Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Lektor modtager legat fra dyrevenner

Mette Nyegaard har netop modtaget et legat på 100.000 kroner. Det kommer fra Frøknerne Anna og Dagny Hjerrilds Fond til afskaffelse af dyreforsøg i den videnskabelige forskning.

08.03.2016 | Ida Kellemann Thomsen

Mette Nyegaard har modtaget 100.000 kroner fra Frøknerne Anna og Dagny Hjerrilds Fond til afskaffelse af dyreforsøg i den videnskabelige forskning. Foto: Lars Kruse, Aarhus Universitet

Mette Nyegaard har modtaget 100.000 kroner fra Frøknerne Anna og Dagny Hjerrilds Fond til afskaffelse af dyreforsøg i den videnskabelige forskning. Foto: Lars Kruse, Aarhus Universitet

Når lektor og ph.d. Mette Nyegaard fra Institut for Biomedicin kortlægger gener i laboratoriet, sker det uden brug af forsøgsdyr. Derfor har hun gjort sig fortjent til at modtage dette års legat på 100.000 kroner fra Anna og Dagny Hjerrilds Fond. Det uddeles til forskere, som tager dyrevelfærd seriøst i deres arbejde.

”Jeg er meget glad for at modtage legatet. Det er en anerkendelse af mit arbejde, hvor jeg i mange år har specialiseret mig i, hvad genetisk variation betyder for sundhed og sygdom,” fortæller Mette Nyegaard.

Hun arbejder med genetik på molekylært plan. Her kortlægger hun genetisk variation i kroppen for at finde ud af, hvilke mutationer i generne, der fører til både almindelige og mere sjældne sygdomme.

Ingen mus i mikroskopet

Det kræver adgang til mange gener at arbejde med genkortlægning. Derfor er området et af dem, hvor der ofte testes på dyr i laboratorierne. Men Mette Nyegaard har fundet en måde at komme dyrene til gode i sine forsøg:

”Fordi teknologien har udviklet sig eksplosivt inden for de sidste fem år, kan man i stor udstrækning kigge direkte i store befolkninger, i stedet for at lave forsøg med dyr,” forklarer hun.

”Jeg bruger naturen som laboratorium. Jeg kigger på de variationer i arvemassen, som er opstået naturligt gennem tiden, og studerer, hvad de betyder for sundhed og sygdom.”

Hun mener samtidigt, at det er vigtigt at sende en kærlig tanke til de forskere, der har banet vejen for kortlægningen af gener.

”Jeg er ydmyg over legatet, da min forskning bygger på mange menneskers indsats før mig. For eksempel dem, der besluttede at sekvensere den menneskelige arvemasse for første gang, så man i dag kan bruge de gen-varianter, som moder natur har lavet, til at finde nye sygdomsmekanismer og forhåbentligt nye behandlingsmetoder,” forklarer Mette Nyegaard.

Vil undersøge barnløshed

Mette Nyegaard leder til dagligt et forskerhold, der i øjeblikket består af to ph.d.-studerende og en studentermedhjælper. Især årsagen til sygdommen endometriose er under lup, når Mette Nyegaard og hendes team kortlægger gener uden brug af laboratoriemus.

Legatet fra Anna og Dagny Hjerrilds Fond kommer da også både mus og mennesker til gode.

”Jeg har altid haft et stort ønske om at kigge på genetik inden for reproduktion og barnløshed. Pengene fra legatet skal bruges til at undersøge, om det er muligt at ’skrue tiden tilbage’ i livmoderslimhinden og øge chancen for graviditet hos barnløse kvinder,” fortæller Mette Nyegaard.

Projektet vil blive udført i samarbejde med klinikere og fertilitetslæger, og Mette Nyegaard glæder sig til at kunne fordybe sig i arbejdet på et felt, hun har stor interesse i.

”På den måde bliver legatet også anvendt i Frøknernes ånd,” slutter hun.

Mette Nyegaard fik overrakt sit legat mandag den 7. marts, da Aarhus Universitet holdt en reception for årets videnskabelige dyreven.

 

Yderligere oplysninger:

Lektor, ph.d. Mette Nyegaard
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Direkte telefon: 8716 7773
Mobil: 4022 1340 / 2231 3602
nyegaard@biomed.au.dk

Bevillinger og priser, Forskning, Videnskabelig medarbejder, Institut for Biomedicin, Health, Navnenyt, Teknisk/administrativ medarbejder, Offentligheden/Pressen, Ph.d.-studerende