Lektor Marina Romero-Ramos fra Aarhus Universitet har modtaget en mio. kr. fra Michael J. Fox-fonden til et forskningsprojekt, der undersøger ændringer i immunsystemet i forbindelse med Parkinsons sygdom.
17.05.2018 |
Langsomme bevægelser, stivhed i musklerne og rysten. Sådan ser hverdagen ud for de omkring 7000 mennesker i Danmark, som lider af Parkinsons sygdom. Symptomerne opstår, fordi nervecellerne dør og der derfor produceres for lidt af stoffet dopamin i hjernen.
I dag bliver sygdommen ofte medicineret ved at give patienterne et dopamin-lignende stof. Efter en årrække virker behandlingen dog ikke (længere), og patienten får kraftige bivirkninger.
Med bevillingen fra Michael J. Fox-fonden kan Marina Romero-Ramos og hendes kolleger undersøge prøver fra patienter med Parkinsons sygdom i forskellige stadier.
Marina Romero-Ramos håber at indsamle tilstrækkelig viden til at definere en ny immunforbundet biomarkør, som kan hjælpe med at diagnosticere, udvælge og følge patienter med Parkinsons sygdom. Projektet vil også forsøge at afdække nye mål, der sigter på at bremse udviklingen af sygdommen.
Lektor Marina Romero-Ramos
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Tlf.: 60 20 27 49
mrr@biokemi.au.dk