Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Lugttab er det mest sikre tegn på COVID-19

To internationale undersøgelser bekræfter, at tab af lugtesans hos de fleste patienter med luftvejsinfektion, skyldes COVID-19. Og med sygdommen følger også ofte både tab af smagssans og den øvrige følesans i munden. En forsker fra Aarhus Universitet har bidraget til de nye resultater.

19.01.2021 | Helle Horskjær Hansen

To store internationale studier dokumenterer, at mistet lugtesans er hyppigt og ofte varer ved længe efter sygdommen. Alexander Wieck Fjældstad har stået bag den danske del af undersøgelsen.

To store internationale studier dokumenterer, at mistet lugtesans er hyppigt og ofte varer ved længe efter sygdommen. Alexander Wieck Fjældstad har stået bag den danske del af undersøgelsen.

Duften er friskbrygget kaffe kan du godt lugte længe efter, hvis du har haft COVID-19. I hvert fald dokumenterer to store internationale studier, at mistet lugtesans er hyppigt og ofte varer ved længe efter sygdommen. Alexander Wieck Fjældstad, som er lektor i lugte- og smagssans ved Aarhus Universitet, har stået bag den danske del af undersøgelsen.

Studiet viser, at det gennemsnitlige tab af lugtesansen var 79,7 på en skala fra 0 - 100 – det  indikerer et stort til komplet sansetab, fortæller forskeren.

Desuden viser studierne, at lugtetab højst sandsynligt er den bedste markør for COVID-19 blandt patienter med symptomer på luftvejssygdomme.

Kan være eneste symptom

”Det understreger, hvor vigtigt det er at kende til dette symptom, da det kan være det eneste symptom på sygdommen,” siger Alexander Wieck Fjældstad, som understreger, at kun cirka halvdelen af patienterne med lugtetab, har fået fået deres lugtesans tilbage efter 40 dage. 

”Dette adskiller sig fra billedet ved andre virusinfektioner og giver langvarige gener for patienterne både i forhold til mad og social kontakt, samtidig med, at det gør patienterne bekymrede.”

Udover tab af lugtesans, blev smagssansen også reduceret væsentligt - 69,0 på en skala fra 0 - 100 ligesom den øvrige følesans i munden også blev reduceret, 37,3 på en skala fra 0 - 100.

Mens lugtetab i sig selv fjerner evnen til at sanse madens aroma, gør et tab af de øvrige sanser det samtidigt svært at registrere, hvad man spiser. Derfor kan det blive en decideret ubehagelig oplevelse at tage mad i munden, forklarer Alexander Wieck Fjældstad.

Bekræfter danske studier

23 nationaliteter og over 4500 COVID-19-patienter verden over har besvaret forskernes spørgeskema.

”Studiet er interessant for både patienter med sansetab samt klinikere og forskere, der arbejder med diagnostik og opfølgning af COVID-19. Det viser, at lugtetabet er specifikt for COVID-19, hvilket både er relevant i forhold til at erkende smitte, og fordi det indikerer, at lugtesansen er nært koblet til hvordan SARS-COV-2 inficerer kroppen," forklarer han.

Tidligere har forskerne baseret sammenhængen mellem COVID-19 og tab af de kemiske sanser på mindre studier, mens disse studier indsamler store mængder data fra lande over hele verden.

”Samarbejdet om projekterne medfører ligeledes en dialog mellem forskere fra hele verden, hvilket gør det muligt at dele viden og ideer for at fremme forskningsfeltet,” siger Alexander Wieck Fjældstad og fortsætter:
”Resultaterne er på linje med vores egne nationale studier og baner vejen for nye studier om risikofaktorer for varigt sansetab og en bedre forståelse af, hvilke konsekvenser disse sansetab har for patienterne.

Dataindsamlingen fortsætter med endnu flere deltagere, og forskerne er i gang med at undersøge hvilke faktorer, der er forbundet med et mildere eller kortere lugtetab og hvordan lugtetabet er forbundet med det øvrige sygdomsforløb.

Resultaterne er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Chemical Senses.

Bag om resultatet

Kontakt

Alexander Wieck Fjældstad
Institut for Klinisk Medicin, Øre- Næse- og Halsafdeling
alefja@clin.au.dk

Forskning, Offentligheden/Pressen, Health, Health, Videnskabelig medarbejder, Institut for Klinisk Medicin, Teknisk/administrativ medarbejder