ind i kirkerummet, og hvor der gøres mere ud af at gøre påsken tilgængelig for de medlemmer, som ikke synes, at de almindelige gudstjenester er noget for dem", siger hun og fortsætter:

”De fleste medlemmer af Folkekirken har ikke den store interesse for at forstå detaljerne i den kristne frelsehistorie, hvis vi skal se på det ud fra deres primære aktivitetsmønster. For de fleste er kirken rammen om nogle store skelsættende begivenheder og integrerede familieritualer som dåb, konfirmation, vielse og begravelse. I hverdagen lever vi generelt med en lav religiøsitet, men er til gengæld hele tiden omgivet af påmindelser om den kristne kulturarv. Som når vi ser flaget på halv Langfredag.”, siger hun.