Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

MIB professor Morten Kringelbach udpeget til "Erel Shalit Carlsberg Foundation Senior Research Fellow” ved The Queen’s College, Oxford Universitet.

Kringelbach bliver i den forbindelse centerleder for det nye tværvidenskabelige forskningscenter ”Center for Eudaimonia and Human Flourishing”.

31.01.2020 | Hella Kastbjerg

Information in English from Queen's College.

PRESSEMEDDELELSE FRA CARLSBERGFONDET

Carlsbergfondet og amerikanske Pettit Foundation giver hver 1 mio. £ til oprettelsen af ”Erel Shalit Carlsberg Foundation Research Fellowship” i ”Behavioural Neuroscience” ved The Queen's College i Oxford. Professor Morten Kringelbach tiltrådte posten per 29. januar 2020 og vil lede et nyt interdisciplinært center fokuseret på eudaimoni - det gode liv.

 

Tværvidenskabelig neurovidenskabelige forskning på højeste akademiske niveau omfattende humaniora, filosofi, samfundsvidenskab, psykologi, matematik og andre beslægtede fagområder er afgørende for at udvikle nye epokegørende indsigter i den menneskelige adfærd.

 

Derfor har The Queen's College sammen med Carlsbergfondet og Pettit Foundation besluttet at oprette en lærestol i ”Behavioural Neuroscience” til professor Morten Kringelbach, der netop er blevet udpeget som ”Erel Shalit Carlsberg Foundation Senior Research Fellow” ved The Queen’s College, University of Oxford.

 

”Vi er meget tilfredse med, at vi nu sammen med Petitt Foundation og The Queen’s College kan oprette et særligt professorat til Morten Kringelbach, der er en fremragende forsker inden for behavioural neurovidenskab og adfærds-neuroscience. Et nyt og meget spændende tværvidenskabeligt forskningsfelt, der på sigt kan give os en videnskabelig forståelse af det gode og meningsfulde liv”, udtaler Carlsbergfondets bestyrelsesformand, professor Flemming Besenbacher.

Forskning i eudaimoni – det gode liv

 

Professor Morten Kringelbach vil være centerleder for ”Center for Eudaimonia and Human Flourishing”, et nyt tværvidenskabeligt forskningscenter, ved The Queen's College, University of Oxford. Under Professor Kringelbachs ledelse vil centeret koordinere interdisciplinær forskning, arbejde for at skabe nye internationale forskningsnetværk samt initiere tværfaglige samarbejder mellem discipliner som neurovidenskab, filosofi, psykologi, samfundsvidenskab, fysik, biologi og antropologi.

 

"En bedre forståelse af det gode liv var en af Erel Shalits hovedinteresser og kræver interdisciplinær forskning på højeste internationale niveau, hvilket altid har været et kendetegn for Carlsbergfondet. Gennem sin lange historie har The Queen's College altid støttet fremragende interdisciplinær forskning, og jeg er glad og taknemmelig for, at Pettit Foundation og Carlsbergfondet har valgt så generøst at støtte dette spændende forskningsområde," siger Morten Kringelbach.

 

Mentorrolle for Vising Fellows ved University of Oxford

 

Det nye center vil arbejde tæt sammen med Danmarks Grundforskningsfonds ”Center for Music in the Brain” ved Aarhus Universitet, hvor Professor Kringelbach også er tilknyttet som Principal Investigator og på sigt vil hjælpe til at bibringe vidensdeling mellem Danmark og Oxford.

Som direktør for centeret vil Morten Kringelbach endvidere have en mentorrolle for en række yngre postdocs, der i december modtog et ”Visiting Fellowship ved University of Oxford” fra Carlsbergfondet. Disse postdocs vil blive tilknyttet The Queen’s Colleges tværfaglige forskningsmiljø og få mulighed for at få indblik i forskningsaktiviteterne ved centeret.  

 

”Vi er glade for, at det er lykkedes at medvirke til at etablere et tværvidenskabeligt forskningscenter ved University of Oxford, et af verdens bedste eliteuniversiteter, samt at professor Morten Kringelbach vil agere ”mentor” for de ”Visiting Fellows” der fra Carlsbergfondet har fået mulighed for at opholde sig på University of Oxford. Det glæder mig også, at de vil blive tilknyttet de tværvidenskabelige aktiviteter på The Queen’s College”, udtaler Flemming Besenbacher.

Navnenyt, Forskning, Alle grupper, Musicinthebrain, Musicinthebrain, Bevillinger og priser, Forskning