Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Min teoretiske ballast sætter mig fri som leder

EFTER- OG VIDEREUDDANNELSE: Den 40-årige Kristoffer Høy Sidenius er rektor på Gribskov Gymnasium på Nordsjælland. Vejen til jobbet var ikke planlagt, men en god portion livserfaring fra bl.a. teaterverdenen og en master i ledelse fra Aarhus Universitet gav Kristoffer modet til at gå efter rektorstillingen.

08.01.2016 | Signe Opstrup

Rektor på Gribskov Gymnasium, Kristoffer Høy Sidenius, har stor glæde af sin masteruddannelse fra Aarhus Universitet

”Det var ikke sådan, at jeg havde tænkt mig, at jeg skulle være leder eller gymnasieleder for den sags skyld – det skete bare. Faktisk startede jeg et helt andet sted: som gøgler og skuespiller i teaterbranchen,” fortæller Kristoffer Høy Sidenius, der efter seks år i teaterbranchen tog en cand.mag. i engelsk og fik job som gymnasielærer.

Efter nogle år som blandt andet pædagogisk inspektor på Øregård Gymnasium og vicerektor på Brøndby Gymnasium valgte Kristoffer Høy Sidenius at tage en master i ledelse på Aarhus Universitet. Han ønskede at få udbygget sin praktiske erfaring med en teoretisk ballast.

”Jeg valgte at tage et efter- og videreuddannelsesforløb på Aarhus Universitet, fordi jeg havde lyst til at få mit teoretiske fundament på plads. Jeg havde allerede taget forskellige mindre kurser i ledelse, men jeg var interesseret i også at tage en kompetencegivende uddannelse og samtidig få styrket mit blik på det teoretiske perspektiv,” siger Kristoffer Høy Sidenius.

Tilbage på skolebænken

Da Kristoffer kom tilbage på skolebænken oplevede han, at det sagtens kunne lade sig gøre at få både arbejde, studietimer og fritid til at gå op i en højere enhed. ”Det er et spørgsmål om tilrettelæggelse og interesser”, fastslår han:

”Masteren var ikke mere anstrengende end mit almindelige arbejde. Jeg sørgede blot for at tilrettelægge mit arbejde rundt om de dage, hvor jeg var på universitetet, og så brugte jeg mine aftener på læsestoffet og opgaverne. Min arbejdsplads var meget forstående og syntes, at det var spændende, når jeg afprøvede mine teorier i mit daglige arbejde,” fortæller Kristoffer Høy Sidenius.  

Faglig ballast giver frihed

Kristoffer Høy Sidenius oplever, at masteruddannelsen i ledelse har givet ham et teoretisk fundament, som han har stor nytte af i sit daglige arbejde.

”Min master i ledelse har givet mig et mere grundlæggende overblik over ledelse som begreb og forskellige ledelsesteorier. Jo mere, jeg har læst om ledelse, jo mere har jeg kunnet inddrage delelementer af teorien i min hverdag. Før gjorde jeg det bare, men nu har jeg fået en anden ballast med også. En ballast, som har givet mig en større frihed til at navigere som leder.”

”Desuden var jeg ikke blevet rektor i dag, hvis jeg ikke havde haft en kompetencegivende uddannelse som min master,” konstaterer Kristoffer Høy Sidenius, som søgte og fik rektorstillingen på Gribskov Gymnasium ½ år efter, han havde afsluttet sin master fra Aarhus Universitet.

Netværk som åbner øjne

En anden ting, som Kristoffer tog med sig hjem i rygsækken efter endt master, var et bredt netværk med forskellige ledere fra uddannelsessektoren.

”De ledere, som tog deres master samtidigt med mig, kom fra alle mulige spændende steder, fx folkeskolen, andre gymnasier, politiet og hospitalsvæsnet. Det var en spændende gruppe at være en del af, og herigennem har jeg lært en masse om både andres praksis og min egen. Det har været en øjenåbner for mig,” fortæller Kristoffer Høy Sidenius.

Kort om Kristoffer Høy Sidenius

  • Rektor på Gribskov Gymnasium siden 1. januar 2014
  • Master i ledelse af uddannelsesinstitutioner fra Aarhus Universitet i fra 2011-2013
  • Vicerektor på Brøndby Gymnasium fra november 2011 til december 2013
  • Lærer og efter ni måneder også pædagogisk inspektor på Øregård Gymnasium fra 2006-2011
  • Årsvikar og pædagogikum fra Gentofte Studenterkursus i 2004-2006
  • Cand.mag. i engelsk fra Københavns Universitet i 2004
 


Om masteruddannelser på Aarhus Universitet

En masteruddannelse er en forskningsbaseret uddannelse på kandidatniveau og henvender sig til dig, der har en videregående uddannelse på bachelorniveau og efterfølgende minimum to års relevant erhvervserfaring. Masteruddannelsen varer normalt to år på deltid og svarer til ét års fuldtidsstudier (60 ECTS-point).

Aarhus Universitet tilbyder 29 forskellige masteruddannelser. Du kan læse mere om masteruddannelser på au.dk/evu/master/.

Samarbejde, Alumne, Ekstern målgruppe, Aarhus Universitet