Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Millionbevilling giver nye muligheder i jagten på HIV kur

Forsker fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital har, sammen med en tysk og en amerikansk kollega, netop modtaget 9,9 millioner kroner fra American Foundation for AIDS research. Pengene skal gå til et klinisk forsøg, der sigter på at kurere HIV infektion.

03.03.2015 | Helle Horskjær Hansen

HIV er et virus, der nedbryder en vigtig del af immunforsvaret.  Ole Søgaard fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital har, sammen med en tysk og en amerikansk kollega, netop modtaget næsten 10 millioner kroner til at finde en kur mod HIV.

HIV er et virus, der nedbryder en vigtig del af immunforsvaret. Ole Søgaard fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital har, sammen med en tysk og en amerikansk kollega, netop modtaget næsten 10 millioner kroner til at finde en kur mod HIV.

De næste to år danner Aarhus rammen for et klinisk forsøg, hvis mål er at finde en kur mod HIV. Ole Søgaard fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital har, sammen med kollegaer fra Tyskland og USA, modtaget næsten 10 millioner kroner fra American Foundation for AIDS research til det formål.

”Vi skal gennemføre et forsker-initieret klinisk forsøg. Forsøget har som mål at reducere mængden af celler, som skjuler HIV i kroppen på patienterne. Det skal ses som et skridt på vejen til at kurere folk for HIV. Vi kombinerer almindelig HIV behandling dels med neutraliserende antistoffer mod virus, dels med et medikament, som aktiverer de celler, der skjuler virus,” forklarer Ole Søgaard.

De kliniske studier kommer til at løbe over de næste to år med forsøgspersoner i Aarhus, Køln og New York.

Ole Søgaard glæder sig over bevillingen, som er den største enkelte bevilling i den amerikanske fonds 25-årige historie.

”Bevillingen er for mig og resten af vores HIV cure forskergruppe et kæmpestort skulderklap. Den giver os mulighed for at gennemføre et unikt og særdeles avanceret klinisk studie. Samtidig cementerer det vores samarbejde med internationalt førende forskere inden for dette felt, herunder professor Michel Nussenzweig, en af verdens fremmeste forskere inden for B og dendrit-celle immunologi,” fortæller han.

Yderligere oplysninger

Ole Søgaard
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Infektionsmedicinsk afdeling Q
Direkte telefon: 7845 2842
ole.schmeltz.sogaard@clin.au.dk

Navnenyt, Videnskabelig medarbejder, Institut for Klinisk Medicin, Health, Bevillinger og priser, Teknisk/administrativ medarbejder, Offentligheden/Pressen