Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Miks af psykisk og fysisk lidelse skal under lup

Med 16 millioner kroner fra Lundbeckfonden i ryggen vil Aarhus-forskere nu kortlægge, hvordan praktiserende læger bedst muligt hjælper patienter med psykiske lidelser. Et særligt fokus er på de mange patienter med samtidig psykisk og fysisk sygdom, der forstærker hinanden.

16.05.2013 | Kirsten Olesen

I Danmark er MEPRICA det første, samlede forskningsprogram af denne størrelse, som specialiserer sig i at studere psykiske lidelser hos voksne i almen praksis.

I Danmark er MEPRICA det første, samlede forskningsprogram af denne størrelse, som specialiserer sig i at studere psykiske lidelser hos voksne i almen praksis.

Tirsdag den 21. maj 2013 lanceres forskningsprojektet MEPRICA – Mental Health in Primary Care – på Forskningsenheden for Almen Praksis og Aarhus Universitet. Over de næste fem år skal en bevilling på 16 millioner kroner fra Lundbeckfonden hjælpe forskerne med at undersøge, hvilken diagnose og behandling patienter med psykiske lidelser får hos deres egen læge – og om behandlingen kan blive bedre.

Ét af projektets fokusområder er en mistanke om, at fysiske sygdomme kan være underbehandlede, når de optræder sammen med psykisk sygdom. Tre ud af fire patienter med depression, angst eller svær psykisk sygdom lider nemlig også af én eller flere fysiske sygdomme som diabetes, astma eller forhøjet blodtryk, og man ved, at lidelserne forværrer hinanden.

Læger har brug for mere viden

Dette miks af samtidig psykisk og fysisk sygdom, såkaldt multisygdom, kan være vanskelig at håndtere for et højt specialiseret sygehusvæsen, og den praktiserende læge spiller derfor en afgørende rolle for denne patientgruppe, mener forskerne:

”Forskningsprojektet er kommet i stand i erkendelse af, at vi mangler viden, som har afsæt hos den praktiserende læge, hvor psykiske problemer fylder rigtigt meget. Hver 10. patient, vi henter i venteværelset, kommer, fordi de har psykiske problemer, og vi har brug for mere viden om, hvordan lægen møder den udfordring – ikke mindst i forbindelse med multisygdom,” siger forskningsleder på MEPRICA, professor Mogens Vestergaard fra Aarhus Universitet og Forskningsenheden for Almen Praksis.

Han tilføjer, at den eksisterende viden især stammer fra psykiatriske studier, og at den ikke nødvendigvis kan overføres til almen praksis, fordi den kliniske hverdag i almen praksis er anderledes.

Hvad sker der egentlig?

De fleste mennesker, som går til egen læge, er for det første ikke så dårlige som dem, der kommer ind på sygehuset. For det andet skal den praktiserende læge behandle hele patienten, altså både de fysiske, psykiske og sociale problemer.

Så forskningsprojektet vil blandt andet kortlægge, hvad der egentlig sker med den patient, der for eksempel både har sukkersyge og hjertesygdom, og som så får en depression. Får han den rigtige behandling? For lidt behandling? Overser lægen de fysiske sygdomme, og betyder det, at patienten risikerer at dø alt for tidligt?

”De spørgsmål er aktuelle i vores hverdag, men vi ved desværre meget lidt om, hvordan multisygdom skal behandles, og om hvorfor psykisk sygdom forværrer dem,” siger Mogens Vestergaard.  
”Mere viden er således en forudsætning for, at vi kan forbedre vores behandling”.


FAKTA:

  • Psykisk sygdom rammer hver fjerde dansker i løbet af livet. De fleste får behandling hos egen læge.
  • Hver tredje patient med blodprop i hjertet vil udvikle depressive symptomer. Disse patienter har to til tre gange så stor dødelighed i forhold til personer med blodprop, der ikke lider af depression.
  • Svært psykisk syge patienter dør statistisk set op til 20 år for tidligt, og forskerne vil undersøge, om underbehandling af de fysiske sygdomme spiller en rolle.
  • Patienter med multisygdom bliver normalt ikke inviteret til at deltage i de store medicinske forsøg, fordi man lettere kan håndtere én sygdom og én behandling.
  • MEPRICA er det første, samlede forskningsprogram af denne størrelse i Danmark, som specialiserer sig i at studere psykiske lidelser hos voksne i almen praksis. Det samler forskere på tværs af Aarhus Universitet og ledes af professor Mogens Vestergaard, Forskningsenheden for Almen Praksis og Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.

 


Yderligere information

Speciallæge, professor, ph.d. Mogens Vestergaard
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed, og Forskningsenheden for Almen Praksis
Direkte telefon: 2343 9990
mogens.vestergaard@alm.au.dk

Health, Offentligheden/Pressen, Sundhed og sygdom, Health