Problemer med acne er velkendt blandt mange af os. Holger Brüggemann, som er lektor ved Aarhus Universitet, har modtaget godt 2 mio. kr. af LEO Fonden til at finde alternative behandlingsmetoder.
01.11.2021 |
Acne er en af de mest udbredte hudsygdomme på verdensplan – små 10 % af verdens befolkning er generet af uren hud. Den nuværende behandling med retinoider og antibiotika er udfordret af resistens, så der er behov for at finde alternativ behandling.
Holger Brüggemann er lektor på Institut for Biomedicin, og han har modtaget en bevilling på godt 2 millioner kroner fra LEO Fonden til at forske i en alternativ metode til at behandle acne. Sammen med forskerkollegaer vil han undersøge hudens bakterieflora.
En sund hud har flere end 100 forskellige bakteriestammer. Holger Brüggemanns mission er at identificere de bakteriestammer, som hæmmer acne hos patienter med milde til moderate symptomer. Lykkes det, vil det være muligt at få en personlig behandling, hvor hudens egne bakterier bekæmper acnen. Metoden giver tilmed ikke resistens over for antibiotika.
Kontakt
Lektor og ph.d. Holger Brüggemann
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Mobil: 23459329
Mail: brueggemann@biomed.au.dk