Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Lundbeckfondens Yngre Forskerpris går til Robert Fenton

Robert Fenton fra Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet modtager Lundbeckfondens Yngre Forskerpris. Prisen får han for sin forskningsindsats inden for molekylær cellebiologi.

05.11.2015 | Helle Horskjær Hansen

På kort tid har Robert Fenton opnået videnskabelige resultater, der har været med til at ændre lærebøgerne indenfor hans område. Og det er blandt andet en af grundene til, at den  39-årige professor modtager Lundbeckfondens Yngre Forskerpris.

Robert Fentons forskning koncentrerer sig om epitelceller – de celler, der dækker alle kroppens udvendige og indvendig overflader. Hans forskningsinteresse er rettet mod særlige proteiner, som sidder i epithelcellernes membraner. Når de ikke fungerer, kan det resultere i en række sygdomme som eksempelvis forhøjet blodtryk, diabetes, epilepsi og knogleskørhed.

Forsker med globalt udsyn

Han er blevet indstillet til prisen af sundhedsdekan ved Health, Aarhus Universitet, Allan Flyvbjerg, der ser Robert Fenton som en særdeles kvalificeret modtager af prisen:

”Robert Fenton er en internationalt respekteret ung forsker, som har vist sig i stand til at samarbejde bredt nationalt og internationalt, ligesom han i dag har etableret sin egen forskningsgruppe og taget ansvar for vejledning og undervisning af en række yngre forskere. Tildelingen af Lundbeckfondens Yngre Forskerpris til professor Fenton er ikke blot en anerkendelse af hans resultater, men vil også medvirke til at styrke hans forsatte arbejde og fastholde ham i fronten af dansk lægevidenskabelig forskning,” siger Allan Flyvbjerg.

Prisen er en personlig hæderspris på 300.000 kroner.

Særlig talentfuld forsker

Robert Fenton leder sit eget laboratorium med 11 danske og internationale forskere, hvor han samtidig også har oplært og vejledt mere end 40 postdocs, ph.d.-studerende og internationale gæsteforskere. Derudover leder han det interdisciplinære pilotforskningscenter Interactions of Proteins in Epithelial Transport på Aarhus Universitet, der samler forskningsgrupper fra forskellige fakulteter. Her forsker man i membranproteiner. En bedre forståelse af, hvordan de fungerer, vil kunne føre til nye behandlinger af sygdomme, der skyldes forstyrrelser i membranproteinernes funktion.

Trods hans meritter er Robert Fenton overrasket over at modtage Lundbeckfondens Yngre Forskerpris.

”Det er en stor ære, at en stor dansk forskningsfond ser min forskningskarriere som ekstraordinær. Det er et bevis på vigtigheden af vores forskning, og ikke mindst for de unge forskere i gruppen, der fortjener en bid af æren. Med modtagelsen af denne pris slutter jeg mig til en gruppe af unge forskere, der ses som særligt talentfulde. Det er noget af et privilegium at være iblandt dem,” siger Robert Fenton.

Robert Fentons forskning har resulteret i 110 videnskabelige artikler i højtrangerende tidsskrifter med stor gennemslagskraft (over 3400 citationer). På den baggrund er han allerede blevet tildelt adskillige andre internationale priser.

I begyndelsen af 2015 blev Robert Fenton udnævnt professor ved Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet. Her kan du læse mere om udnævnelsen.

Yderligere oplysninger

Professor Robert Fenton
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Direkte telefon: 8716 7671
Mobil: 2899 2149
robert.a.fenton@biomed.au.dk

Navnenyt, Offentligheden/Pressen, Institut for Biomedicin, Health, Ph.d.-studerende, Teknisk/administrativ medarbejder, Videnskabelig medarbejder