Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Magisk aften i Musikhuset

Årsfesten fik forrygende afslutning med ordjonglør Per Vers som oplagt konferencier ved koncerten, der afsluttede universitetets 86 års fødselsdag.

15.09.2014 | Bjørg Tulinius

Foto: Jesper Buch Rais/AU Kommunikation

Han kaldte sig selv for ”det erotisk buttede mellemlægspapir”. Og så var tonen ellers lagt.
Rapkunstner, performer og forfatter Per Vers fik i den grad publikum i Musikhuset til at føle sig som del af en stor og sjov fest, når han med sin ordekvilibrisme introducerede de forskellige kunstnere, der optrådte ved universitetets årsfest.


Og måske var Per Vers også ekstra oplagt i sin konferencierrolle ved årsfesten, da han netop for nylig har modtaget Modersmål-Prisen 2014 for sin evne til at sprede sprogglæde og lege med det danske sprog.


De 1500 gæster i Store Sal kunne i små to timer høre en række kunstnere som Teitur, Marilyn Mazur og Signe Svendsen spille egne numre efterfulgt af en fortolkning af blandt andre Jerry Lee Lewis, Miles Davis og C.V. Jørgensen.


Kapelmestrene Peter Vuust og Per Chr. Frost stod som sædvanlig i spidsen for det 14 mand store band, som Per Vers i løbet af aftenen både omtalte som ”The Cheminova Dollars Orchestra” og ”Vuust og Frost and the Frosties”.


Rektor Brian Bech Nielsen indledte aftenen med et ønske om, at vi som publikum ville være nysgerrige og forventningsfulde - på samme måde som de nye studerende, der lige var begyndt på universitetet og sikkert nu festede til Danmarks Største Fredagsvar. Og at vi ligesom dem sikkert ville opleve en følelse af at blive berigede og måske en lille smule forandrede, når de sidste klapsalver havde lydt i Store Sal.


Hvornår forandringen sker er selvfølgelig forskelligt fra person til person. Men da Per Vers annoncerede Sort Sol over Aarhus, og Steen Jørgensen hyldede den nu afdøde Lou Reed med nummeret ”I’m waiting for my man”, ja så var plads nummer 31 på række 10 i hvert fald ikke helt den samme længere.

Arrangement, Alumne, Ekstern målgruppe, Aarhus Universitet, Offentligheden/Pressen, Alle AU-enheder, Ph.d.-studerende, Teknisk/administrativ medarbejder, Videnskabelig medarbejder