Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Mentalt lever danskerne stadig med jerntæppet

Danskerne opfatter stadig Østeuropa som noget fjernt, anderledes og problematisk. Men det giver dårlig mening efter de seneste 25 års udvikling i de tidligere kommunistiske lande og kan betyde, at Danmark marginaliserer sig selv, advarer lektor fra Aarhus Universitet.

19.10.2014 | Helge Hollesen

”Vi burde jo betragte Polen som et nært naboland men gør det ikke, fordi vi ikke mentalt har været i stand til at følge med de politiske og økonomiske forandringer. Og så er det, jeg spørger, om jerntæppet stadig fungerer,” siger lektor Peter Bugge fra Aarhus Universitet. Gadebillede fra Warszawa. (POLFOTO)

Den kolde krigs billede af de kommunistiske lande bag jerntæppet som grå, fjendtlige og problematiske lever fortsat i mange danskeres bevidsthed. Det gør de trods de forandringer, der gennem 25 år har formet et nyt Europa.

I den periode har hundredvis af danske virksomheder etableret sig i lande som Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn. Og Polen er nu blandt Danmarks 10 største handelspartnere.

”Vi burde jo betragte Polen som et nært naboland på linje med Sverige og Tyskland og England, men det gør vi ikke, fordi vi ikke mentalt har været i stand til at følge med de politiske og økonomiske forandringer. Og så er det, jeg spørger, om jerntæppet stadig fungerer,” siger lektor Peter Bugge fra Aarhus Universitet. Her forsker han blandt andet i politik, historie og kultur i tidligere postkommunistiske lande.

Et Østeuropa i den kolde krigs billede

Peter Bugge slår fast, at det ikke længere giver mening at tale om ét Østeuropa. Nogle lande er med i NATO, flere er med i EU, og andre lande går i andre retninger.

”Der er altså ikke længere noget, der binder de lande sammen. Alligevel bliver vi ved med at tale om Østeuropa og forstå landene på en måde, der har rod i den kolde krig eller ældre stereotyper,” mener Peter Bugge.

I databasen Informedia har han konstateret, at 11 danske landsdækkende aviser fra juni 2009 til juni 2014 brugte betegnelsen Østeuropa 47. 934 gange, mens Centraleuropa kun optrådte 6668 gange.

Lande som Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Ungarn og Polen opfatter sig imidlertid som centraleuropæiske lande. Alligevel blev Polen i de samme medier omtalt i forbindelse med Østeuropa 7311 gange, mens kombinationen Centraleuropa/Polen kun optrådte 1305 gange. Til sammenligning blev Tjekkiet ’kun’ koblet med Østeuropa knapt dobbelt så ofte som med Centraleuropa.

Østeuropa er kommet til Danmark

Opfattelsen af østeuropæere som kriminelle eller truende arbejdskraft lever i bedste velgående, konstaterer Peter Bugge.

”Østarbejdere eller østkriminelle er faste stereotyper i den danske debat. Men Danmark har jo fået stribevis af dygtige, højtuddannede ’østeuropæere’ og ikke kun ukvalificeret arbejdskraft i lavtlønsjob,” påpeger Peter Bugge.

Derfor er det et problem, at danskerne ikke formår at skelne mellem billig østeuropæisk arbejdskraft og arbejdsgivere, der ikke overholder dansk lovgivning.
”Men Danmarks reelle problem er jo, at vi har brug for arbejdskraft fra de lande for at få det hele til at hænge sammen, understreger Peter Bugge.

Et levn fra den kolde krig

Den største forandring siden Murens fald er måske, at østeuropæerne er kommet til Danmark, ligesom danske virksomheder har etableret sig i stor målestok i flere postkommunistiske lande.

”Danmark er med andre ord i Østeuropa, og Østeuropa er i Danmark, men det er som om den danske offentlighed hverken har forstået eller bearbejdet den kendsgerning,”

Danskernes håndtering af immigrationen har heller ikke ændret på forståelsen af de lande, som immigranterne kommer fra.
”Vi har ikke interesseret os for det, og det er et levn fra den kolde krig, som lever videre,” mener Peter Bugge.

Vi glemmer en del af Europas historie

Lektoren i Østeuropastudier efterlyser også en europæisk erindringskultur.
”Når danske medier f.eks. beskæftiger sig med 100-året for første verdenskrig, omtales den stadig stort set som om, at krigen efter skuddet i Sarajevo nærmest kun udspillede sig i vestfrontens skyttegrave,” siger han.

”Vi glemmer krigen på østfronten fordi, vi ikke er vant til at behandle de berørte lande som en del af europæisk historie,” lyder Peter Bugges forklaring.

Det mentale jerntæppe marginaliserer Danmark

Han mener, at vi i Danmark endnu ikke har formået at tænke 40 års erfaringer i de tidligere kommunistiske lande som del af en fælleseuropæisk erfaring.

”Debatten om hvad kommunismen gjorde og ikke gjorde ved ikke blot Østeuropa, men os alle sammen under den kolde krig er desværre i alt for høj grad er blevet til indenrigspolitisk mudderkastning,” siger Peter Bugge.
”Vi gør gamle regnskaber op i stedet for at forsøge at forstå Europa. Det er lidt snævert og småt.”

Danskernes mangel på gensidig forståelse, interesse og indsigt er med til at fastholde det mentale jerntæppe. Og det kan få konsekvenser, frygter Peter Bugge.
”Bliver vi med at ignorere dele af vores naboer, vil Danmark støt og roligt marginalisere sig selv,” forudser han.

Kontakt:
Peter Bugge
lektor, Institut for Kultur og Samfund – Østeuropastudier

peter.bugge@cas.au.dk

8716 2242

Samarbejde, Offentligheden/Pressen, Ekstern målgruppe, Aarhus Universitet