Medinddragelse har været et væsentligt element i universitetsledelsens drøftelser de seneste måneder som opfølgning på den interne problemanalyse.
29.01.2015 |
”Inddragelse må ikke ende som en hensigt eller en flot målsætning. Det er vi meget opmærksomme på. Relevante medarbejdere skal inddrages og kunne bidrage med deres ideer og kvalificerede syn på løsninger, før store beslutninger træffes. Men det er ikke nok, at vi kun tænker på inddragelse som noget, der foregår i de formelle organer, udvalg og fora,” forklarer rektor Brian Bech Nielsen.
Som han ser det, skal inddragelse være en del af vores fælles kultur i det daglige arbejde.
”Inddragelse bør være en tankegang, som karakteriserer måden, vi træffer beslutninger på i hele organisationen, på alle niveauer. Vi skal alle have for øje: Hvem bør jeg vende dette spørgsmål med for at finde den rigtige løsning?” siger Brian Bech Nielsen.
Han mener, at inddragelse på alle niveauer er nødvendigt for at få sammenhæng i organisationen. Det ligger også i ideen med de samarbejdende ledelsesteams, der skal sikre, at beslutninger tages på det bedst muligt informerede grundlag. Disse teams står beskrevet i beslutningspapiret fra 22. oktober 2014.
Men han fremhæver, at det ikke kun handler om struktur, måske nok så meget kultur:
”Vi har lagt rammerne til at forbedre inddragelsen. Men vi skal allesammen arbejde med kulturen. Vi skal nå dertil, at man naturligt tænker inddragelse ind, når man står over for større ændringer og beslutninger. Kulturændringer sker ikke fra dag til dag, men ved en vedvarende samlet indsats.”
På universitetsledelsesmødet den 28. januar blev der truffet enkelte beslutninger, der skal understøtte forbedret inddragelse - både for medarbejdere og studerende:
Når der foreligger konkrete forslag, skal de drøftes bredt på universitetet.