En af årets mest læste artikler i det ansete amerikanske tidsskrift Foreign Affairs er en artikel forfattet af Charles King fra Georgetown University, hvori han analyserer forfaldet i sproguddannelser og områdestudier på de amerikanske universiteter. Kings analyse er, at svækkelsen af de sprog- og områdebaserede studieprogrammer på de amerikanske universiteter risikerer at svække stormagtens evne til at træffe de rette udenrigspolitiske beslutninger og forstå en stadig mere kompleks omverden.

10.02.2017 | Johnny Laursen

Johnny Laursen, dekan på Arts, sætter fokus på den krise, sprog- og områdestudier befinder sig i.

Danmark er ikke USA. Mens mange amerikanere ikke ejer et pas, og mens mange amerikanske virksomheder ikke producerer til eksport, er det omvendte tilfældet i Danmark. Udenrigs­handelen i USA udgør godt 10 % af landets produktion, mens dens andel i Danmark er på over 30 %. Danmark eksporterer varer for mere end 100 000 kroner pr. indbygger. Det danske samfunds velstand, trivsel og sikkerhed er i stort omfang afhængig af vor udveksling med både den nære europæiske omverden og med den globale virkelighed. Danmark er i langt højere grad end USA afhængig af, at landets borgere behersker fremmedsprog, og at vi gør det på et niveau, som også omfatter en grundlæggende forståelse af de pågældende samfunds indretning, omgangsformer og værdier.

I Danmark har man da også i de seneste år styrket sprogundervisningen i grundskolen, først og fremmest i engelsk, og med den nye gymnasiereform i det mindste ikke svækket sprogfagenes position. Sprog- og områdestudiernes stilling på universiteterne er imidlertid ramt af en krise, som har medført en drastisk reduktion i sprogbaserede uddannelser over hele landet. Flere faktorer spiller ind. Universiteterne er afhængige af, at gode studerende med de nødvendige forkundskaber søger sproguddannelserne, og her har grundskole og gymnasier et vigtigt ansvar. Universiteterne er også afhængige af, at der er udsigt til gode jobs som bl.a. gymnasielærer eller jobs i private virksomheder. Her har tilbagegangen for faget fransk i gymnasiet spillet en rolle i skabelsen af en ond cirkel. Sagen er kort sagt, at der ikke er nok, der søger ind på universiteternes sproguddannelser, at deres grundforud­sæt­ninger ikke altid er gode nok, og at mange ikke er motiverede eller har søgt sprog som 2. eller 3. prioritet. Det har betydet et stort frafald på mange sproguddannelser.

Aarhus Universitet har i de seneste år lukket finsk, tjekkisk, ungarsk og italiensk. Københavns Universitet har besluttet at lukke thai, indonesisk, indologi, tibetologi og finsk samt at sammenlægge flere andre sproguddannelser. SDU har bl.a. lukket optag for europæiske studier, kinesisk, arabisk, spansk og spanskamerikanske studier. Endelig har CBS lukket sine tolke- og translatøruddannelser samt sprogud­dan­nelser i tysk, fransk, spansk. Syddansk Universitet har tysk og engelsk tilbage, mens Aalborg Universitet har tysk, engelsk og spansk. RUC og CBS tilbyder ikke længere fulde sproguddannelser. Kun Københavns Universitet og Aarhus Universitet har bevaret en bred portefølje af sproguddannelser og områdebaserede sprogud­dannelser med de tilstødende fagligheder indenfor lingvistik, sprogdidaktik, maskinoversættelse m.v. De to universiteter viderefører desuden mangeårige ordbogs­projekter i jysk og ømål. I 2005 var der 97 sprogud­dannelser på de danske universiteter. I dag er der – indtil videre – 57 tilbage. Mange kandidat­uddannelser er præget af, at der er for få studerende.

For at forsøge at vende denne udvikling besluttede Aarhus Universitet i 2016 at samle de europæiske sprogfag på ét institut fra 1. januar 2017, således at både de humanistiske cand.mag.-uddannelser og de erhvervssproglige cand.ling.merc.-uddannelser bliver samlet under samme hat. Tanken er at skabe større kritisk masse i den del af undervisningen, som drejer sig om sprogtilegnelse, men samtidig fastholde de beskæftigelses- og karrieremæssige profiler i de to uddannelser. Aarhus Universitet har dermed ønsket at skabe et af Nordeuropas største sprog­faglige miljøer med en høj international forsknings­profil, samtidig med at man styrker den sprogfaglige kompetence på særligt det erhvervssproglige område med en strategisk investering på 28 millioner kroner. Vi har taget beslutningen i den overbevisning, at hvis man ikke styrker disse uddannelsers tiltrækning på dygtige, ambitiøse studerende, så vil dette værdi­fulde faglige område fortsat stille visne hen. Universitetet og den lokale faglige ledelse har samtidig afsat betydelige midler for at dette skal lykkes.

