Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Millioner til forskning i cystenyrer

Forskere på Aarhus Universitet har modtaget tre millioner kroner til et projekt, der skal forske i at forebygge og behandle cystenyrer.

24.01.2019 | Helle Horskjær Hansen

Projektet bliver udført i et samarbejde mellem Lone Sunde, Henrik Birn, Marlene Nielsen fra Institut for Biomedicin, AU og afdelingerne for Klinisk Genetik og Nyremedicin, AUH, samt Maria Rasmussen og Dorte Lildballe, Klinisk Genetisk afdeling, Sygehus Lillebælt.

Projektet bliver udført i et samarbejde mellem Lone Sunde, Henrik Birn, Marlene Nielsen fra Institut for Biomedicin, AU og afdelingerne for Klinisk Genetik og Nyremedicin, AUH, samt Maria Rasmussen og Dorte Lildballe, Klinisk Genetisk afdeling, Sygehus Lillebælt. Foto: AU Kommunikation.

I dag findes ingen behandling, der kan forhindre væksten af cystenyrer; de behandlinger, der har været afprøvet viste ingen eller lidt effekt og med mange bivirkninger til følge. Nyresygdommen er alvorlig, for de væskefyldte cyster i nyrerne fører til, at nyrefunktionen aftager, og ofte er en nyretransplantation eneste udvej.

Professor Lone Sunde fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet har netop modtaget en bevilling på tre mio. kr. fra Karen Elise Jensens Fond til at forske i at forebygge og behandle sygdommen.

Sammen med sine kolleger skal Lone Sunde blandt andet identificere markører, som kan forudsige sygdomsforløbet, undersøge muligheden for at lede medicin direkte ind i cysterne for at skåne resten af kroppen og udnytte genscreeninger til at finde nye årsager til sygdommen.

Håbet er, at resultaterne vil kunne udnyttes til at designe målrettede kontrolforløb, forøge effekten og nedsætte bivirkninger ved behandling samt identificere nye angrebspunkter for fremtidig behandling og forebyggelse.

Kontakt

Professor Lone Sunde
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
40 14 43 64
ls@biomed.au.dk


Navnenyt, Offentligheden/Pressen, Health, Health, Ph.d.-studerende, Institut for Biomedicin, Videnskabelig medarbejder, Teknisk/administrativ medarbejder