Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Millioner fra Børnecancerfonden til Aarhus-forskere

To kræftforskere fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital har fået en del af de 46 millioner, Børnecancerfonden har sat af til forskning og projekter til fordel for børn med kræft.

07.01.2016 | Helle Horskjær Hansen

Børnecancerfonden har uddelt det største beløb i fondens 20-årige historie – 46 millioner kroner. Henrik Hasle (billedet) og Henrik Schrøder fra AU og AUH har fået en del af forskningsmidlerne.

Børnecancerfonden har uddelt det største beløb i fondens 20-årige historie – 46 millioner kroner. Henrik Hasle (billedet) og Henrik Schrøder fra AU og AUH har fået en del af forskningsmidlerne.

To professorer i børnekræft fra AU og AUH er blandt modtagerne af årets forskningsmidler fra Børnecancerfonden. Henrik Schrøder har fået 2.592.375 kroner til blandt andet at forske i, hvilke bivirkninger børn med kræft får af kemobehandling, herunder livstruende infektioner og behandlingen af dem.

Henrik Hasle har modtaget 3.221.883 kroner til fire forskningsprojekter. Han skal blandt andet undersøge helt nye metoder til at monitorere og påvise tilbagefald af leukæmisygdommen AML hos børn samt risikoen for akut og kronisk betændelse i bugspytkirtlen, som er en udbredt senfølge hos børn, der overlever kræft.

Henrik Hasle modtog også det særlige Henrik Hertz Legat. Legatet er opkaldt efter fondens stifter og bliver uddelt til en forsker eller forskningsgruppe, der har gjort en ekstraordinær indsats for børn med kræft. I år var legatet på 250.000 kroner. Begrundelsen lyder, at Henrik Hasle har leveret banebrydende resultater inden for behandlingen og diagnosticeringen børn med kræft i Norden, især børn med leukæmisygdommen AML, hvor overlevelsen er øget væsentligt de seneste 15-20 år. Samtidig har Henrik Hasle etableret et stærkt og anerkendt forskningsmiljø på Aarhus Universitetshospital.

Yderligere oplysninger

Henrik Hasle
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Børneafdeling A
Direkte telefon: 7845 1426
henrik.hasle@clin.au.dk

Navnenyt, Offentligheden/Pressen, Institut for Klinisk Medicin, Health, Videnskabelig medarbejder, Teknisk/administrativ medarbejder