Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Massiv interesse for nyt samarbejde med udenlandske topforskere

Initiativet med at knytte anerkendte forskere fra udlandet til Health som adjungerede professorer har skabt så stor interesse i fagmiljøerne, at det nu får fakultetsledelsen til at præcisere retningslinjerne. Ved samme lejlighed er initiativet navngivet 'Honorary Skou Professor' efter nobelprismodtager Jens Christian Skou, som fylder 100 i år.

04.05.2018 | Ulla Krag Jespersen

De første 25 Honorary Skou Professors skal foreligge til dekanens godkendelse i oktober. Målet er, at der inden udgangen af 2019 er udnævnt i alt 50 Skou-professorer. Foto: Health Kommunikation

Knap var nyheden sendt ud om, at fakultetsledelsen ønsker en international oprustning med adjungering af anerkendte forskere fra udenlandske topuniversiteter, før det bippede lystigt i telefoner og mailbokse hos dekan og institutledere.

Udsigten til et formelt samarbejde med topforskere i udlandet er faldet i så god jord blandt det videnskabelige personale på Health, at fakultetsledelsen har fundet det nødvendigt at præcisere retningslinjerne. Samtidig indføres kvoter for, hvor mange adjungerede professorer hvert institut kan udnævne.

Krav om top 100

Fakultetsledelsen har slået fast, at kun personer, som i dag er professorer på et top-100 QS World University Ranking eller Guild kan udnævnes til Honorary Skou Professors. Kandidaten skal altså både være en højt anerkendt forsker inden for sit felt og være ansat som fuld professor på sit universitet i hjemlandet.

Derudover skal kandidaten med sin faglige profil kunne bidrage til de faglige aktiviteter på instituttet og være indstillet på aktivt at arbejde for et øget samarbejde mellem de to institutioner. Det kan fx ske ved at bringe internationale aspekter ind i undervisningen eller ved at etablere faglige netværk, som kan føre til fælles forskningsprojekter og fondsansøgninger.

Endelig skal kønsbalancen sikres, så udgangspunktet er en ligelig fordeling af mænd og kvinder.

Kontaktpersoner bliver champions

Som noget nyt vil hver Skou-professor få tildelt en faglig kontaktperson på instituttet - en såkaldt 'champion'. Kontaktpersonen får en særlig prominent rolle i forhold til at igangsætte et fagligt samarbejde og til at integrere den adjungerede professor i forskningsmiljøet.

De første 25 Honorary Skou Professors skal foreligge til dekanens godkendelse i oktober. Målet er, at der inden udgangen af 2019 er udnævnt i alt 50 Skou-professorer, som sammen med deres champions inviteres til en faglig ceremoni i efteråret 2019.

Fakultetsledelsen har aftalt følgende fordeling af Skou-professorerne:

  • Institut for Klinisk Medicin: 24
  • Institut for Folkesundhed: 10
  • Institut for Biomedicin: 9
  • Institut for Odontologi og Oral Sundhed: 4
  • Institut for Retsmedicin: 2
  • CESU: 1

Det er stadig muligt at tilknytte udenlandske professorer og lektorer i øvrigt, men ikke under denne ordning, hvor der tillige ydes et beløb på kr. 20.000 til dækning af instituttets udgifter.

Se retningslinjer for adjungering af Honorary Skou Professor (dansk)

Se retningslinjer for adjungering af Honorary Skou Professor (engelsk)

Kontakt

Lise Wogensen Bach
Prodekan for talentudvikling
Mail: lwb@au.dk
Mobil: 25 48 85 22

Forskning, Administration (Faglighed), Teknisk/administrativ medarbejder, Health, Health, Samarbejde, Videnskabelig medarbejder, Administrativt