Debat: Det er på tide, at vi forholder os til de reelle barrierer for, at kvinder når til tops i den akademiske verden. Det er nemlig ikke viden, vi mangler, men manglende mod til at gøre noget ved en kultur, som fungerer som glasloft for kvinderne, siger prodekan Lise Wogensen Bach og leder af Institut for Biomedicin, Thomas G. Jensen i en kommentar til forskningsministers udspil om task force om ligestilling i forskning.

30.01.2015 | Lise Wogensen Bach og Thomas G. Jensen

Vi skal forholde os til de reelle barrierer for, at kvinder når til tops i den akademiske verden, mener prodekan Lise Wogensen Bach og institutleder Thomas G. Jensen. Arkivfoto/AU

Det glæder os, at forskningsminister Sofie Carsten Nielsen endnu en gang kipper med flaget i kønsdebatten og problematiserer, at der er alt for få kvinder på topposterne i den videnskabelige verden. Det er et faktum, som før jul fik ministeren til at annoncere en hurtigt arbejdende task force, der skal indsamle viden og komme med anbefalinger til, hvordan vi får flere kvinder højere op på den akademiske karrierestige. 

Må vi foreslå ministeren en endnu hurtigere model? Nemlig, at vi bruger den viden, som allerede findes både internationalt og herhjemme, hvor vi i årevis har samlet erfaringer, data og viden. Senest rapporten fra cand. scient. pol. og ph. d.-studerende Matthias Wullum Nielsen et al, Dansk Center for Forskningsanalyse, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. 

Den samlede viden peger enstemmigt på, at kvinderne først får plads til at gøre sig gældende i den meget konkurrenceorienterede forskningsverden, hvis der kommer ledelsesmæssigt fokus på kultur, arbejdsmiljø og tydelige karriereveje. Vi tager det som en selvfølge, at vi lever efter fælles universelle normer.

Men sandheden er (og rigelig forskning viser), at de normer, vi tror, er fælles, i høj grad er defineret af en maskulin kultur med stereotypificering og ubevidst undertrykkelse af kvindernes oplevelser, perspektiver og muligheder. Vi anerkender ikke, hvor stor en betydning dette har. Og derfor er der berøringsangst i forhold til at italesætte de normer og det sprog, der er tilknyttet denne maskuline kultur.

Et eksempel kunne være, at selvsikre mænd bliver oplevet som dynamiske og gode repræsentanter for deres køn, mens selvsikre kvinder ofte opfattes som dominerende. Et andet kunne være, at en mand med gråsprængt manke ses som vis og klog, mens en kvinde i tilsvarende alder har svært ved at få taletid. Det helt klassiske er, at vrede mænd opfattes som handlekraftige og modige, mens vrede kvinder bare er frastødende, magtsyge eller ligefrem hysteriske.

Der er også en berøringsangst i forhold til at italesætte, at det stadig er udbredt på universitetsniveau, at forskningsrelaterede aktiviteter og publikationer ikke vurderes i forhold til den reelle forskningstid. Og gør man ikke det, taber kvinderne terræn fra starten.

Alle ved, at det er vigtigt at profilere sit CV. Alligevel har forskning vist, at der er et misforhold mellem antallet af kvinder, der optræder som sidste-forfattere på videnskabelige publikationer, og sammensætningen af forskere. Hvorfor? Står kvinder for en mere uddelegerende ledelsesstil?
Eller skyldes fænomenet det, som er kendt i andre organisationer, at det inden for små og store hierarkier for mænd forventes, at kvinderne understøtter og cementerer mandlig udfoldelse, så mændene avancerer i forhold til andre mænd. I den sammenhæng er det også interessant, hvorfor kvinder ofte finder sig til rette i netværk, hvor de får relationer på tværs, mens mænd er lynhurtige til at orientere sig opad og dermed pleje deres CV.

Mænd og kvinder bliver mødt med forskellige normer og forventninger, og derfor er deres præmisser for at vælge karrierevej også forskellige. Skal vi udnytte det store uudtømte forskningspotentiale, der ligger hos kvinderne, skal vi væk fra at møde mænd og kvinder med forskellige normer og forventninger. Vi skal arbejde for, at impact af forskningsaktiviteter og evne til at sprede viden og ansvar kommer til at tælle lige så meget som præstationer på individniveau, der aflæses i bibliografi og i H-indeks. Det skal belønnes, når man er i stand til på kreativ vis at få flere til at indgå i dynamiske forskningsgrupper, og der skal være fokus på forskningspotentialet i de tidlige karriereforløb. 

Løsningen på kvinde-tomrummet i den akademiske top er altså ikke at lave en ny task force eller at »fikse« kvinderne, så de bliver ligesom mænd. 
Løsningen er, at vi alle vælger at tage problemet alvorligt og begynder at arbejde målrettet mod en ændring af den enkelte institutions organisation og kultur. 

Det er en langvarig proces, kræver ledelsesmæssig bevågenhed på alle trin, det kræver mod og strategisk forskningsledelse. 

Så lad os straks komme i gang.

Debatindlægget er bragt i Weekendavisen 30. januar 2015.