Den tidligere regering besluttede i erkendelse af det voksende problem at udforme en national sprog­strategi. Undervisningsministeriets og Forsknings- og Uddannelsesministeriets embedsmænd har gennem de sidste måneder gjort sig store bestræbelser på at inddrage synspunkter og drøfte mulige løsninger med repræsentanter for uddannelsessektoren fra folkeskolen, over professionshøjskolerne med ansvar for læreruddannelse, til gymnasier og universiteter. Det har været en god proces. Der er mange gode ideer i spil. Der kan ikke mindst være håb om, at sammenhængen og overgangene mellem de forskellige uddannelsestrin styrkes.

Der ligger et uudnyttet potentiale i at styrke samarbejdet mellem universiteter, som uddanner gymnasielærere, og profes­sions­højskolerne, som uddanner lærere, med henblik på at lægge ekstra kompetencer ovenpå linjefagene i f. eks. fransk, tysk og engelsk med moduler på universitetsniveau. Det vil ganske vist kræve ressourcer. Men da det samtidig vil løfte kompetenceniveauet og forbedre udnyttelsen af de eksisterende ressourcer, vil det være en fornuftig investering. Øvelsen vil naturligvis også kræve mod og bureaukratisk fantasi for at overvinde de institutionelle grænser mellem universiteter og professionshøjskoler. Men mod og fantasi koster ikke noget. I Østdanmark har Københavns Universitet i dag et samarbejde med professionshøjskolerne UCC og Metropol om sådanne tilbud til lærerstuderende med fransk på linje. Et tilsvarende samarbejde findes i Vestdanmark mellem Aarhus Universitet og professionshøjskolen VIA. Indtil videre omfatter disse ordninger dog kun få studerende.

Beslutningstagere og debattører har af og til spurgt, hvorfor universiteterne ikke kan skabe en bedre national arbejdsdeling. Det kan de måske også. Men gode beslutninger hviler på fakta. Det er således et faktum, at der er brug for dygtige kandidater med sprogkompetencer og for stærke vidensmiljøer til at samarbejde med erhvervslivet i både Øst- og Vestdanmark. Det er også et faktum, at danske unge er meget lidt mobile på tværs af Storebælt. Nogle få flytter fra vest til øst, men når de er uddannede, er det som om, der er for meget vestenvind på Storebæltsbroen. Danmark består kort sagt af to optagelses- og beskæftigelses­regioner, én i øst og én i vest. Det er derimod ikke en umulig tanke, at man kan styrke de regionale samarbejder i øst og vest, også på tværs af universiteter og professionshøjskoler. Forudsætningen er blot, at begge hovedregioner bevarer et forsknings- og uddannelsesmæssigt tyngde­punkt med tilstrækkelig kritisk masse og med stærke internatio­nale forbindelser. Heldigvis ligger der et stort universitet med omfattende sprogforskning og -uddannelse i hver sin del af landet, begge steder med gode samarbejdsrelationer til de øvrige uddannelsesinstitutioner i regionen.

Aarhus Universitet har forpligtet sig på sproguddannelserne i tiltro til den kommende nationale sprog­strategi og til at landets beslutningstagere ikke vil se til, mens fagområder af afgørende betydning for landets fremtid går i stille forfald. Men der er ikke noget, der er gratis. Med den nuværende finansieringsordning for disse fag peger selv Forsknings- og Uddannelsesministeriets egne incitaments­mekanismer på en fortsat lukning af sprogfag og områdebaserede sproguddannelser. Sproguddannelserne har i mange år været underfinansieret og opretholdt af interne overførsler fra andre fag. Med dimen­sio­neringen af de humanis­tiske uddannelser og det såkaldte omprioriteringsbidrag er alene de to store universiteter med en stor andel af disse fag og uddannelser, Københavns Universitet og Aarhus Universitet, ramt af besparelser, som begge steder på sigt vil løbe op på mere end 100 mio. kroner om året. Det har slået ’øko­systemet’ i stykker ved at svække fag, som hidtil har hjulpet med til at fastholde underfinan­sierede sprog­uddannelser. Kombineret med, at ministeriets fremtidige finansiering vil have betydelig vægt på fremdrift og færdiggørelse, og at området er præget af et næsten totalt fravær af strategiske forskningsmidler, summer det op til en usikker fremtid for de danske sprog- og områdestudier, hvis ikke den kommende finansieringsreform af højere uddannelse rummer mærkbare forbedringer for de mest udsatte sprog- og områdestudier.

