Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Medicin indfører internationalt semester

Mulighederne for at studere i udlandet bliver bedre, når medicinstudiet indfører internationalt semester fra september 2016. Samtidig vil al undervisning på studiets 5. semester på kandidatdelen (11. semester) komme til at foregå på engelsk.

22.09.2015 | Helle Horskjær Hansen

Fra september 2016 bliver mulighederne for at studere i udlandet bedre, når medicinstudiet indfører internationalt semester.

Fra september 2016 bliver mulighederne for at studere i udlandet bedre, når medicinstudiet indfører internationalt semester.

Welcome to the fifth semester of the master's program in medical school. Sådan kommer det fremover til at lyde, når de studerende bliver budt velkomne til 5. semester på kandidatdelen på medicinstudiet, uanset om de tager semestret i Aarhus eller i Adelaide.

Aarhus Universitet er netop nu ved at indgå aftaler med en række udenlandske universiteter, så de medicinstuderende får bedre muligheder for at tage på udveksling – og de studerende, der vælger at blive hjemme får selskab af internationale studerende.

”Medicinstudiet veksler mellem teoretisk undervisning og klinikophold, så hidtil har det været svært for de studerende at komme på udveksling,” fortæller professor og overlæge på Institut for Klinisk Medicin og Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, Ulla Breth Knudsen, som er faglig projektleder for det internationale semester på medicin.

Sammen med projektgruppen bag det internationale semester er hun ved at få et overblik over, hvilke universiteter der har bygget deres medicinstudie op som Aarhus Universitet.

”Vi regner med, at udvekslingsaftalerne snart kommer i hus. Alle er High-Ranking-universiteter, ligesom os,” siger Ulla Breth Knudsen.

Lægers horisont skal udvides

Det er universiteter i Norden, Europa og i engelsksprogede lande som Australien og Canada, som Aarhus Universitet skal samarbejde med.

”Det er vigtigt at give de studerende mulighed for at komme til udlandet. Dels for at få udvidet horisonten, dels for at få et nyt perspektiv på, hvordan tingene bliver gjort andre steder. At få indblik i sundhedsvæsenet i et andet land er også med til at give en anden form for refleksion over sin egen praksis,” siger institutleder på Klinisk Medicin, Kristjar Skajaa.

Verden er global, og som læge skal man kunne begå sig på den internationale arena, og derfor er det vigtigt, at de studerende får et internationalt udsyn.

”Flere og flere patienter har en anden etnisk baggrund end dansk, og her er engelsk ofte det sprog, vi kommunikerer på. Engelsk er også det mest udbredte sprog i den medicinske litteratur, ligesom artikler og forskningsansøgninger bliver skrevet på engelsk,” siger Ulla Breth Knudsen.

Med den nye udvekslingsaftale åbner AU også op for internationale studerende, og det betyder, at udenlandske studerende skal diagnosticere og behandle danske patienter.

”Vi har lavet en ’buddy-ordning’. De studerende kommer til at arbejde to og to – en dansk og en international studerende, så patienter, som ønsker dialogen på dansk, kan få det,” siger Ulla Breth Knudsen.

Hun forsikrer, at underviserne også bliver klædt ordentligt på til deres nye rolle.

”Al undervisning kommer jo til at foregå på engelsk, og det stiller selvfølgelig nogle krav til vores lektorer. Vi er ved at gennemføre en undersøgelse for at finde ud af, hvor stor behovet er for support,” fortæller Ulla Breth Knudsen.

Det internationale semester er et pilotprojekt, som løber over tre år.


Om internationalt semester

Femte semester på kandidatdelen er international.

Målet er at 60-70 studerende skal søge om udveksling. Det er lidt over 30 procent af de studerende på semestret.

Udveksling 1:1. Når medicinstudiet sender en studerende ud, tager de imod en udenlandsk studerende.

Den kliniske undervisning er også på engelsk. Slides etc. vil være på engelsk.


Læs mere:


Yderligere oplysninger

Professor og overlæge Ulla Breth Knudsen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling
ubk@clin.au.dk

Uddannelse, Kommende studerende, Institut for Klinisk Medicin, Health, Ph.d.-studerende, Studerende, Teknisk/administrativ medarbejder, Udvekslingsstuderende, Videnskabelig medarbejder