Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Learning-by-hiring: Manpower er vejen til vækst

Firmaer, der gerne vil ekspandere, kan skabe resultater ved at hyre medarbejdere med erfaring fra og viden om nye eksportdestinationer. Det er konklusionen på et projekt udarbejdet af ph.d.-studerende fra Tuborg Research Centre for Globalisation and Firms på Aarhus Universitet.

25.10.2013 | Lise Majgaard Mortensen

Og hvis vi skal stå mål med Kinas eksportstrategi, skal flere virksomheder turde vove sig ud i nye eksportdestinationer, blandt andet i udviklingslandene. Men hvordan kommer små firmaer i gang med at eksportere til f.eks. Brasilien?

Internationalisering og markedskonkurrence er drivkraften bag vækst. Og hvis vi skal stå mål med Kinas eksportstrategi, skal flere virksomheder turde vove sig ud i nye eksportdestinationer, blandt andet i udviklingslandene. Men hvordan kommer små firmaer i gang med at eksportere til f.eks. Brasilien?

Forskerne bag projektet er Eliane Choquette og Philipp Meinen, som begge er ph.d. fra Institut for Økonomi på Aarhus Universitet og er tilknyttet Tuborg Centre for Globalisation and Firms. Ifølge dem er svaret ganske simpelt: Når man gerne vil ekspandere, ansætter man folk, der ved, hvordan man gør. Og denne praksis bør udbredes til flere danske virksomheder. 

”Der er så store forskelle på verdens eksportmarkeder, og derfor er det nødvendigt at indsamle information om et lands forretningspraksis, kundernes smag, juridiske problematikker osv. Det er dyrt at indhente disse informationer, og derfor er det kun få danske firmaer, der har råd til at eksportere,” fortæller Philipp Meinen: ”Ved at hyre nye medarbejdere, der har erfaring med andre markeder, kan man opnå forståelse for og netværk i lande, der er langt fra Danmark både i en geografisk og kulturel forstand.”

Globalisering skaber spillover-effekt 

Forskningsprojektet er baseret på en stor mængde data om danske fremstillingsvirksomheder, og resultaterne understreger, at globalisering er med til at skabe vækst. ”Firmaer har så stor indflydelse på hinanden i dag, fordi de ikke længere er isolerede enheder, men dele af et meget større system – så virksomhedens beslutninger påvirkes i højere grad af lignende firmaers strategier. Det er det, man kalder spillover-effekten,” forklarer Eliane Choquette.

Forskernes resultater peger også på, at spillover sker forskelligt afhængig af firmaets størrelse: Mindre firmaer observerer og efterligner i højere grad, hvad deres konkurrenter foretager sig. En helt anden tendens gælder hos de større firmaer, som primært benytter sig af medarbejderrekruttering. Forskellen kan skyldes, at større firmaer har hyppigere udskiftning af medarbejdere og har de nødvendige ressourcer til at turde vove sig ud på nye markeder.

Best practice skal udbredes

Denne praksis er først og fremmest af stor værdi for danske brancherådgivere og virksomheder. I Danmark værner man om medarbejdermobiliteten, og det er let for danske medarbejdere at skifte job – og derfor også let for firmaer at skaffe den nødvendige ekspertise.  

Professor Philipp Schröder, som er leder af Tuborg Research Centre for Globalisation and Firms på Aarhus Universitet, mener, at forskningsresultaterne er banebrydende, da de kan være med til at skabe incitament hos mindre virksomheder: ”Der ligger en meget vigtig eksportfunktion i Human Resources. Hvis det f.eks. er toldformaliteter, der har afholdt et firma fra at eksportere, skal de skabe netværk og finde ekspertisen, der kan hjælpe dem med at løse denne udfordring,” forklarer han. 

Han understreger desuden, at resultaterne især henvender sig til firmaer, der ikke er begyndt at eksportere endnu, og som har en improviserende tilgang til internationalisering: ”Rigtig mange firmaer rammer en mur i deres internationaliseringsproces og holder op med at eksportere inden for 12 måneder. Men her er en opskrift på, hvordan man kan gøre: Man skal ikke prøve selv, man skal hente manpower,” siger han. 

Eliane Choquette og Philipp Meinen selv understreger denne pointe: ”Velstand opstår blandt andet ved, at vi kan sælge til omverdenen. Og internationalisering og globalisering tvinger samfundsøkonomien op i et nyt gear. Derfor skal vi fremme udvekslingen af forretningsmæssige og kulturelle informationer virksomhederne imellem,” forklarer Philipp Meinen.

De to unge forskeres resultater kan være med til at skabe lignende eksportfremmende tiltag, mener Philipp Schröder. ”Man kunne f.eks. få ældre eller pensionerede medarbejdere med megen erfaring fra store virksomheder til at tilbyde deres ekspertise til de mindre eksporterfarne virksomheder. Best practice skal udbredes, for det gavner samfundsøkonomien,” understreger han.

Yderligere information:
Eliane Choquette er adjunkt ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet og er tilknyttet Tuborg Research Centre for Globalisation and Firms. Philipp Meinen forsvarede sin ph.d. ved Institut for Økonomi i august, og han arbejder i dag ved Deutsche Bundesbank i Frankfurt.

Klik her for mere information om Tuborg Research Centre for Globalisation and Firms.

Erhverv og økonomi, Offentligheden/Pressen, Alle AU-enheder