En stor del af sprogdiskussionen har fokuseret på de store klassiske europæiske fremmedsprog som fransk, spansk, tysk og engelsk, som er umådeligt vigtige på grund af deres rolle i skole og gymnasium og på grund af deres betydning for vores danske og europæiske kulturforståelse. I en verden, der bliver stadig mindre og hvor vi bliver stadig mere gensidigt afhængige, rykker også de store kontinenter tættere på Danmark og Europa, og dermed store fremmedsprog, som ligger langt fra vor sprogstamme, og som ikke i større omfang tilbydes i grundskole og gymnasier. For de danske eksporterhverv er de såkaldte BRIKS-lande blevet af stadig større betydning, og rummer store vækstmuligheder. BRIKS-landene Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, som har stået for en meget betydelig del af den danske eksportvækst i de senere år, men er også lande, som i stigende grad er vigtige aktører i den globale politik, og hvis økonomier og samfundsudvikling sætter sit præg på Europa. Det forventes, at Kina og Indien i 2050 vil være verdens henholdsvis største og tredjestørste økonomi, mens Brasilien vil være den syvendestørste.

Det er en fristende tanke, at danskernes gode beherskelse af engelsk stiller os godt til samarbejdet med disse samfund. Den for os og for briterne lidt triste virkelighed er imidlertid, at selvom stadig flere taler en­gelsk, så er det stadig en forudsætning for en jævnbyrdig samarbejdsrelation, at vi taler de store sprog og har et dybtgående kendskab til deres samfund. Sagt lidt simpelt, så er det blevet lettere at være engelsksproget turist, men det er ikke blevet lettere at sælge en cementfabrik, hvis man kun kan engelsk. Det blev bekræftet i en nylig undersøgelse gennemført af Dansk Industri, hvoraf det fremgik, at DI’s medlemsvirksomheder oplever, at de går glip af eksportordrer på grund af manglende sprog- og kultur­kompetencer; ikke mindst i landene udenfor Europa. Det kræver, at man i Danmark har vidensinstitutioner, som forsker og underviser i disse store sprog og i deres samfundsforhold.

Det handler kort sagt om mere end sprog og sprogkompetencer. De dele af verden, som er omfattet af de områdebaserede sprogfag, kræver en betydelig kulturel og samfundsmæssig indsigt ved siden af tilegnelsen af et fremmedsprog hvis struktur, alfabet og ordforråd er grundlæggende forskelligt fra dansk. Selv om der er propædeutik – intensive, forberedende kurser – til disse uddannelser, er det en betydelig udfordring at rekrutterede mest motiverede og egnede studerende og sikre en fastholdelse. Her har universiteter og virksomheder i øvrigt en fælles opgave med bedre at definere de kompetencer, som sådanne kandidater skal have ved siden af sprogbeherskelsen. Det er næppe tilstrækkelig kvalifikation at lære kinesisk, når der i forvejen er mere end en milliard, som behersker en af de forskellige variationer af kinesisk. Kandidaternes kvalitet ligger derfor også i kombinationen mellem deres sprogfærdigheder og deres øvrige viden og færdigheder. I en verden i hastig forandring må også denne syntese af kompetencer løbende forandre sig. Det kræver et tæt samarbejde mellem universiteterne og arbejdsgiverne i offentlig og privat virksomhed. Men det er også muligt, at løsningen på denne udfordring for de områdebaserede sproguddannelser må findes i et tættere forsknings- og uddannelsessamarbejde med udenlandske universiteter.

Thomas Jefferson skrev i 1817 i et brev til en ven om sine planer om at bygge kollegier for antikke og moderne sprog og et universitet i Virginia. Hans håb blev dog dæmpet af: ”.. den ordinære karakter af vor stats lovgivende for­samling, hvis medlemmer i almindelighed ikke besidder information nok til at erkende de vigtige sandheder, at viden er magt, viden er sikkerhed, viden er lykke.” Det ville være groft uretfærdigt at sammenligne Folketinget med den lovgivende forsamling i Virginia i 1817. Men det er alligevel værd, at minde om Jeffersons indsigt, at viden rakte længere end folkeoplysningen og også var en forudsætning for sikkerhed, lykke og velstand. Siden 1817 er verden blevet uendelig mere kompleks, og i en lille, åben nation som den danske har vi i endnu højere grad end amerikanerne brug for viden om verden, dens samfund og dens store og små sprog. Det er derfor ikke nok at bevare et vist minimum af sprog- og områdebaseret viden i Danmark. Det er der ingen fornuftige unge, der vil lade sig nøjes med, og det vil vore virksomheder heller ikke. Det handler om at rekruttere fremragende forskere og skabe videns- og uddannelsesmiljøer af så høj kvalitet, at de tiltrækker de mest ambitiøse, talentfulde studerende ind i et område, som har afgørende betydning for vor fremtid, velstand og sikkerhed. Det forstod Jefferson og King, selv om det amerikanske samfund var og er uendeligt meget større og stærkere end det danske.

Debatindlægget blev bragt i Politiken den 3. februar