EU mangler et folkeligt projekt med gennemslagskraft. Derfor har unionen flere gange koblet sig på Melodi Grand Prix. Men den internationale sangkonkurrence er gennem årene blevet brugt til at præsentere flere slags Europa.

06.05.2014 | Helge Hollesen

EU betalte gildet, da Irland var vært for Melodi Grand Prix i 1993, hvor Céline Dion sang Schweiz ind på førstepladsen. Sangdysten i Irland blev en hyldest til EU, mens Schweiz året efter valgte at fejre Europarådet.

Timingen var perfekt, da EU-hovedstaden Bruxelles i 1987 var vært for finalen i det europæiske Melodi Grand Prix. Samme år var nemlig jubilæumsår for Romtraktaten, som seks lande underskrev i 1957 som start på det europæiske samarbejde, der siden blev til EU.

”Finalen i Bruxelles blev een stor hyldest til EU, som selv betalte en del af showet og fra scenen blev der da også gjort opmærksom på, at det var 30 år siden, at europæiske lande fandt sammen i et økonomisk fællesskab, der skulle forhindre krig i Europa,” forklarer kulturforskeren Lisanne Wilken, der er lektor i Europastudier ved Aarhus Universitet.

Det var dog ikke EU, der sørgede for, at finalen blev afviklet i den belgiske hovedstad. Året før ved finalen i Bergen hentede Belgien nemlig sin første grand prix-gevinst, da 14-årige Sandra Kim sang sig til sejr og blev den yngste vinder nogensinde.

EU betalte Grand Prix og blev hyldet

Lisanne Wilken tror, at mange europæiske integrationspolitikere har været rigtig kede af, at Melodi Grand Prix ikke er et EU-projekt.

”Men EU har ofte koblet sig på Grand Prix’et ved at medfinansiere det, hvis en vindernation ikke havde råd til at betale værtskabet året efter,” forklarer Lisanne Wilken.

Det er blandt andet sket for sangdystens syvdobbelte vindernation Irland. EU medfinansierede Melodi Grand Prix i Irland i både 1988 og 1993. Til gengæld blev EU hyldet ved begge finaler.

Nej-Norge viste nationalstaternes Europa

Lisanne Wilken ser de internationale finaler som en kamp om, hvordan Europa skal præsenteres.
”Schweiz, der ikke er medlem af EU, var vært i 1989 og gjorde finalen til en hyldest til Europarådet, der havde 40 års jubilæum det år,” forklarer hun.

Et tredje Europa kom i spil, da Norge var finalevært i 1996 og lod statsledere, diplomater eller kulturministre præsentere deres hjemlands bidrag og ønske deres solister held og lykke i konkurrencen.

”Norge havde kort tid forinden endnu en gang stemt nej til at blive medlem af EU, og ønsker ved denne lejlighed at markere et  nationalstaternes Europa. På et tidspunkt bliver der fra scenen sagt, at der er 23 deltagere, hvoraf 11 er medlem af EU, mens resten ikke er,”, siger Lisanne Wilken om den måde, Grand Prix er med til at beskrive Europa.

Ramaskrig over EU-tilbud

EU var på banen igen i 2007 med et tilbud om at sponsorere finalen i anledning af 50 års jubilæet for Rom-traktaten.

”Denne gang lød der dog et ramaskrig over, at EU-kommissionen ville overtage Melodi Grand Prix, uden at nogen tænkte over, at det havde EU allerede tidligere gjort,” fortæller Lisanne Wilken.

Stemmer de ikke på os, stemmer vi ikke på dem

Sammenfiltringen af Melodi Grand Prix og EU kan også gå den anden vej, påpeger Lisanne Wilken. Det så man for eksempel, da Holland og Irland ved folkeafstemninger i 2008 afviste EU’s Lissabon-traktat 

”Kort tid før hollænderne skulle stemme om traktaten, røg landet ud af Grand Prix-semifinalen. De stemte selvfølgelig ikke nej til traktaten af den grund, men det influerede på deres følelse af, hvor tæt de følte sig på Europa,” siger Lisanne Wilken.

Også Irland røg ud i semifinalen det år, og det blev brugt i den politiske kampagne mod traktaten.
”Logikken var, at de stemte ikke på os, så stemmer vi ikke på dem. Selvom alle kan holde politik og pop adskilt, skal man ikke være blind for, at Grand Prix’et er en temperaturmåling på, hvad andre synes om os. Og så får det politisk betydning,” fastslår Lisanne Wilken.

Kontakt

Lisanne Wilken,
Lektor i Europastudier, Institut for Kultur og Samfund,
ceklw@hum.au.dk
Tlf.: 8716 2235